Verdens bedste ø-oplevelser

Særegen natur og et dyreliv helt for sig selv bringer Galapagos til tops på listen over verdens bedste øer.

Foto: Claus Bjørn Larsen

Det er i år 200 år siden den engelske naturforsker Charles Darwin blev født. Og det var ham om nogen, der med sine studier af dyrelivet på Galapagos gjorde de fjerne øer i Stillehavet berømte. Det var bl.a. med undersøgelser af småfuglene, finkerne, på de forskellige Galapagosøer, at han fandt bevis for sine teorier om "arternes udvikling".

Men det er nu næppe  hans jubilæum alene, der har bragt Galapagos øerne helt til tops på rejsemagasinet "Travel and Leisures" liste over verdens bedste øer.
Læsere verden rundt har bedømt de forskellige øer og givet karakter fra 1 til 5, med sidstnævnte som det bedste, i en række forskellige forhold på øerne. Deres natur og dyreliv, aktiviteter og seværdigheder, restauranter og mad, mennekser og det udbytte, man får af et ophold på den aktuelle ø.

Og med topkarakteren 87,64 point springer Galapagos øerne fra sidste års 8. plads op på førstepladsen og forviser den tidligere top-tre: Bali, Mauri og Kauali en plads ned ad listen.

Nye på listen er vores prinsesse Marys fødeø, Tasmanien, og Påskeøerne. Mens den græske postkortø, Santorini, og den canadiske wild-life ø, Cape Breton Island, også er nye på top-ti listen.

Verdens bedste øer
1 Galápagos Islands, Ecuador, 87.64 point
2 Bali, Indonesien, 86.32 point
3 Maui, Hawaii, USA, 86.09 point
4 Kauai, Hawaii, USA, 85.87 point
5 Tasmanien, Australien 85.00 point
6 Påskeøerne, Chile, 84.78 point
7 Hawaii-øen, Hawaii, USA, 84.66 point
8 Santorini, Grækenland, 84.52 point
9 Great Barrier Reef øerne, Australien, 84.42 point
10 Cape Breton Island, Nova Scotia, Canada, 83.82 point