Vandring i Kaukasus-bjergene

Georgien har haft nogle kaotiske årtier efter opløsningen af Sovjetunionen. Men det lille land i fredelig fremgang og byder på store oplevelser.

Efter en lang dags hård vandring i bjergene nåede vi endelig frem til Adishi, hvor hotellet havde fine, nye badeværelser med varmt vand – oh, fryd ... Fold sammen
Læs mere
Foto: Christoffer Muusmann.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi står på kammen af bjerget. Bag os ligger et par timers vandring. Af den hårde slags. Vores shorts og T-shirts er gennemblødte af sved.

Læs også: Kirker og krigsminder i Kaliningrad

Heldigvis er der her – godt 3.000 meter oppe – en kølig vind, som de sneklædte tinder omkring os sender nedad i behagelige pust. Og udsigten? Hele vejen rundt ses de grå stenkæmper, som knejser imponerende i det skarpe sollys, bjergskråningerne er eksploderet i et farverigt sammensurium af blomster, og over os cirkler flere ørne.

Vi er to ensomme vandrere i Kaukasusbjergene i den nordlige del af Georgien. Og vi er derude, hvor mobilnetværk og internet for længst har opgivet ævred. I stedet handler det om at huske at få fyldt vandflasken op i de små kilder og spotte det rette sted for endnu en frokost i det fri.

Vi overvejer, om det skal være lige her. Med udsigt til en gigantisk gletsjer, en summende og brummende lydkulisse frembragt af insekter rundt om os og en smeltevandsflod langt, langt nede.

Georgien er ikke et land, som får besøg af mange turister. Særligt i de bjergrige egne kan man have store oplevelser uden at få selskab af den flodbølge af vandrere, cyklister og campister, der indtager Alperne hver sommer.

Det kan være forståeligt nok. Den tidligere sovjetrepublik er ukendt land for de fleste, og siden selvstændigheden i 1991 har der været flere småkrige med både Rusland og forskellige udbryderrepublikker. Siden efteråret 2008 har der dog været fredeligt i landet, og det har betydet en hurtig opblomstring af turist-erhvervet.

Under kommunismen var Georgien et yndet udflugtsmål for russere, der ville opleve naboen mod syd og alle dens ynder: Bjergene, egnene med vinproduktion og »Sovjetunionens riviera« ud til Sortehavet.

De samme muligheder findes i dag, men med et anstrengt forhold til den gamle storebror kommer der ikke mange russere til landet, så i stedet gør Georgien sig nu umage for at tiltrække turister fra Europa og Mellemøsten.

Landet har en befolkning på omtrent fem millioner og er på størrelse med Irland. Priserne er dog nogle ganske andre end i Europa – regn med at spare 50-70 pct. på overnatning og restaurantbesøg.

Frokosten er overstået. Og selv om det er betagende smukt med panoramaudsigten til de mange tinder på omkring 5.000 meter, må vi videre. Vi begynder vandreturen mod en lille landsby, hvor vi vil overnatte.

Vi er i Svaneti, en afsidesliggende bjergegn, der engang var kendt for sine røveriske og fjendtligt indstillede indbyggere. Sådan er det ikke længere – nu er gæster udefra mere end velkomne, og turister er tænkt som redningsplanke for den smukke, men fattige del af landet.

Det er rart at gå nedad efter formiddagens hårde vandretur opad. Solen står lige over vores hoveder, men vi mærker ikke varmen i den kølige bjergluft.

Stien går gennem blomstermarker med millioner af gule, blå og røde vækster på begge sider. I omkring en time bevæger vi os i dette smukke skue, mens stien skrumper mere og mere ind. Pludselig forsvinder det smalle spor ud i ingenting. Vi kigger os forvirrede omkring. Hvor gik det galt? Vi kigger tilbage op mod kammen af bjerget. Skal vi virkelig hele vejen tilbage?

Vi spejder efter en sti med kikkerten, og længere nede øjner vi, hvad vi tror, er den rette vej. Vi pløjer os nedad igennem blomsterne, kommer frem til stien og genoptager vandringen. Men også denne gang forsvinder stien efter få hundrede meter og ender i et blindspor af tætte rhododendronbuske.

