Verdens mest vanvittige pools

En pool kan være meget mere end et firkantet hul i jorden fyldt med vand. Her er fem pools, der er værd at rejse efter.

Rejseliv imported photo
Pool med glasbund på 24. etage, Cantilever Swimming Pool på Holiday Inn Shanghai Pudong Kangqiao i Kina. Foto: PR Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Pool med glasbund på 24. etage, Kina

At hotellet Holiday Inn Shanghai Pudong Kangqiao har installeret en pool på 24. etage, er i sig selv ikke nok til at komme på listen over verdens mest vanvittige pools. Gab, det er set før. Men når poolen fortsætter ud af bygningen og i øvrigt har glasbund, så man kan følge med i trafikken på jorden - hele 24. etager nede - så tilfører det bassinet en vis wow-faktor, der ikke er til at komme uden om. Poolen giver svømmerne en følelse af at svæve i luften som en fugl - loftet over poolen er nemlig også af glas, hvilket giver fri udsigt til himlen. Den 30 meter lange og 6 meter brede pool er designet af det singaporeanske selskab Chan Sau Yan Associates og er den første af sin art i Kina.

Info: ihgplc.com


Verdens største swimmingpool, Chile

Gider du ikke ramme bunden, når du hopper på hovedet i og støde ind i børn med svømmevinger, når du bader? Så skal du af sted til Chile og tage en dukkert i poolen på hotellet San Alfonso del Mar. Pølen her blev med sine 8 hektar og en længde på over en kilometer optaget i Guinness Rekordbog som verdens største swimmingpool. Her skal der et ualmindeligt veludført hovedspring til at ramme poolens bund, som på det dybeste sted måler 35 meter.  Og savner du et bassin, hvor du bare kan svømme uden at skulle pinball'e mellem poolens kanter, så svarer denne pools 8 hektarer til sådan cirka 12 fodboldbaner - det burde være muligt at få den daglige træning med bare én tur rundt i bassinet.

Info: www.sanalfonso.cl

 

Udendørspool i 200 meters højde, Singapore

5,7 milliarder dollars. Så meget kostede det at bygge Singapores mest markante vartegn, hotellet Marina Bay Sands. Ud over restauranter, shoppingcentre, teatre, et casino og hele 2.500 værelser har hotellet den 150 meter lange Infinity Pool på toppen af bygningen. For de ikke-indviede betyder Infinity, at poolen ikke har nogen synlig yderkant, og derfor ser det ud som om, at man falder ud og 200 meter - som er den højde, poolen er i - ned, hvis man nærmer sig kanten. Det er kun hotellets gæster, der har adgang til poolen, men langs svømmepølen ligger et observationsdæk, som alle kan købe billet til. Her er en fantastisk udsigt over Singapores skyline, havneområde og det 165 meter høje pariserhjul Singapore Flyer.

Info: marinabaysands.com

 

Lær at surfe... i en pool, USA

Hvert 90. sekund skyder en af verdens største bølgemaskiner bølger af sted, der kan blive op til 1,8 meter høje. Det sker i den imponerende 109.000 kvadratmeter store Surf Pool i Disney's Typhoon Lagoon Water Park i Florida. Man kan selvfølgelig besøge poolen og dens næsten tre millioner liter vand i den almindelige åbningstid og bare plaske lidt rundt, men man kan også tage et kursus med professionelle surfere i timerne, inden parken åbner. For 150 dollars kan man i 2,5 time lære at surfe i Craig Carrolls Cocoa Beach Surf School.

Info: disneyworld.disney.go.com

 

Verdens dybeste indendørspool, Belgien

Hvis man overvejer at lære dykningens ædle kunst, tænker de fleste straks på at lægge vejen forbi lande som Australien, Thailand, Bali og Egypten, hvor den maritime oplevelse under havoverfladen sker under mere behagelige omstændigheder. Vandet i de dele af verden har rigtig god sigtbarhed og er op mod de der 25 behagelige grader. Men faktisk behøver man ikke rejse så langt væk, man kan nøjes med at tage til Nemo33 i Belgien - her ligger verdens dybeste indendørspool, designet til at “skabe Bora Bora-lignende tilstande i Bruxelles“, som Nemo33 skriver på sin hjemmeside. Poolen er 33 meter dyb med flere “undervandshuler”, så man kan øve forskellige dykkermanøvre. Der er ikke klor i vandet, som er så klart og rent, at man kan drikke det - det er dog 30 grader varmt.

Info: nemo33.com