»Vi oplevede hele verden på første klasse«

Der var glamour over at være stewardesse i 1960erne. For Karen Ganzhorn blev det eftertragtede job i SAS dengang også hendes adgang til fremmede lande og kulturer.

Der var både prestige og glamour over at være stewardesse i 1960erne. Karen Ganzhorn fik sit drømmejob og oplevede verden fra Thailand til Alaska og Rio i Brasilien sammen med kollegerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Private
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Historisk tilbageblik: Artiklen blev bragt i Berlingske i november 2011.

Glamour og luksus. Drømme og intriger. Det er, hvad vi kan vente, når TV3 på onsdag blænder op for sin nye serie, »Pan Am«, om livet i det amerikanske flyselskab i begyndelsen af 1960erne.

Læs også: Hvad stewardesser hader ved passagerer

Og det kan danske Karen Ganzhorn nikke genkendende til. Hun var selv stewardesse dengang, flyvning var forbeholdt de få, og kun de færreste havde oplevet de fremmede lande.

Glamour, luksus og drømme – ja, men ikke intriger, for besætningens sammenhold, venskabet og loyalitet på tværs af nationalitet og baggrund er noget af det, hun husker tilbage på med glæde og taknemmelighed. »Tænk, at have fået lov til at opleve det,« som hun siger.

Egentlig var hendes fremtid pejlet i en hel anden retning, for Karen, der dengang hed Jensen, blev uddannet til portrætfotograf hos Merlin i Odense, men efter den fire års læretid boblede hendes eventyrlyst.

»Jeg ville opleve verden, og jeg tog til England, arbejdede som aupair og gik på sprogskole. Det var derovre, at jeg kom ud i lufthavnen, så stewardesserne og afmosfæren gik mig i blodet. Det var det, jeg ville. Det var især min eventyrlyst, der slog igennem. Men jeg var selvfølgelig ikke upåvirket af den glamour, der var over det. For den var der. Jeg husker, da min barndomsveninde, der var emigreret med sin familie til Canada som 12-årig, som voksen kom på besøg i Odense som stewardesse. Jamen, det var jo næsten som at møde en prinsesse,« griner hun.

Stewardesse var ikke bare lige noget, man blev. Dengang så flyselskabet helst, at stewardesserne havde en anden uddannelse, ligesom det var et krav, at de kunne flere sprog. Så efter et år i England fortsatte Karen til Paris, hvor hun boede et års tid. I 1964 søgte hun ind i SAS første gang, men var ikke heldig, og rejste i stedet til Spanien for at arbejde på et hotel der. Hun føjede spansk til rækken af sprog. Ikke at det var et krav, men det skulle senere få afgørende betydning for hende.

I 1965 søgte hun ind til SAS igen, og da blev hun en af de 30, der blev antaget det år. »Jeg blev interviewet på tre forskellige sprog, engelsk, tysk og fransk, og jeg blev inspiceret. Man skulle også have et godt udseende. Altså ikke som skønhedsdronninger, men være præsentable, og være mellem 21 og 28 år. Der var strikse regler for, hvordan vi skulle se ud, vi kom blandt andet på kursus i at sminke os. 30 forskellige piger blev sendt til Stockholm, og 30 ens vendte hjem igen. For eksempel var alle med langt hår blevet klippet,« erindrer hun.

SAS blandede sig også i privatlivet. Stewardesserne måtte ikke være gift, og var man fraskilt, måtte man ikke have forældremyndighed over eventuelle børn. Kutyme var, at de unge stewardesser kun arbejdede et par år, indtil de blev gift.
»Jeg husker en mega-skandale, året efter jeg startede. Da havde en stewardesse og en steward, som havde mødt hinanden i SAS, giftet sig. Det blev opdaget, og hun blev fyret, mens han beholdt sit job. Sagen kom på forsiden af Ekstra Bladet og skabte stor debat. Jeg mener i øvrigt, at hun blev genansat, og senere opgav man den regel.«

Karens debut som stewardesse var der ingen glamour over. På en flyvning til Milano fik flyet problemer med landingsstellet og måtte vende om og nødlande.

