Vandretur i Cubas spisekammer

Den grønne og frodige Viñales-dal er en anderledes caribisk seværdighed med masser af lækre fødevarer, revolutionære gemmesteder og gode cigarer.

Hele dalen er ét stort frugtbart område, som holder de lokale forsynet, så de ikke behøver at være på ration af fødevarer som inde i storbyerne. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi har bestilt en økologisk frokost og regnede egentlig bare med lidt salat, men Rachél bliver ved med at komme ind med tallerkner fyldt med rawfood og ristede grøntsager til de slow-stegte kyllingelår.

Læs også: Guide: Sådan giver du drikkepenge

Serveret på en nostalgisk sommerdug oven på det rustikke træbord i hjørnet af terrassen og med den bedste udsigt til finca’ens terrasser med 38 forskellige frugter og grøntsager – og så den flade slette i Viñales-dalen med de sjældne mogotes-klipper, hvis lige kun findes på den anden side af jordkloden.

Vi er taget til Cubas spisekammer i den vestlige  del af landet. Ikke kun her på Casa de Confienza, som den økologiske farm hedder, 1,3 kms vandretur uden for landsbyen Viñales, men i hele dette frugtbare område i Pinar del Rio-provinsen på 132 km2 dyrkes nogle af landets bedste frugter og grøntsager.

Og der er rigeligt af det.

Her er man ikke kun selvforsynende, men bidrager med mad til landsmænd i mindre produktive egne af Cuba.

Omkranset af Sierra los Organos bjergene finder man store og små landbrug, hvor der stadig arbejdes som i gamle dage med oksekærrer og -plove, og høsten hentes i hus af hestevogne snarere end benzindrevne køretøjer.

En af Unescos favoritter 
Det er denne kombination af naturrigdom og uændret originalitet, der i 1999 fik Unesco til at erklære dalen som verdensarv, og dermed satte gang i en turiststrøm til det lille landsbysamfund for enden af den snoede bjergvej fra hovedbyen Pinar del Rio.

Området er nu ikke overrendt. De fleste turister tager fortsat til det sydlige Cuba for at få sol og strand, men de nysgerrige kommer hertil for at nyde den anderledes natur, som er noget af det, Viñales har at byde på.

Landsbyen blev grundlagt i 1870erne og består af en hovedgade, en kirke, en skole og nogle pæne villakvarterer, der med sine farvestrålende bungalows minder mere om små forstæder i Florida end en landsby oppe i bjergene.

Det mest populære for turisterne er at tage på vandretur, og man skal bare gå fem-ti minutter væk fra hovedstrøget, så ender vejen i en sti, der bliver til et vildnis, som bliver til fantastisk natur.

På vejen dertil piler høns, hunde og katte frem og tilbage og en rytter sætter fingeren til hatten, da han overhaler på ægte hestekræfter – men så er der pludselig ikke mere, der forstyrrer, bortset fra de sejlende rovfugle over vores hoveder. 

Vi bare går og går, og de markante klippeformationer, som er en del af regionens mystik, kommer tættere og tættere på.

De hedder mogotes og er dannet af kalksten i juratiden for op til 160 mill. år siden. Deres særpræg er de stejle sider og enten runde eller firkantede toppe, som er op til 300 meter høje og får dem til at ligne monolitter bevokset af løvfældende træer.

Det eneste andet sted i verden, hvor disse karakteristiske klipper findes, er i Sydøstasien, men her bliver de virkelig fremhævet som egnens særpræg.

Vi hyrer en lokal taxachauffør til at køre os ud i dalen for at se nærmere på dem. Han synes også, at vi skal forbi  nogle af de drypstenshuler, som egnen er så berømt for, så vi stopper ved Cueva del Indio, der er opkaldt efter  de lokale Guanahatebey-indianere, som gemte sig her, da de spanske erobrere nåede vestpå i 1500-tallet.

