Vi rejser med smagsløgene

Gastronomi er vigtigt for mange danskere, når der skal vælges feriemål, og mange søger ud på lokale restauranter og madmarkeder på ferien. Mad giver autenticitet, forklarer ekspert.

Hos hver femte dansker er spisemuligheder og madoplevelser afgørende allerede under selve ferieplanlægningen, viser en meningsmåling. Arkivfoto: Apollo Rejser Fold sammen
Læs mere

Der er mange faktorer i spil, når danskerne planlægger deres ferie og vælger rejsemål. Stranden skal være god, vejret godt, sikkerheden i top og seværdighederne inden for rækkevidde.

Men næsten hver femte dansker prioriterer også madens friskhed og kvalitet, når rejsen skal vælges, og billetten skal bookes. Det viser en meningsmåling foretaget blandt 1.024 danskere fra rejseportalen Expedia.dk.

»Mad er ligesom rejser noget, som mange dyrker mere og mere, og det er i stigende grad blevet populært at kombinere interessen for nye rejsemål og unikke madoplevelser,« siger nordisk marketingchef hos Expedia.dk Susanne Svensson.

Flere selskaber og arrangører tilbyder rejser, der fokuserer på mad og gastronomi. Ifølge lektor og turismeforsker fra Aalborg Universitet Anette Therkelsen er danskernes interesse for det kulinariske ikke kun vokset i hverdagen, men også i feriesammenhænge.

»Mad fylder helt klart mere hos danskerne i dag, end det har gjort tidligere, og det indgår som et element på rejsen hos mange forskellige typer af turister. Mad er en god oplevelse, der i høj grad handler om fællesskab – især på ferien,« forklarer forskeren, der bl.a. har undersøgt forholdet mellem turister og mad.

At et rejsemåls kulinariske potentiale ligefrem skulle være afgørende, når hver femte dansker booker deres ferie, stiller Anette Therkelsen dog spørgsmålstegn ved.

»Der er klart en gruppe af såkaldte ’foodies’, som rejser efter madoplevelsen, og hvor dét er afgørende for, hvilken destination man vælger. Men det er danskere, som også går særligt meget op i madlavning og gastronomi derhjemme,« fortsætter hun.

Især når danskerne først er kommet af sted til Italien, Frankrig eller Grækenland, går vi op i, hvor og hvilke måltider der skal indtages. Tre ud af fire danskere har prøvet kræfter med et unikt køkken, som de aldrig havde hørt om før, og hver anden foretrækker de lokale restauranter, viser undersøgelsen fra Expedia.dk, der også afslører, at lokale madfestivaler og markeder er populært blandt de danske ferierende.

Og det billede genkender Anette Therkelsen.

»Danskerne er bestemt blevet bedre til at udfordre deres smagsløg og prøve ny mad. Det er ønsket om en lokal og autentisk oplevelse. Man søger ‘det ægte’, og så er det lige meget, om man kan tyde menukortet eller ej,« siger hun.

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/paa-oehop-i-oehavet