Vi har kun et håbløst lille kort med, og vi forbander, at vi ikke fik købt et ordentligt et af slagsen. Kikkerten kommer frem igen.
 
Turisterhvervet i Georgien er ikke så veludbygget som på tilsvarende europæiske destinationer. Vandreruter kan være dårligt afmærket udenfor hovedstaden er engelsk kun talt af få, og at køre rundt i landet er lidt af en prøvelse på det ældgamle vejnet.
Men der er masser af steder at besøge og opleve, hvis man har mod på at kaste sig ud i det.

Udgangspunktet vil ofte være den charmerende hovedstad Tbilisi, der med sin restaurerede og stemningsfulde gamle bydel er en pudsig blanding af Mellemøsten, Europa og beton-Sovjet.

Uden for hovedstaden er Georgien på sit lille areal et sammensurium af flere forskellige former for landskaber. Lige fra subtropiske oplevelser ved Sortehavet, halvørken langs grænsen til Azerbaijan og ikke mindst Kaukasusbjergene mod nord. Sidstnævnte er – hvis man spørger georgierne selv – en uomgængelig del af et besøg i deres land.

Bjergene kan nås inden for et par timer fra hovedstaden, men er man frisk på lidt større eventyr, kan man drage til andre, mere fjerntliggende og uberørte bjergdestinationer.

Den måske flotteste bjergegn i landet, Svaneti, ligger 10 timers udmarvende kørsel fra hovedstaden.

Heldigvis har man inden for de seneste par år fået mulighed for at flyve hertil, hvilket både er billigere og en stor oplevelse i sig selv.

Svaneti er en egn med eget sprog, der pryder sig af aldrig at have været under fremmede magters kontrol. Selv under det sovjetiske styre kunne befolkningen stort set passe sig selv.

I Svaneki kan både den hærdede hiker og den uerfarne og kondifattige besøgende glæde sig over de mange muligheder for at opleve landskab, historie og kultur. Her er både dagsture og flere ture af den slags, der strækker sig over flere dage.

Uomgængeligt er den mellemøstligt-inspirerede georgiske mad, godnat-vodkaen og de flere end 150 små forsvarsværker (svane-tårne), som siden middelalderen har gjort det svært for fjendtlige folk at få fodfæste i den uvejsomme bjergegn.

Selv i Svanetis mindste bjergflækker vil man ofte kunne finde en person, der kan tale et par brokker engelsk eller tysk. Hvis det ikke rækker, er det nemt at hyre en guide, som kan drage med på udflugter eller længere vandreture.

Uanset om kommunikationen kun foregår med fagter, vil man dog hurtigt blive tilbudt overnatning og bespisning. Og en vodka-skål eller flere for venskab og godt helbred.

Vi har nu gået rundt i en times tid. Gennem buskads og krat har vi aset og mast os vej. Men det hjælper ingenlunde. Situationen kan sammenfattes i to ord: Faret vild.

Vi slår os ned ved en af de utallige små smeltevandsbække for at fylde vandflaskerne. Sveden drypper af os, og vi ser os nødsaget til at vandre tilbage til vores udgangspunkt på toppen af kammen. En tur, der vil tage en god times tid – opad. Så må vi begynde forfra, når vi kommer så langt.

Ud af intet kommer pludselig en flok gående mod os. De vinker og ser glade ud. Det er en lille flok israelere, der selv er gået vild. Har vi mon luret den rette vej, vil de gerne vide? Der kan vi desværre ikke hjælpe dem, men med deres medbragte GPS og et noget mere brugbart kort over området finder vi dog hurtigt frem til, at vi slet ikke er faret så vild, som vi troede. Den rette sti er bogstaveligt talt lige om hjørnet.

Sammen går vi mod vores fælles mål, den lille landsby. Her lever ti familier i små stenhuse. Det er en helt anden verden, komplet med fritgående grise, animistisk religion og den mest betagende udsigt til bjergene. Som at forsvinde et par hundrede år tilbage i tiden.

Vores vært viser os pavestolt sin nyeste investering, der bryder fortidsbilledet: Et topmoderne badeværelse med varm bruser. Der bare venter på de få turister, der lægger vejen forbi.

Læs også: På vandretur gennem Kinas fortid