»Velkommen til Hogwarts«

31. marts åbnede filmselskabet Warner Brother Studios ved London dørene til »The Making Of Harry Potter«. En udstilling om produktionen af filmene, der betog verden.

»Stuart Craig, der har designet modellen af Hogwarts, var I stand til visuelt at skabe det, som J.K. Rowlings beskrev med ord. Han kunne præcis fange, hvad hun forestillede sig,« siger Martyn Francis, der er guide og fortæller, hvorledes designeren researchede på gamle borge og i kirker for at finde den rette byggestil. Fold sammen
Læs mere
Foto: Susser Feit
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den ser på mig, det gør den altså. Den majestætiske hippogrif ved navn »Stormvind« er nøjagtig så flot og hemmelighedsfuld i virkeligheden som i filmen »Harry Potter og fangen fra Azkaban«.

Læs også: Mød Harry Potter på Broadway

Jeg bukker for den uden at blinke med øjnene for at vise den respekt. Ellers kan den finde på at flænse mig med kløerne. Dyret gengælder værdigt min hilsen. Det er for vildt.

Efter alle disse år med Harry Potter står jeg lige midt i hans verden. Mellem de kulisser, kostumer og masser af regi, der blev brugt til filmoptagelserne.

Og foran »Stormvind«, der ikke er en kopi, men det selvsamme væsen, som man arbejdede på i flere måneder for at få fjerdragten perfekt, får jeg at vide. For masser af de specielle effekter, som disse film rummer til overflod, forklares på udstillingen. 

Der har vi Harry Potters skoleuniform. Hans første. Jeg genkender den lidt slidte kappe med skolens våbenskjold på brystet.

Denne kappe, som millioner af børn i hele verden, der er henvist til almindelige kedelige skoler, ville give alt for at bære, så de kunne gå gennem porten til Hogwarts.

Her er Hermiones syrenfarvede flæsekjole fra juleballet. Og dér ser vi ind i Harrys sovesal på Gryffindor kollegiet, som han delte med Ron, Neville og et par andre. Sengene er korte, for de er bygget til børn i 11 års-alderen, da den allerførste film skulle indspilles. 

Efterhånden som den ene film tog den anden, stak drengenes fødder længere ud over fodenden, men man valgte at beholde sengene og klare sig ved hjælp af kreative kameravinkler, eller bede skuespillerne krølle benene sammen under dynen.

Jeg lægger mærke til sengeforhænget, der er lavet af bordeaux velour med guldstjerner og planeter.Det skulle have været specialdesignet, men en af dekoratørerne fandt klædet i en lokal butik. Så sparede man den udgift, og når man ser alle disse kulisser med antikke bøger, astronomiske apparater, reagensglas, udstoppede fugle, gamle lamper og alskens andet, der gjorde dem levende og troværdige, må der have været god brug for besparelser.

Det er ganske ufatteligt, hvor mange ressourcer, kreativitet og håndarbejde, der er investeret i at skabe denne verden. Der er kælet for hver lille detalje, også selv om det kun er noget, man aner i baggrunden for at skabe gennemført troværdighed. 

 

Udstillingen befinder sig i Warner Bros studierne, hvor alle otte Harry Potter film er blevet til bortset fra de scener, der er optaget på location. Bl.a. på Oxford Universitetet og i en provinsgade, der giver den som Ligustervænget, hvor Harry bor hos familien Dursley.  

Resten er skabt her. Også eventyrlige Diagonalstræde, hvor der handles med troldmandsudstyr, butikken med tryllestave og Quidditch-grej, hvor flyvende koste hænger klar på væggen. Det er fuldkommen som at se ægte forretninger af den meget gamle og fine slags. 

Også Professor Snapes dystre klasseværelse på skolen med miksturer og ingredienser i små glas med gulnede håndskrevne etiketter er enestående detaljeret. Og Dumbledores kontor med oliemalerier og astronomiske måleinstrumenter i fine skabe med glaslåger.

Bag studierne står en facade af Dursley’s hus og den vilde tre-etagers bus, der bruser gennem natten i »Harry Potter og fangen fra Azkaban« sammen med en bid håndsnedkereret bro, der blev mangedoblet ved hjælp af computere, så den kunne strække sig helt op til Hogwarts.

Alt er den ægte vare fra filmoptagelserne. Også kostumer, masker, parykker og de mange magiske dyr og væsner, der medvirkede. Altså ikke de levende, for de er sendt hjem nu.  

»Det var en hel zoo bag studierne. Med hunde, katte, fugle, rotter og deres trænere,« siger en guide og afslører, at det var et mas at træne uglerne.

»De var mindst en måned om at lære det, som ravnene kunne indøve på én dag. Og hvis de skulle gentage deres stunt ugen efter, havde de glemt det hele igen,« sukker hun. 

