Vejen til den forbudte by

En jeeptur på Friendship Highway er mere end en tur på tværs af det tibetanske højplateau. Det er en tur, der giver et indblik i et mystisk lands oldgamle historie, rige kultur og, på nogle måder, grumme skæbne. At verdens højeste bjerge danner kulissen gør selvfølgelig blot turen endnu mere uforglemmelig.

Klosteret Tashilunpo ligger på en skråning i udkanten af Tibets næststørste by, Shigatse. Traditionelt er klosteret hjem for Tibets næstvigtigste lama, Panchen Lama. Fold sammen
Læs mere

Buddhas øjne skuer mod alle fire verdenshjørner fra toppen af den prægtige stupa. Under dem sidder hundredvis af tibetanske munke i mørkerøde klæder og messer taktfast, nærmest mumlende, mantraer. Pilgrimme med dybe furer i vejrbidte ansigter, håndholdte bedemøller i hænderne og stålfaste blikke strømmer rundt og rundt og rundt om Bodnath Stupa. Som en blid hvirvelvind i slowmotion. Bedeflag blafrer mod den koldblå vinterhimmel, en hund daser på de solvarme brosten, og hundredvis af duer letter pludselig, da en lille dreng med snottet tud kommer for tæt på.

Vi er i den tibetanske bydel Bodnath i Nepals hovedstad, Kathmandu. Der var her, hårdføre mænd og kvinder gjorde stop for at bede om sikker passage over Himalayas forræderiske bjergpas, dengang karavaner med yakokser satte ud for at hente salt fra det tibetanske højplateau. Det var i de dage, der ikke fandtes veje til Tibet. I dag er der en vej, Friendship Highway, der forbinder Nepal med Tibet. For enden af den venter Lhasa, den forbudte by. I morgen tidlig sætter vi ud på den vej med kursen mod nord og en helt anden verden bag Himalayas tinder.

Uden lamaen ind i Tibet

Næste morgen ruller vi gennem Kathmandu. Hjemløse drenge ligger tæt under tæpper på fortove, mænd ruller langsommeligt af sted på tunge jerncykler, rickshaws knirker, lastbiler tøffer og sprutter, og byens hunde har endnu fred til at snuse rundt i skraldet, inden byen for alvor vågner op til dåd. Vi er dog snart ude af byen, ude i de grønne bjerge med træhuse mellem marker på terrasser, bananpalmer og udsigt til de 7.000 meter høje tinder i Ganesh Himal. Vi er nede at vende i 700 meters højde i den lille by Dolaghat, hvor vejen krydser en flod. Det er blot et hastigt besøg i det subtropiske Nepal – herfra stiger vejen og bølger op i mere end 5000 meters højde oppe på det tibetanske plateau.

Først skal vi dog lige over grænsen. Tibet har siden 1950 været en del af Kina, og det kræver specialtilladelser at rejse ind. Det er desuden forbudt at rejse ind alene; man skal være en del af en organiseret tur, og ved grænsen bliver vores tilladelser tjekket, mens vores bagage bliver undersøgt grundigt. Jeg har en bog med om den afskyelige snemand, men har revet siden, der havde et billede af Dalai Lama, ud. Tibets tidligere åndelige og politiske leder er ikke populær hos styret i Beijing, og billeder af ham er forbudt. Bliver tibetanere, der vidt og bredt tilbeder lamaen, taget med et billede af ham, koster det op mod en håndfuld år i fængsel. Jeg får dog min bog, uden billedet af ham, med over grænsen. Her bliver vi modtaget af vores guide, Tenzin, fra det statsautoriserede rejsebureau. Snart suser vi opad, ind i bjergene, op mod det første pas. Vi er i Tibet.

I gale eventyreres fodspor

De næste dage kører vi gennem en vidunderlig, forunderlig, fortryllende bjergverden. Det starter med turen op over passet Tong La, hvor vinden flår i titusindvis af bedeflag.

