Val Thorens – i de højere luftlag

Europas højest beliggende skistation var nær ikke blevet til noget. Idag er Val Thorens en favorit blandt både gourmander og gymnasieelever, som er på udkig efter unikke oplevelser.

Det er skimulighederne, der er årsagen til, at Val Thorens har fået prisen som Europas bedste skisportsted. Det er således her, Frankrigs olympiske skiløbere træner om vinteren på toppen af Les 3 Vallées. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Med titlen som »Bedste europæiske skiresort« lægger Val Thorens op til noget helt særligt. I årevis har stedet primært været de unges territorium, men nu begynder de voksne også at rykke ind.

Foruden et nærmest uendeligt netværk med pister, der er en del af Les 3 Vallées – Europas største skiområde – når liftsystemerne op i over 3.200 meters højde.

På en skyfri dag er udsigten bogstavelig talt bjergtagende, så det er intet under, at luksushotellerne langt om længe er begyndt at rykke ind i dét, der også er kontinentets højest beliggende skisportsted.

Først kom designhotellet Alta Pura, der er skabt af familien Sibuet, som står bag Mégeves førende hoteller.

Det næste store byggeri var 5-stjernede Koh-I-Nor, der ligger som juvelen i kronen på Val Thorens øverste bakketop. Hotellet, der blev indviet i 2013, indfanger bjergenes særtegn med granit og panoramavinduer, alt imens pisterne ligger lige uden for døren.

Hotellet Fitz Roy har fået en større makeover, og dermed sin femte stjerne, mens gæster med hang til det eksotiske nu kan booke ind i Le Hameau de Kashmir.

For de unge og eksperimenterende

Foto: PR.

Selv om priserne ligger i den pebrede ende, er Val Thorens milevidt fra at blive prangende som eksempelvis Courchevel.

Størstedelen af gæsterne er unge og eksperimenterende – og sådan vil det formentlig blive ved med at være. Da vi den første dag træder ud af vores alpine palads, passerer vi to skiløbere, der er klædt ud som Tarzan og Superman, mens snowboardere suser forbi på den knitrende sne.

Der er masser af lejligheder, og priserne er lavere end de fleste andre steder. Selv om husene er af nyere dato, og der ikke er et grantræ i sigte, er der ikke én eneste betonbunker, der skæmmer omgivelserne. Det meste er bygget i træ, og byens lille kirke har nærmest patina, på trods af sine kun 23 år.

Der er en piste, der løber tværs igennem byen, og over den en skilift, som fører hele vejen op til Plein Sud, der er det mest solrige sted i eftermiddagstimerne. Liften standser lige uden for udendørsklubben Folies Douce, hvor skitøjsklædte unge mingler i sneen indtil mørkets frembrud, før de tager turen ned igen.

Kåret som Europas bedste skisportsted

Det er skimulighederne, der er årsagen til, at Val Thorens har fået prisen som Europas bedste skisportsted. Det er således her, Frankrigs olympiske skiløbere træner om vinteren på toppen af Les 3 Vallées.

Sæsonen er længere end noget andet sted, da den begynder i slutningen af november og først ender 11. maj. I december sidste år var Val Thorens det eneste franske resort, der havde masser af sne.

Selve terrænet byder på rigeligt med skimuligheder, og for at få mest muligt ud af dagen har vi hyret en lokal guide fra Ecole du Ski Francais, André Bianchini. Han begynder med at tage os op til toppen af Cime Caron med panoramaudsigt over byen i 3.200 meters højde og fortæller, at Val Thorens længe var hans »hemmelige« skisted.

Da han i 1960erne kom her som barn sammen med sin far, var der blot en spartansk hytte til bjergvandrere, og man måtte klatre op ad bjerget med skiene på ryggen for at stå på ski. Men allerede dengang kunne han se, at området havde uanede muligheder. I dag guider han gæster offpiste og på randonnées – vandreture, der delvist går på ski igennem bjergene.

I virkeligheden var Val Thorens nær aldrig blevet til noget. Ifølge lægevidenskaben var det slet ikke sundt at bosætte sig i så høje luftlag, og det skortede heller ikke på skeptikere blandt bankerne, som i en periode på fem år stoppede alle projekter, da de syntes, at investeringerne var for risikable.

Og allerede før byggeriet gik i gang, blev Val Thorens ramt en en række kraftige laviner, der dræbte flere mennesker.

Gastronomiske højder

Foto: PR.

I dag har det unge skisportsted vendt tvivlen til sin fordel. Sikkerheden omkring lavinerne er lige så god som på de øvrige skisportsteder, hvor såkaldte pisteurs sprænger snemasserne væk i de tidlige morgentimer.

