Verdens bedste og billigste taxi-byer

Hvor får man verdens bedste taxi-service? Se top 5 over bedste og billigste taxi-byer.

Foto: Scanpix Danmark

Vi har allesammen prøvet det. Enten med kufferterne på slæb i lufthavnen, når vi i det pæne aftentøj skal transporteres komfortabelt hen til operaen eller den eksklusive restaurant, som vi ikke er helt sikker på, hvor ligger - eller når vi er så trætte i benene efter at have vandret rundt i storbyen i timevis, at vi ikke orker at gå hjem til hotellet.

VIDEO: Se ti bud på verdens vildeste trafik

Så er det, vi prajer en taxi. Og hver gang er det med en lille usikkerhed – har chaufføren nu forstået, hvor vi skal hen? Kører han den direkte vej, eller får vi den store rundvisning? Og kan man nu stole på taxameteret?

Jo, taxi-kørsel og ferie hænger tæt sammen. Derfor har internetportalen Hotels.com spurgt sine brugere, hvor man efter deres mening får verdens bedste taxi-service?

London, lyder svaret. For selv om den britiske hovedstad anses for at være den dyreste storby at praje en taxi i, finder man, ifølge de rejsende, den bedste taxiservice her. Således mener hver tredje, at de sorte taxier i London er de bedst i verden. Londons taxachauffører får både flest stemmer i kategorierne »mest venlige chauffører«, »bedste kørsel« og »bedste lokalkendskab«.

Ligesom de øvrige i undersøgelsen, er vi danskere vilde med de britiske chauffører, mens vi til gengæld er særdeles utilfredse med vores egne taxachauffører. Således stemmer danskerne både København ind som den storby i verden, hvor taxichaufførerne kører dårligst, har den dårligste lokalkundskab og er mindst venlige.

Londons taxier foretrækkes både over taxierne i New York (17 pct.), Berlin (6 pct.) og Madrid (5 pct.). København kommer ind på en femteplads på listen over verdens bedste taxier med 4 pct.

Bangkok, som er kendt for sine tuk-tuk taxier, er overraskende nok mere populær som taxi-by end for eksempel Paris og Dublin. Det skyldes måske de billige taxi-priser, idet den thailandske hovedstad stemmes ind på en førsteplads, når det kommer til byer, hvor man får mest taxikørsel for pengene.

Og at taxierne ér populære, viser undersøgelsen også. En hyrevogn er helt klart er det foretrukne transportmiddel, når de rejsende skal transporteres fra lufthavnen til hotellet. Næsten 70 pct. siger, at, at de tager en taxi til deres hotel, når de ankommer til en ny by, mens kun 17 pct. anvender en privat bil og 16 pct. tager toget. Og for danskerne er det endda tre ud af fire, som foretrækker en taxi frem for privatbil, tog eller bus.