Bedeflagene smælder i vinden og byder os velkommen i passet Tong La. Vi er i over 5.000 meters højde. Vinden er kold. Luften iltfattig. Udsigterne enorme. Fold sammen
Læs mere

De små flag i blå, hvid, rød, grøn og gul symboliserer himlen og rummet, luft og vind, ild, vand og jord. Der er trykt mantraer på dem, og når de smælder i vinden, bliver der spredt godhed og medfølelse til alle tænkelige steder. Flagene pryder bjergpas i de buddhistiske dele af Himalaya, og her står deres klare farver i skarp kontrast til de gyldenbrune sletter og virvaret af hvide tinder, der tegner horisonten mod syd. Tydeligst står kolossen Sisha Pangma, der er et af de blot 14 bjerge i verden på mere end 8.000 meter. Vinden er isnende kold, og luften er krystalklar. Og iltfattig. For vi står i 5.150 meters højde – samme højde som to Himmelbjerge stablet oven på hinanden på toppen af Mt. Blanc. Vi er nu oppe på det, der i folkemunde bliver betegnet som Verdens Tag.

Det er netop bjergene, som vi i dag så nemt krydser over i en jeep på en asfaltvej, der i århundreder sørgede for, at Tibet lå totalt isoleret. Lhasa, den gamle hovedstad, hvor den levende gudekonge, Dalai Lama, boede i det formidable palads Potala, blev betegnet som ’den forbudte by’, da ingen udlændinge havde adgang til byen. Vejen over de himmelstræbende bjergpas og enorme højsletter var så lang, og forholdene så barske, at der i slutningen af det 19. århundrede ikke var en vesterlænding i live, der havde kastet blikket på byens gyldne tempeltage. Et spraglet kor af mere eller mindre gale eventyrere forsøgte uden held at nå frem til byen, men det var først, da briterne indledte en blodig invasion i 1904 under ledelse af den legendariske general, eventyrer, spion og senere hippiemystiker Sir Francis Younghusband, at udlændinge så byen, vi nu kører mod.

Landskaberne i ansigterne

Det er vinter, og højsletten er mange steder frosset til is. Ensomme landsbyer ligger øde hen på sletterne, og på vores simple hoteller skaber iskrystaller fantastiske mønstre på indersiden af vinduerne. Når vi spiser i små byer, er det på tibetanske restauranter, hvor der dufter af røgelse og tørret yakmøg, dung, der bliver brugt til at tænde op med. Man kan læse landskaberne og de barske forhold i tibetanernes ansigter: Den knastørre luft her nord for Himalaya, hvor monsunens regnskyl aldrig når frem, den ubarmhjertige sol i højderne, de hylende vinde – alt sammen ses i de gamles furede læderansigter og på børnenes sprukne kinder. Børnene er pakket ind i tykt yakskindstøj. Voksne mænd har viklet knaldrød uld og store yakknogler i deres lange, filtrede, sorte hår. Kvinderne bærer smykker i turkis. Vi er langt hjemmefra.

En tibetansk dreng i flækken Tingri nær Mt. Everest. Det hårde klima kan tydeligt aflæses i hans ansigts sprukne kinder. Fold sammen
Læs mere

Fra den lille flække Tingri vandrer vi op på en bakketop og har fri udsigt til bjerget over dem alle, Mt Everest. Som så meget andet i Tibet bringer det minder om barndommens magi og mystik. Det her er trods alt landet med historier om afskyelige snemænd, vanvittige eventyrere, oldgamle klostre, forbudte byer, levende gudekonger og bjerge så høje, at mennesker langsomt sygner hen og dør, hvis de befinder sig på deres sider. Samtidig med at Tibet er et land søbet i mystik, er det også et land med en barsk skæbne. Det ser vi ved selvsyn i form af ruiner langs vejen.

Kulturrevolutionen fra 1966 til 1976 lagde mere end 6.000 af Tibets dengang 6.400 klostre i ruiner. De blev plyndret, bombet, sønderskudt. Uvurderlige skatte blev brændt. Som de tunge træklodser til tryk af buddhistiske skrifter i et bibliotek, vi passerer langs vejen. Her havde de ligget i 500 år, inden de blev opslugt af Kulturrevolutionens rasende flammer. Det var dog ikke kun bygninger, der led under den kinesiske invasion. Omtrent en million tibetanere, ud af en befolkning på ca. seks millioner, mistede livet i det første årti efter den kinesiske invasion i 1950.

Fårehoveder og pilgrimme

Heldigvis er ikke alt fra det gamle Tibet ødelagt. Efter nogle dage på landevejen når vi Tibets næststørste by, Shigatse. Ude på landet har vi set de traditionelle tibetanske huse – store, firkantede, hvidkalkede huse med flade tage, hvor indbyggerne samler brænde og tørret yakmøg, der skal bruges til at fyre med gennem den lange, iskolde vinter.

