Vidunderlige hvaler

Synet kan få voksne mænd til at græde og små børn til at tabe næse og mund.

Mønstret på undersiden af en pukkelhvals halefinne fungerer som hvalens fingeraftryk. Ingen anden hval har præcis det samme mønster, der kan spænde fra det helt sorte til helt hvide. Biologer bruger halefinnens mønster til at skelne de enkelte individer fra hinanden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Line Holm Nielsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvorfor er hvaler så fantastiske at opleve i deres naturlige element? Det er svært at formulere. Hvalernes dans skal opleves. Et af de bedste steder i verden at gøre det er ved kysten ud for New Hampshire og Massachusetts i USA. Scenen kunne ikke være sat bedre. Vi glider ud af havnen i Gloucester i perfekt sommervejr. Solen skinner fra en lyseblå himmel, båden tøffer let henover et blikstille hav, og biologen om bord har lovet os højt og helligt, at der nok skal være en hval eller to derude et sted på havet.

Vi er på kysten ud for Massachusetts i det nordøstlige USA. Glemt er det, at det var fra denne havn, »The Perfect Storm«, en rædselsstorm i 1991, gjorde det af med en seksmands brav fiskerbesætning – en hændelse, der senere blev til en Hollywood-film med George Clooney i hovedrollen. I dag er havet gæstfrit og søsygepillerne bliver i lommen, mens solcremen løbende tappes ud på næse og skuldre.

De ligger derude et sted, de mange hundrede hvaler, der hvert år i sommersæsonen kommer op til den nærliggende Stellwagen Bank, et undervandsplateau cirka en times sejllads fra kysten, for at mæske sig i mad.
Stellwagen Bank ligger, her hvor der ellers er 100-200 meter dybt, kun 30-40 meter under vandoverfladen, og den pludseligt stejle havbund sender nærings- og mineralfyldt vand helt op til vandoverfladen. Med det følger et rigt økosystem, der tiltrækker massevis af fisk – og derfor også de store hvaler til området.

Det gør, siger hval-entusiaster, New Hampshire og Massachusetts til nogle af de bedste steder i verden til hval-kiggeri. Få steder på kloden kan man med så kort en sejltur fra land komme så tæt på hvalernes lege- og spiseplads.

Jeg har tidligere set hvaler i Sydafrika og Nordnorge og er lidt skeptisk og nervøs. For jeg har slæbt min rejsemakker, den kun almindeligt dyreglade finanskorrespondent, ud på denne 200 kroner dyre og fire timer lange sejltur. Vil det være forgæves? Vil der være valuta for tid og penge?

Svaret kommer prompte. Vores medpassagerer stimler sammen langs højre side af båden. Der er set prustende vandsøjler i horisonten. Og pludselig hopper den kvindelige finanskorrespondent op og ned og glemmer alt om vindblæst frisure og solcreme-påførsel.

»Den sprang. Den sprang, sgu! Den sprang!!« råber hun og peger ud mod horisonten. Skumsprøjt og bølger et sted ude i horisonten afslører, hvad jeg har haft ryggen til: En hval, der har sendt sit 13 meter lange og 36 tons tunge legeme i en majestætisk bue op gennem vandspejlet, gennem luften og med et mastodontisk plask ned i vandet igen.

Jeg ærgrer mig. En hval, der »breacher« for øjnene af mennesker, er en sjældenhed. Og så stod jeg med ryggen til.
Men det er – skal det vise sig – blot begyndelsen på et akrobatisk og fortryllende møde med disse havets kæmper.
Inden længe befinder vi os på toppen af Stellwagen Bank, og hvalerne er overalt. »Vi har omkring 15-20 individer omkring os lige nu,« lyder det fra guide-biologen, mens folk får travlt med at finde kameraer og kikkerter frem.

Til venstre for båden ligger to-tre hvaler med deres pukkelbesåede hoveder og guffer løs af fisk og plankton. De kommer nedefra med åbne gab, og stadig med hovedet oven over vandoverfladen klemmer de kæberne sammen og presser saltvandet ud gennem barderne. Tilbage i deres kæmpe gab bliver fiskene og planktonen.

Det er pukkelhvalerne Reaper og Apostrophe – den sidste med sin kalv, Cajun, forklarer biologen, der via sit arbejde på et marineforskningscenter kan skelne de enkelte individer fra hinanden på halefinnernes mønster.

Særligt Cajun viser sig at være et turistvenligt bekendtskab. Pukkelhvalerne er – trods larmen fra bådene i farvandet – nysgerrige af natur. De kommer helt tæt på båden, undersøger den mærkelige jernkonstruktion fyldt med turister – og fortsætter så ellers deres leg og hyggen i vandet.

»There he goes..,« lyder det fra kommandobroen – og så begynder Cajun sin lille performance for den måbende turistgruppe. Fem-seks gange springer Cajun ud af vandet – sender sin torpedoformede krop ud af vandet og plasker ned igen. Mens mor og kollega Reaper ligger dovent i vandet med maven mod overfladen og basker løs med deres meterlange finner. Hvorfor de gør det, disse pukkelhvaler, er et mysterium – måske leger de bare, måske er det en måde, hvorpå de skiller sig af med parasitter.

Mens kaptajnen sætter motorerne i stå og lader båden drive for at genere hvalerne mindst muligt, varmer Reaper op til tilskuerne. Den store han dykker ikke bare dovent og langsomt mod bunden – han ynder, viser det sig, at tage en ordentlig springtur, give et kækt dask med halefinnen og paradere sin perfekt fotogene hale, før han forsvinder mod bunden. Kameraerne på båden går næsten i sort, mens de klikker løs, så hurtigt som mekanikken tillader det.

Overalt omkring os – mellem fiskerbåde og sejlbåde og andre hvalsafaribåde – ligger de, hvalerne. Og det er kun modvilligt, om end med salige smil på læberne, at vi forlader dem efter halvanden time i deres selskab.
Finanskorrespondenten er overbevist. Børnene om bord har store øjne. Og selv de voksne mænd på skibet ser ud, som om de er børn igen.

Hvorfor er hvaler så fascinerende? Det kan ikke beskrives. Men har man én gang set et 12-16 meter langt dyr springe legesygt op ad vandet få meter væk eller en perfekt hvalfinne blinke i sommersolen, er man solgt. Det skal opleves. Og med så relativt nem en adgang til hvalerne, som man har i New England, er der kun et at gøre: Tag afsted!