Verdens største langrendsløjpenet

Løjpenettet på 2.600 kilometer i Nationalparken Marka er et fint alternativ til den norske hovedstads oplevelser.

Sporvogn nummer 12 fragter dig hele vejen til det 2.600km store løjpenet i Nationalparken Marka. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Hauerbach
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er lidt underligt at bo midt på Oslos førende gade »Karl Johan« og gå fra hotellet i fuldt langrendsudstyr ud mellem storbyens forretningsmylder. For derefter et kvarter senere at stå af sporvognen og glide ud i verdens største langrendsløjpenet på 2.600 kilometer.

Læs også: Pist off i Norges fjelde

Sporvogn nummer 12, der har stoppested få minutters gang fra hotellet, har endestation ved Fjellsås. Herfra følger vi strømmen af folk med ski og når op i skovområdet.

De lokale mødes åbenbart her, for der hilses og udveksles informationer om de forskellige løjpers tilstand – vind og vejr.

Vi smuglytter, for her er så mange løjper at vælge mellem i Lillemarka, at det er rart med lidt opdateret lokalkendskab.

Beslutningen bliver kurs mod Kinuben, som kan brydes af i en mindre cirkel, hvis vi bliver indhentet af mørket. For vi er kommet lidt sent af sted i dag. Først skulle nogle af storbyens tilbud bruges.

Museumsbesøg på Bygdøy med bl.a. Kon-tiki-museet, gåtur ved kongeslottet og som effektiv opvarmning et smut på skøjter.

Fra vores fjerdesal på hotel »Norlandia« på Karl Johan har vi direkte udsigt til skøjtebanen, kaldet Spikersuppa. Der er åbent kl.11-21, og udlejning af skøjter i Saras telt lige bag.

Her kørte jeg i mine lejede skøjter forsigtigt langs rækværket for ikke at komme blive tromlet ned af de unge i hurtigløb, som hang i luften i perfekte piruetter.

Det rødmossede langrendsfolk
Men lige nu nyder vi glidet i de gode spor, hvor føret er så godt, at vi faktisk kan løbe opad i sporene og køre ad en bred sommervej med udsigt nedover Maridalsvannet, forbi store is-drypsten nedover fjeldsiden.

Efter lidt slid når vi i blød afslappet nedfart til Monseengen, hvor et par familier har slået sig ned ved de faste bålpladser. Dem småsnakker vi hyggeligt med i et par minutter – for sådan er etiketten nemlig, når man møder det rødmossede langrendsfolk, og man er en dansker, der forsøger at mingle.

Turen opover tager en times tid, og efter cirka syv kilometer forvandler den gode dobbeltsporede brede løjpe sig til en smal ensporet, der snor sig igennem et umådeligt smukt tæt terræn med graner, birk og småsøer.

Efter et par kilometer må vi vende, for sporet tager tid og lyset toner ud, konturer og kontraster forsvinder i det begyndende mørke. Dagen strækker sig her i begyndelsen af marts til ved 18-tiden, så der er bogstaveligt talt endnu en times tid at løbe på frem til den lysløjpe, der er markeret på kortet.

En stille, klukkende bæk kræver dog et stop, for at vi kan nyde lyden og formationerne i snepuderne ved vandet.

Tilbage igen
Tilbageturen går som »smurt«. Vi har åbenbart lagt den rigtige voks, og føret er perfekt med nysne øverst i de fint opkørte spor. Vi suser af sted og møder to ældre damer med gooood tid til snak, et ungt par på hyggetur, strømlinede løbere i tyndt outfit, som spurter derudad – men stadig har pust til et venligt nik i forbifarten.

Lysløjpen lokaliserer vi via lysmasterne, og præcis kl. 18 tændes de neonfarvede grønne lys. Vi er på vej op ad et lille fjeld, som efter et kvarters tid går gennem tæt granskov inden nedturen.

Der er sus i jakkerne og heldigvis plads til at tage den i bred glideplov og kante lidt af farten af inden svingene. Mens vi og indersiden af lårmusklerne tager et stop for at nyde aftenen og månelyset, suser folk forbi os nedad med samlede ski uden at tage fart af, så den løse sne fyger om ørerne på os.

Vovestykket
Pludselig kommer der et stykke uden lys, og hurtigt bliver man forvirret og i tvivl om retning. Heldigvis står et par i månelyset og kan fortælle, at et par kilometer fremme vil vi møde lyset igen – og det vil føre os direkte ned til stien mod sporvognen.

Vi takker pænt og overlader dem til mere kys og månelys, inden vi med medbragte pandelygter finder vej det sidste stykke til de velkomne store lamper. Det »farligste« kommer faktisk nu, hvor vi tager skiene af. 500 meter med glatte langrendsstøvler med plasticsåler nedad stejle, isede veje.

Vi er noget kolde nu, og det er dejligt at se, at der faktisk holder en sporvogn. I modsætning til T-banen er der elektrisk varme i, så vi nyder vi blot de lune minutter, indtil føreren kommer og klimter med klokken, inden sporvognen snegler sig nedad mod byen, og vi 45 minutter senere kan hoppe af i nærheden af Nationalteatret, få minutters gang fra varme senge.

Vi sniger en flaske rødvin – den billigste fra Vinmonopolet til 90 kroner – med op på værelset sammen med lune kyllingelår fra snackbaren om hjørnet. Så er der ellers varmt bad, kølig vin i vindueskarmen med udsigt til byen med snefnugene dalende .

Mere langrend
Næste dag tager vi S-banen til endestationen ved Frogneseteren. De fleste børnefamilier med kælke står af ved Holmenkollen. Vores kurs er godt ind i store Marka mod Trygvannstuan og senere Kikutstua.

De første mange kilometer går det op og ned gennem skov. Vejret skifter og vi passerer en af yderliftene i alpinsystemet ved Tryvann, mens vi finder kursen ud i mere åbent terræn. Både skov og himmel er omskiftelig – træerne skiftevis tynder ud og tætner til; det samme gør himlen.

De sidste kilometer suser vinden om ørerne, og mørke skyer er lige i hælene, da skiene parkeres ved Kikutstua. Her er fyldt til sidste plads især ved pejsen, men heldigvis er der ikke udsolgt af saftig hjemmebagt gulerodskage.

Sneen høvler ned en time, men da vi træder ud igen, er himlen blå, og solen skinner igen. De gode detaljerede løjpekort, der virkelig er værd at investere i, gør det nemt at finde bedste vej hjemad over åbne landskaber, hvor får og geder sikkert græsser om sommeren.

Men vores 28 kilometer med diverse stop har taget tid, og mørket lægger sig, inden vi når til toget – der er forsinket. Med svedigt langrendstøj når vi at blive ret kolde, inden det uopvarmede tog ankommer og bringer os til byen efter endnu en feriedag for fuld udblæsning – med natur og storby i en samlet udgave.