Vi vil på nytårsferie i udlandet

I år får vi foræret en ekstra feriedag over nytåret, og det betyder, at flere tager væk.

Flere og flere vælger at fejre nytår i udlandet – især når det falder på en søndag som i år. Foto: Apollo Fold sammen
Læs mere

Der er mange, der vælger at tage væk i juleferien – og nogle tager endda nytåret med. Men at tage væk udelukkende for at fejre nytår i udlandet er en tendens, der er steget sammenlignet med sidste år.

I år falder nytårsaften på en søndag. Det betyder, at vi får foræret en forlænget weekend, da vi har fri både nytårsaftensdag og den efterfølgende mandag. Og noget tyder på, at der er flere, som vælger at gøre brug af disse ekstra fridage.

Tal fra hotel- og rejsesøgemaskinen momondo viser nemlig en stor stigning i rejserne lige omkring nytår:

»Vi kan se en klar stigning på 129 pct., så der er ingen tvivl om, at den ekstra fridag gør, at langt flere danskere vælger at rejse ud til nytår. Den helt indlysende forklaring er, at man får mere ferie forærende pga. den måde, helligdagene falder på i år,« fortæller Lasse Skole Hansen, der er presseansvarlig for momondos danske afdeling.

Hos charterbureauerne er billedet dog en anelse anderledes. Selv om ferier over både jul og nytår altid har været populære, så kommer det i høj grad an på, hvornår nytåret ligger i forhold til rejsebureauernes afrejsedage.

Hos Apollo er den normale afrejsedag f.eks. søndag, og det er ikke alle, der er villige til at rejse ud den 31. for at fejre nytåret i udlandet, fortæller Apollos kommunikationschef Glenn Bisgaard. Men til gengæld er de gæster, der vælger at rejse ud, glade for et nytår i udlandet:

»Vi ser mange, der vælger at tage ud til nytår, fordi hotellerne er gode til at stable en god nytårsaften på benene,« siger han.

Og en god nytårsfest er netop noget, der har stor betydning for Apollos kunder – sammen med nogle varme temperaturer. Og derfor er der mange chartergæster, der vælger at tage til Dubai, fortæller Glenn Bisgaard:

»I Dubai er det hele så ekstravagant med kæmpe fyrværkeri og mange, der er ude at fejre dagen. Det bliver slået stort op dernede, og den får på alle tangenter,« siger Glenn Bisgaard.

Hos dem, der kun udelukkende vælger en forlænget nytårsweekend i udlandet, er det London, Berlin og Paris, der er danskernes favoritter over nytåret – og sådan var det også sidste år, viser momondos tal. Og det giver mening, ifølge Lasse Skole Hansen:

»Vores årlige undersøgelse af danskernes rejsevaner viser, at storbyferier er den type ferie, 39 pct. af danskerne har planlagt i år, og nytårsaften er jo den perfekte anledning til en forlænget weekend i en storby – især når ferien falder, som den gør i år,« mener han.