Vietnam på to hjul

Vietnam byder på masser af muligheder for adventure og strabadserende ture. De fleste kender Sapa og Halong Bay, men inde i det bjergrige højland gemmer der sig nogle andre og stort set ukendte perler. Vi besøgte en af dem.

Foto: Nanette Vabø m.fl.

Sapa er stedet for vandring i bjergene og mødet med lokale bjergstammer. Halong Bay er stedet for spetakulær kajakroning, Nha Trang er Vietnams dykkersted nummer et, og Mekong-deltaet er favoritten, når den står på cruise og drinks under stjernerne.

Læs også:
Surrealistisk skønhed i Vietnam

Men nu kan eventyrlystne turister føje Mai Chau til listen over nye spetakulære steder i Vietnam, man bør besøge, hvis drømmen er at møde lokale, vandre i noget af Vietnams smukkeste natur og udfordre sig selv – vel at mærke uden at dele oplevelsen med snesevis af andre turister, som har fået samme idé.

Mai Chau ligger blot fire timers kørsel sydvest for Hanoi – Vietnams hovedstad – og dækker et af de smukkeste og mest naturrige områder, landet har at byde på. Alligevel er det ikke det sted, der popper først op, når talen falder på Vietnam og aktiv ferie.

Det er egentlig uretfærdigt, for dalen, hvor der bor godt 50.000 vietnamesere og adskillige stammefolk, er et oplagt sted at tage til, hvis man søger netop smuk natur, let adgang til de lokale, private homestays, vandreture, motorcykelture og mulighed for at komme helt tæt på en af hjørnestenene i det vietnamesiske samfund, produktionen af ris, som foregår på samme traditionelle vis her, som den har gjort i århundreder.

Efter fire timers kørsel af overfyldte og kaotiske veje ud af Hanoi, nærmer vi os Mai Chau.

»Der er blot en halv time endnu,« forlyder det fra vores chauffør. Det har han sagt de seneste to timer, så vi opgiver at spørge mere.

Efter endnu en times kørsel – og efter at have passeret et diset og regnfyldt bjergpas – åbner Mai Chau dalen sig pludseligt for vores øjne, og det er svært ikke at falde hen i et øjebliks andægtighed. For omgivet af bjerge, rismarker, risterrasser og små landdsbyer i bunden af dalen er det et lille Shangrila, der åbenbarer sig for vores øjne.

Her er stille sammenlignet med Hanoi, luften er frisk og sprød, som kun bjergluft kan være, de lokale smiler og er nysgerrige på en oprigtig ikke-sælgende måde, og selv om vi kommer en postgang for tidlig til, at rismarkerne er plantet til, fornemmer vi skønheden og storheden i dette lille sted.

Dagen efter tager vi på vores første af flere udflugter til Pulong Nationalpark. Et 17.000 hektar fredet bjergområde, hvor kun de oprindelige beboere, som primært består af thailandske minoriteter, holder til.

Vejen derud foregår på motorcykel og er en rejseoplevelse i sig selv. Af små snoede veje i bunden af dalen kører vi gennem landsbyer, markeder og rismarker, hvor de lokale risbønder er i fuld sving med at forberede jorden til næste høst. Det er postkort smukt og har den svært forklarlige følelse af autencitet, som stadig flere rejser ud for at finde.

Vi har hyret en guide til at føre an. Han er betænkelig, da vi insisterer på, at vi vil have hver vores motorcykel. Men en »motorcykel« på disse kanter er retteligt en scooter, og da vi har motorcykelkørekort med hjemmefra og fortæller ham, hvad vi forstår ved en rigtig motorcykel, lader han sig overbevise.

Det viser sig hurtigt at være en god idé. For de sidste ti kilometer ud i nationalparken foregår af mudrede og svært fremkommelige veje. Flere steder må vi af og halvt trække, halvt skubbe hinanden igennem. Men belønningen kommer, da vi halvanden time senere ankommer til en fjerntliggende landsby, hvorfra vi starter vores 20 kilometer trek op i bjergene.
         
Vietnam er et land beriget med noget af Asiens smukkeste natur. Desværre holder de fleste turister sig langs kysten og highway 1, som forbinder nord og syd og er det klart mest befolkningstætte område.

Hvis man har den mindste lyst til eventyr, er der god grund til at bevæge sig ind i det centrale Vietnam. I de store og bjergrige områder, der grænser op til Laos og Cambodija. Det er her, nogle af landets største nationalparker ligger, og det er her, man for alvor kan opleve at være sig selv og møde nogle af de lokale vietnamesere og minoritetsstammer, som holder til her.