Og mens wellnesscentrene kan fortælle, at den tynde luft er sund for kroppen, dyrker landsbyens kokke den højere gastronomi.

Flere er hædrede med Michelin-stjerner. Det gælder blandt andre Jérémy Gillon fra l’Èpicurien, som netop har fået sin første stjerne med et køkken, der spiller på kontrasterne mellem varme og kulde og utraditionelle teksturer.

Han står også bag det populære brasserie Montana, hvor der hver onsdag er en gæstekok, samt Chaudron Magique, der tager afsæt i det savoyardske køkken. Det mest uovertrufne sted er dog det tostjernede Jean Sulpice, hvis chef af samme navn fik sin første Michelin-stjerne som 26-årig – den yngste nogensinde.

Når Sulpice ikke står i køkkenet, står han på ski, og hans køkken er også inspireret af omgivelserne. Signaturdesserten er en æblekage, der gemmer sig i hvid marengs, som har form af en snebold.

Vi kommer derhen på ski og får ved døren udleveret et par tøfler, mens vores støvler stilles ind i et varmerum. Efter nogle timer på ski smager maden ganske enkelt himmelsk.

Ekstreme forhold kræver tilpasning

Den følgende dag prøver vi La Maison, der ligger på byens hovedstrøg, og som er et stemningsfuldt brasserie med en udendørs-terrasse, hvor dagens ret serveres i en rygende varm kasserolle.

For alle gælder det, at madlavningen er lidt af en udfordring. På grund af de høje luftlag kan vandet ikke blive varmere end 85 grader, hvilket betyder, at det tager tid at tilberede retterne.

Byens bagere skulle også eksperimentere en del med opskrifterne, før de fandt den rette formel, så brødet ikke blev hårdt med det samme.

Og måske er det, netop fordi man hele tiden har tilpasset sig de ekstreme forhold, at man i Val Thorens ikke er bange for at prøve nye ting.

Den seneste dille er Ice Driving, hvor den franske Formel 1-legende Alain Prost har været med til at udvikle et køreanlæg, hvor man lærer at glide med bilens bagende i svingene.

Selv om det lyder eksotisk, og bilerne ser avancerede ud, er oplevelsen lidt tam, hvis man er vant til at køre på isglatte veje. Det er først, når man sætter sig ind i en gocart, iført hjelm og med sikkerhedsselen fastspændt, at man når de euforiserende højder, da man kører med speederen i bund, mens sneen fræser om ørerne.

Val Thorens for legebørn

Foto: PR.

Banen, der ligger ved indgangen af byen, er et godt alternativt til pisterne, hvis det blæser og sner. Til gengæld kræver det godt vejr, hvis man skal prøve Val Thorens’ måske mest spektakulære nyhed oppe på pisterne.

Mega-Tyrolien – også kaldet Zip Wire – ligger i Orelle-området og er en 1.300 meter lang svævebane, som løber fra Les 3 Vallées højeste bjergtop til Thorens Funitel.

Fastspændt i et sæde, der hænger ned fra det lange stålkabel, kigger man en kilometer ned i dybet mens landskaberne glider forbi med ekspresfart. Zip Wire-turen kommer op på over 100 km/t og er så afgjort ikke for alle temperamenter.

Så er Frankrigs længste kælkebane et mere fredeligt alternativ, der starter på Péclet-glacieren og ender seks kilometer længere nede. Val Thorens er utvivlsomt for legebørn – også selv om man forlængst har passeret gymnasiealderen.

Skiguidens foretrukne ture:

Ifølge André Bianchini er der intet, der slår terrænet i Val Thorens. Han har været guide i Colorado, USA, og har været på samtlige skisportssteder i Europa. Hans foretrukne ture i Val Thorens-området er:

  1. Nedfarten fra Boismint, som er en rød piste med en skarp og jævn hældning med en højdeforskel på næsten 1.000 meter.
  2. La Combe Rosaël. En sort piste fra Caron i 3.200 meters højde ned til Plan Bouchet på 2.300 meter. Hældningen er skarp og understøttet, og så er der panoramaudsigt over de sydlige alpers bjergtoppe.
  3. Ved off piste-nedfarten mod Lac du Lou fra Caron med en hældning på 1.800 meter.
  4. Pierre Fendue-ruten fra Caron, hvor man kaster sig ned i Combe sans Nom – bjergkammen uden navn – der har en exceptionel nedfart i storslået natur. Det er dog ikke slalom, men bjergvandringerne, guiden holder mest af: »På grund af roen og samhørigheden med naturen, og glæden ved at dele det med de mennesker, jeg følges med,« siger han.