I den gamle bydel er husene de samme. Rundt om den ligger en mere moderne by med asfalterede boulevarder, bygningsfacader i glas og butiksskilte på kinesisk. På kanten af byen ligger klosteret Tashilunpo. Udenfor vrimler det med pilgrimme. Mænd i grove klæder og strikkede sko med lædersåler. Kvinder med pelshatte. Børn med snottede næser. Der er boder med bunker af afskårne yak- og fårehoveder, andre med smykker og miniaturestatuer.

Pilgrim foran Jokhang-templet i hjertet af det gamle Lhasa. Templet er et af de vigtigste i Tibet. Fold sammen
Læs mere

Indenfor i klosterets gårdhaver er der mure med bedemøller, mørke tempelrum, hvor fyrfadslys flakker og giver nok lys til at, vi kan se malerierne på væggene: blå dæmoner, der skal skræmme alt det onde bort. Luften er tæt og støvet, hellige skrifter ligger rullet sammen i stakke fra gulv til loft, og der står gyldne Buddha-statuer. Ude i gårdhaverne smider pilgrimme sig på jorden i glidefald, hvor de folder hænderne foran ansigtet, rører panden, så brystet, inden de smider sig på jorden, strækker armene frem for sig, rejser sig, tager et par skridt og gentager glidefaldet. Igen og igen. Pilgrimmene kommer til fra nær og fjern for at optjene god karma. En dag håber de at blive udfriet fra livets cyklus af liv, død og genfødsel og i stedet opnå det ultimative: nirvana.

Ved vejens ende

Vi sætter ud på det næstsidste stræk mod Lhasa og gør holdt i Gyantse. Luften er iskold, himlen en skinnende blå. Vi vandrer op til De 10.000 Buddhaers Stupa, som byen er berømt for, og udforsker en række af de 77 tempelrum. I nogle af dem finder man stadig de originale vægmalerier fra 1500-tallet. Århundrederne har gjort deres, og de er en smule falmede, men intakte. Nogle steder er væggene sorte, som var de sodet til. Det var dog ikke ild, men Kulturrevolutionen, der gjorde kål på dem. Utroligt, at man kan udslette 550 år gammel historie ved at kaste hvid kalk på murene.

På den sidste strækning af Friendship Highway imponerer landskaberne nok en gang. De tårnende tinder, hængende gletsjere og den turkisblå sø Yamdrok Tso, der glinser i bjergsolen. Bag den blafrer de sidste bedeflag på ruten i et pas, og en sen eftermiddag triller vi ind i Lhasa. Vi er nået frem til den forbudte by.

Den hellige sø Yamdrok Tso. Det er meget normalt, at søer og bjerge er hellige for de tibetanske buddhister. Ofte går pilgimsruter, koraer, rundt om dem. Fold sammen
Læs mere

Også her er der en relativt moderne by, der omkranser bykernen med den gamle tibetanske hovedstad. Vi ser Dalai Lamas gamle palads, Potala, trone fra sin formidable placering på en bakketop, triller gennem snørklede gader og gør endelig stop i en smal gyde, hvor en gammel embedsmandsbolig er lavet om til et guest house. I den hyggelige gårdhave vokser grønne buske under tre kridhvide etager med udvendige løbegange støttet af fint udskårne træstolper malet i røde, grønne, blå og gyldne farver. Foran små terrasser hænger hvide klæder med den blå tibetanske evighedsknude. Her skal vi bo den næste uges tid, mens vi udforsker Lhasa.

I hjertet af Tibet

Vi får dagene til at gå i Lhasas gamle bydel. Her ligger Barkhor-pladsen som byens, og hele Tibets, hjerte. På den ligger Jokhang-templet, der bliver anset for at være det vigtigste, det helligste, tempel i Tibet.

Vi lader os suge ind i malstrømmen af pilgrimme, der ufortrødent snegler sig rundt og rundt og rundt om templet. Luften er fyldt med lyden af tusinde mennesker, der mumler mantraer, mens de svinger små håndholdte bedemøller. Foran templet ligger hundredvis af måtter bredt ud, og pilgrimme udfører glidefald i ét væk, fra solopgang til solnedgang. Fra templets tag ser vi statuerne i det pure guld skinne i solens klare stråler. Bjergene rejser sig bag Potala-paladset.

Nede på pladsen beder pilgrimmene. Den gamle by er ikke længere forbudt. Den summer af liv. Den er spillevende.