Det lyder besværligt – og måske endda halv risikabelt og tidskrævende – men stadig flere af de store rejseoperatører i Vietnam har indset, at der er gode muligheder i at udvide forretningen med skræddersyede ture hertil.

Mai Chau er en af disse steder, som flere operatører først fornylig har fået øjnene op for. Som med så meget andet var det backpackerne, der førte an og først »indtog« området.

De boede langt overvejende hos de lokale – de såkaldte homestays, men inden for de seneste år er der åbnet en lækker lodge, Mai Chau Lodge, som et tilbud til de mere krævende turister, der vil have en blød seng, pool, restaurant og roomservice. Det har åbnet for helt nye turister i den fjerntliggende dal. Men da det kun drejer sig om ét sted, er det lykkes Mai Chau at undgå at blive overrendt og delvist ødelagt af turister, som Sapa er blevet det.
   
Det går opad fra start. I mere end to timer vandrer vi opad. Mod en af Pulong Nationalparkens bjergpas. På vejen vil vi krydse flere landsbyer, fortæller vores guide. Her er der hverken elektricitet eller veje. De lokale ernærer sig som bønder og lever i det hele taget, som de har gjort i århundreder – af det de selv kan dyrke eller bytte sig til på de lokale markeder.

Det bliver en stor oplevelse. Vi er langt fra de første hvide, der har vandret af deres stier, men de kigger på os, som om vi var. Nogle smiler og nikker, andre kommer hen og vil røre ved os, atter andre vender ryggen til og fortsætter det hårde manuelle arbejde med at forberede jorden til næste høst.

Børnene langs ruten er ikke overraskende de mest nysgerrige. De ældste har netop haft deres første engelsk timer i skolen og kan sige »hello« og »goodbye«. Den slags kan man sikkert opleve mange steder, men uanset hvor det sker, gælder den universielle regel, at hvis man tager sig tid, sætter sig ned og prøver at kommunikere, venter der store oplevelser. En joke, en sang, et par få gebrokne gloser eller en fodboldkamp. Det er den slags oplevelser, det er værd at rejse ud for at få. Og de koster ikke entre.

Efter mere end fem timers vandring er vi tilbage ved vores motorcykler. Føler os heldige at have oplevet netop dette sted. Om få år – måske måneder – når den statsfinansierede asfaltvej når op til landsbyerne i bjergene, vil meget være ændret. Isolationen vil være brudt.

Med vejen kommer elektriciteten, radioen og tv’et. Bambushytterne og bananbladstaget vil lidt efter lidt blive erstattet med mursten og blikplader. De lokale stammers tøj, tasker og værktøj vil kunne købes af turister, der kommer forbi. Sådan er det. Ikke bare i Vietnam men alle steder.

Tilbage på Mai Chau Lodge, hvor vi har valgt at indkvartere os, er det tid til en dukkert i poolen og en hurtig omklædning inden middagen. Kontrasten til det vi netop har set er slående. Vi har rejst mindre end 20 kilometer, alligevel er det to verdener, der mødes.

Efter middagen er der danseopvisning af nogle lokale unge, der synger, danser og spiller på de traditionelle instrumenter. Den samme dans og sang, som vi havde set et par af de unge piger danse, da vi tilfældigt passerede en landsby tidligere på dagen.

Næste morgen cykler vi ud i de nærliggende landsbyer. Her er de vant til turisterne og har hængt de lokale tekstiler til salg. Det er også her, de private homestays er. For seks til syv dollars kan man indkvartere sig og bo i de traditionelle huse på stolper og med udsigt til rismarker og bjerge. Der boede ingen, da vi var der.

På markedet i Mai Chau by er der hektisk aktivitet. De lokale handler ivrigt med alt fra fødevarer til nye sko. Mange af varerne er billige kopiprodukterfra Kina. Den socialistiske storebror mod nord er en vigtig allieret med ligeledes socialistiske Vietnam. Men den slags ideologi eller storpolitik bekymrer de sig ikke synderligt om her, siger vores guide.

Han peger i stedet på et hundehoved, som ligger klar til salg med øjnene stadig i kraniet ved siden af grisekødet og kyllingerne. Vietnam og Mai Chau er i sandhed et anderledes sted at rejse til.

Rejsen blev til i samarbejde med Nyhavn Rejser