 

I forhallen bydes man velkommen af enorme fotostater af Harry, Draco Malfoy og mange flere. I loftet hænger den flyvende Ford Anglia, som Ron og Harry stjæler, da de misser Hogwarts Expressen.

Dørene til udstillingen slås op, og vi inviteres ind i en stor biograf, hvor de tre unge skuespillere introducerer os til dagens oplevelser. Vi er flere, der betages af øjeblikkets storhed, da Emma Watson fortæller at »det var alle disse mennesker bag filmproduktionen, der gjorde Harry Potters magiske verden virkelig. Og gjorde vores verden magisk.« 

Filmlærredet glider til side. Wauw. Vi står foran den store port ind til selveste Hogwarts. Skolen for Heksekunster og Troldmandsskab. Porten går op, og vi træder ind i den enorme spisesal med lange borde og høje vinduesnicher med blyindfattede ruder. Så siger guiden de ord, som også Harry Potter blev mødt med, da han trådte ind i salen som førsteårselev: »Velkommen til Hogwarts«.  

Musikken fra filmen bruser ind over os, og jeg griber til en Kleenex. Ja, le bare. Men at stå i dette pompøse rum er overvældende. Jeg kender jo salen ud og ind, og det går op for mig, hvordan jeg og millioner andre har levet med Harry, Ron og Hermione i årevis.

Bøger og dvd’er er indkøbt som gaver år efter år. Stadig mere dramatiske, mens ens egne børn voksede side om side med eleverne på Hogwarts, og identificerede sig med deres liv. Kostumer med kapper og flyvende koste er blevet skabt til fastelavn. Billetter er blevet bestilt til biografture om søndagen og siden til midnatspremierer, som årene gik. Det kommer alt sammen brusende, som jeg står og ser på netop dette sted, hvor professor McGonagall og Fordelingshatten tog imod den unge forældreløse Harry Potter. Det er højstemt. Og ungerne vil elske det. 

 

Salen er, som hver eneste kulisse, eminent. Håndarbejde, kreativitet og omhu i hver detalje som snoede skafter på gaflerne og vildsvinehoveder på karaflerne.

På væggene hænger de enorme væsner, der symboliserer de fire kolleger. Som stenskulpturer med ildfade i kløerne eller næbbet. På film fortsætter salen uendeligt mod himlen over masser af stearinlys, der hænger i intet. Men her i kulissen er det blot pragmatiske plader og bjælker, hvortil man fastgjorde spots og kameraer.  

»Udstillingens idé er ikke at bringe folk ind i en fantasiverden,« siger guiden, da en gæst spørger hvorfor han ikke bærer kostume. »Tværtimod handler det om, hvad der foregik bag kameraet. Vi er her for at vise, hvordan filmene blev skabt,« forklarer han. 

Det står klart, når man ser husalfen Dobby i en glasmontre. En livløs figur. Ligesom den skrigende plante, der dog kan bringes til at agere ved et tryk på en knap.

Den grufulde Basilisk med slangetænder og den Ungarske Takhale – den farligste drage af dem alle – hænger som gummimasker på en væg. Og de flyvende koste er forsynet med benstøtte og en motor, der bevæger dem livagtigt foran en grøn baggrund, hvor mange flyvescener blev optaget, så man senere kunne tilføje omgivelserne på computeren.  

Men vær ikke bekymret for, at besøget i studierne afliver illusionen. Der er så uendelig meget magi at tage af, at jeg nærmere oplever at have lært hele universet endnu bedre at kende. De mange spændende rum, stuer og andre kulisser fremstår så ægte og stemningsfulde, at man simpelt hen tror på dem. For slet ikke at tale om modellen af selveste Hogwarts skolen, der har en sal for sig selv.

Dette slot på klipperne er skabt i målestoksforholdet 1:24 og er på størrelse med et lille hus. Det er base for alle optagelser af skolen udefra og er romantisk-dramatisk, når lyset dæmpes, mens hundreder af små lamper og »fakler« tændes derinde. Sammen med den betagende filmmusik og en velvillig fantasi står alt så lyslevende. 

For Harry Potters univers er gennem disse film blevet så virkeligt, som en historie på nogen måde kan blive. Jeg er sikker på, at det kun er et spørgsmål om tid, før nogen finder perron 9¾ og Hogwarts Expressen. Og så bliver der altså hurtigt ventelister til skolen.

Som forfatteren af bøgerne, J.K. Rowling, siger det: »De historier, vi elsker mest, lever i os for altid. Så hvad enten du vender tilbage gennem bogens sider eller det store lærred, vil Hogwarts altid være der til at byde dig velkommen hjem.« 

 

Læs også: Guide: Weekend i Disneyland Paris