Video: Kæmpefly ramt af lyn

Et af Emirates gigantiske Airbus A380 blev ramt af lynnedslag kort før landing i Heathrow lufthavn ved London.

Billede fra filmen, der viser et af Emirates gigantiske Airbus A380 blive ramt af lynnedslag kort før landing i Heathrow lufthavn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Youtube.com

Ingen af de 500 passagerer kom noget til, da Emirates-kæmpen blev ramt af lyn kort før landing. Fly er bygget til at modstå lynnedslag og rammes forholdsvis ofte af lyn - men det er sjældent, at et lynnedslag bliver optaget på video.

Læs også: Sådan flyver du i 2050

Men det skete, da englænderen Chris Dawson fra det sydvestlige London en aften så, at en storm var på vej. Det var den 23. april og klokken var 19.30 om aftenen. Han regnede med, at der måske ville følge lyn med stormen, og gjorde sig derfor klar med kamera og videoudstyr på balkonen.

"Jeg havde jo ikke regnet med, at et fly ville blive ramt af lynet, så jeg var bare heldig," siger Chris Dawson til avisen The National. "Og jeg var heldig, at det ikke regnede," tilføjer han. Chris Dawsons hus ligger lige under en af indflyvningsruterne til Heathrow lufthavn.

Fly er designet, så alle metaldele hænger sammen, og et lyn ledes gennem flyet uden at genere passagererne. I sjældne tilfælde kan der ske skader på metaldele eller elektronik, afhængigt af hvor lynet rammer, men et lynnedslag har angiveligt aldrig været årsag til flystyrt.

En talsmand for Emirates oplyser til avisen, at man ikke har nogen rapporter om lynnedslag i en A380, men videoen går nu sin sejrsgang verden over på YouTube.

 

Se den omdiskuterede video her: