Undgå skader på skiferien - det er nu, du skal i gang med at træne

Mange danskere kommer hjem fra skiferien med særligt knæskader - men risikoen kan begrænses, hvis man træner hjemmefra.

Det kan godt betale sig at træne op til skiferien. Foto: Skistar Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er snart sæson for skiferier, men det er langtfra alle, der træner op til ferien inden – og det kan komme til at gøre ondt, hvis man styrter.

Selv om mange stadig drømmer om sol og strand, kan skientusiasterne begynde at glæde sig til den ferie, de venter på hele året, nemlig skiferien. Og det er slet ikke en dårlig idé at begynde at træne op til skituren allerede nu, hvis du ved, du skal af sted i år. På den måde kan du nemlig undgå nogle af de mest klassiske skiskader.

De skader, der vejer tungest i statistikken, er knæskaderne. Det viser helt nye tal fra SOS International. 40 pct. af de danskere, der kom til skade sidste sæson, kom nemlig til skade med knæet. Og det er ret typisk, fortæller SOS International.

Det er til gengæld også en af de skader, der kan følge dig resten af livet, hvis ikke du har trænet dig op til en tur på ski, forklarer overlæge i ortopædkirurgi Tariq Fazal.

»Det er vigtigt, at man op til skiferien har trænet og dyrket motion. Risikoen for at pådrage sig en skade er langt større, hvis man er fuldstændig utrænet,« siger Tariq Fazal og henviser til, at det aldrig er hverken for tidligt eller for sent at starte på styrketræningen.

For det er ikke småskader, man kan pådrage sig, hvis man ender i et styrt. Du kan både beskadige ledbånd, korsbånd og i værste tilfælde menisken, der er to halvmåneformede bruskskiver, der fungerer som stødpuder i dit knæ. Og hvis de skal opereres, er der stor risiko for at udvikle slidgigt.

Lyt til din krop

Udover at det er drønærgerligt at måtte bruge resten af sin skiferie med benet oppe pga. en skade, kan det også blive en dyr og ubehagelig fornøjelse, hvis man lander på den forkerte klinik, forklarer Tariq Fazal. For i udlandet vil nogle klinikker operere med det samme – og det skal man ikke falde for, siger han:

»I Skandinavien opererer vi ikke korsbånd og meniskskader akut. Derfor skal man altid ringe til sin alarmcentral, så de kan guide en,« mener han.

Men som statistikken viser, sker der jo desværre skader – og blandt de yngre skiløbere er det oftest de unge mænd, der kommer til skade, fortæller SOS International. De står nemlig for 60,2 pct. af skaderne blandt de 11-30 årige.

Og træning eller ej, så skal man tænke sig godt om og kende sine egne begrænsninger, når man er af sted på ski, siger Tariq Fazal. Kroppen skal nok sige fra, hvis det bliver for meget – og det skal man lytte efter.