Senere blev hulerne brugt som tilflugtssted for slaver, der havde fået nok af det umenneskelige hårde arbejde på plantager og i marker. Nu om dage er de åbne for besøgende, så man kan gå og sejle forbi stalakitterne. 

I Che Guevara og Fidel Castros fodspor
En god halv times kørsel herfra ligger hulerne Los Portales, hvor en af revolutionens fædre, Che Guevara, som øverstbefalende for landets vestlige hærstyrker opholdt sig i sikkert skjul under missil-krisen med USA i 1962, og der er gemt nogle af hans ejendele fra dengang.

På samme tidspunkt havde Fidel Castro været på besøg herude, og han blev så begejstret for naturen, at han ville tilføre den noget oplysende kunst.

På den bare klippevæg af den nærliggende Dos Hermanas-mogote fik han en kunstner til at male det gigantiske Mural de la Prehistoria, som på hulemaler-vis forestiller menneskets udvikling i meget stærke farver. 

Vi  foretrækker naturen uden farvetilsætning og fortsætter ud i det ægte grønne. Vi kører forbi marker, der bugner med afgrøder, og gør holdt ved en lille frugtbod, hvor Alberto Vitaminos – det hedder han altså – giver smagsprøver på de saftigste ananas og papaya for en skilling.

Men vi er rigtig sultne, og så er det, chaufføren foreslår det økologiske landbrug, som Wilfredo, hans datter Rachél og svigersønnen Tino har fået til at blomstre op indenfor de seneste år.

Tidligere var landbrug som disse statsejede, men efter lempelserne fra regeringen og opfordringen til at starte private initiativer, besluttede Wilfredo sig for at blive økologisk. 

Han skal stadig levere varer til det statsejede marked, men nu kan han også høste frugterne af sine anstrengelser ved at sælge direkte til forbrugerne og nogle af byens mange private restauranter på hovedgaden.

Hans finca er ikke en rigtig restaurant, men her serveres frokost for nogle få gæster hver dag ind imellem arbejdet på farmen.

Og så er det, at der bliver disket op med den ene friske grøntsag efter den anden, som suppe, salat, relish, chips og tilbehør til de møre kyllingelår, mens øjnene bliver mætte af udsigten.

90 procent går til staten
Carlos og hans bror er ikke lige så heldige som Wilfredo. De skal stadig levere 90 procent af deres høst til staten. De er tobaksbønder i den anden ende af byen, men de klager ikke.

De må så sælge de sidste ti procent som deres egen fortjeneste til de gæster, der dagligt kommer forbi for at se deres marker og ikke mindst de karakteristiske tørrehuse til de høstede tobaksblade – og så følger der 15-20 cigarer med som frynsegode, som de sætter ild på hver dag for at teste kvaliteten.

Og cigarerne er af højeste kvalitet herude.

Hele provinsen, som Viñales ligger i midten af, regnes for Cubas tobaksområde nummer ét, og det er specialiserede småbønder, som avler hovedparten af planterne.

Det er de perfekte jordbundsforhold og den passende fordeling af sol og regn, som giver den høje kvalitet, med eller uden kendt mavebælte, og vi smager på varerne sammen med en kop stærk kaffe inde i stuen, inden vi beslutter os for, hvor mange vi skal have med hjem.

Det er ved at blive solnedgangstid og dermed det store dilemma: skal vi se mogotes for sidste gang fra Hotel Ermita eller Hotel Los Jazmines?

Begge er kendt for deres beliggenhed med fantastisk udsigt over dalen og meget populære udlugtsmål for middag eller drinks, når solens sidste stråler rammer de sære klippeformer, så de står i en flot silhuet.

Taxachaufføren gør kort proces og træder på speederen. Vi når begge steder og får både drinks og middag hjemme hos vores værtsfolk i stedet for. Lavet på friske råvarer fra Wilfredo.

Rejsen var betalt af Stjernegaard Rejser og Air France

Læs også: Guide: 5 fiske- og naturoplevelser