»Jeg var grøn i hovedet af skræk og spiste ikke noget i tre dage efter. Dengang brugte man hverken krisehjælp eller debriefing. Det måtte man klare selv, og vi kom over det sammen,« bemærker hun.
Men glamour var der ellers over flyvning. Billetpriserne var høje, og serviceniveauet ligeså. Ikke mange havde råd til den fornøjelse.
»Det var luksus. På økonomiklasse havde man god plads til at strække benene, og første klasse var vild luksus. Kaviar og champagne og flamberede retter. Det klarede vi i kabinen – den var vist ikke gået i dag. Det var en livsstil, som frk. Jensen fra Odense ikke kendte, men mange af mine kolleger kom fra miljøer, hvor der var større kendskab til den slags, så jeg lærte det.«

Snart var frk. Jensen på de ruter, der medførte stop-over i udlandet, og hendes spanskkundskaber kom hende til gode. For eksempel på ruten til Mallorca, som gik via Barcelona. Her udløb besætningens arbejdstid, og en ny besætning måtte være klar til at tage turen til Mallorca og retur. Og med en flyvning hver uge gav det seks dage på luksushotel i Barcelona. Eller som på den oversøiske rute til Santiago i Chile, der krævede ikke mindre end tre besætninger at fuldføre: København-Zürich-Lissabon-Monrovia-(i Liberia i Vestafrika)-Rio-Sao Paulo-Montevideo-Bueno Aires-Santiago. Første besætning rakte til Lissabon, anden til Rio og tredje til Santiago.
En uge her, en uge der, mellem flyvningerne – Tunesien, Alaska, Trinidad – hvor der var rig lejlighed til at opleve landet, eller længere udstationeringer, blandt andet tre måneder i Rio og senere i Bangkok. Lønnen var god, og som udstationeret betalte man ikke skat.
»Da jeg var 26 år og kom hjem, kunne jeg købe et hus,« siger hun.

»Der var sjov og kammeratskab. Vi var lidt fanden-i-voldske og kastede os ud i eventyret. Som da vi i Tunesien kørte ud i ørkenen i en lille Fiat, som havde læk køler, og skabte opsigt med vores lyse hår. Og i de eksotiske omgivelser kan det ikke undgå at romantikken blomstrede. Man sagde, at en stewardesse fandt enten en millionær eller en pilot. Jeg gjorde det sidste, og på det tidspunkt var det helt legalt, og jeg kunne fortsætte med at arbejde.«

Nu blev det imidlertid på de kortere ruter for at få familielivet med to små drenge til at fungere. Efter de to sønner blev voksne – den ældste er pilot og den yngste, der havde flymekanikerdrømme, endte med biler – fløj hun stadig; flere gange med sønnen i cockpittet. Faktisk helt til hun blev 60 år, aldersgrænsen i SAS, hvorefter hun fik arbejde i en forretning i lufthavnen og senere i forretningens afdeling i Illum. »Det var hårdt. Jeg vil til enhver tid foretrække en seks timers tur til New York frem for seks timer på gulvet i et stormagasin,« bemærker hun.

Men i luften kom hun igen. Da sønnen på et tidspunkt fløj for selskabet Primera, og man manglede dansktalende stewardesser, lød det: Mor! Og Karen var på vingerne igen i to år, til hun som 67-årig sagde: Nu er det nok. Men arbejde gør hun stadig, nu i sønnens Aquarium Wellness i Københavns centrum, »Jeg oplevede verden som stewardesse. I dag flyves ikke på den måde. Så lange ruter med så mange stop, som vi havde dengang, er alt for dyre. Til gengæld er priserne på flybilletter meget, meget billigere. Nu er flyvning ikke mere for de få, nu har alle mulighed for at komme ud at opleve verden, og sådan skal det også være,« fastslår hun.

Læs også: Fem eventyr på Borneo