Undervandsjagt på Madeira

Tag med på harpunfiskeri med to begyndere på Madeira. Det handler om fantastisk snorkling, liv og død og gratis aftensmad – hvis altså ikke fisken er for klog.

Endelig vender en fisk siden til, svirp, spyddet rammer flot under rygfinnen, jeg haler fangsten til mig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Hebsgaard.

Har den opdaget mig? Har den luret mine hensigter? Måske. Den orangerøde fisk vimser rundt om stenen og nipper alger med små hidsige hug. Jeg er på jagt. Den orangerøde papegøjefisk skal blive min aftensmad, det ved jeg, så jeg kryber langsomt hen over og mellem de store sten med harpunen pegende frem foran mig.

Læs også: Dykning i verdensklasse

Harpunens tykke elastik er spændt – det er jeg egentlig også – og med et vandlyddæmpet svirp sender jeg spyddet af sted ud i det klare blå vand, hvor en orangerød fisk indtil for tre hundreddele af et sekund guffede alger. Nu futter den rundt fire meter væk. Og nipper alger. Fandens!
 
Min bror Mads og jeg er taget til den smukke Atlanterhavsø Madeira. Mens nærmest alle andre kommer her for den behagelige varme, den afdæmpede spraglede kultur, de lange vandreture langs levadaerne eller for de eksklusive golf-resorts, så er vi her for at prøve kræfter med spearfishing, altså undervandsjagt. På jagtmarkerne, som starter der, hvor vandet når til navlen.

Nogle spearfishere er virkelig hardcore. De svømmer ned på 30-40 meter, ligger på lur i et minut eller to, skyder tunfisk på 50 og 80 kg, og slås med hajer med de bare næver.

Svøm ned og skyd
Men mindre kan også gøre det. Konceptet er: Svøm ned, udse dig en lækker fisk, skyd den, tag den med op og spis den. Det hele er egentlig simpelt nok – bortset fra »skyd den«-delen, finder vi langsomt ud af.
Madeira er nem at komme rundt på. I vores lille lejede bil, kunne vi komme fra hovedstaden til de fjerneste hjørner på en god time, gennem hyggelige landsbyer, forbi glimtende millionær-resorts,  langs med regnskov og brusende vandfald.

Men for os er det havet, der tæller: er vandet klart, og er det til at komme i? Vi er blevet anbefalet den lille hyggelige by Porto Moniz i det nordvestlige hjørne af den lille ø, hvor Atlanterhavets bølger har haft frit løb siden Canada. Her møder vi Marco Figueira, som er 36 år og er kørt hertil fra hovedbyen Funchal med sin familie og et par venner for at spear­fishe.

»Jeg har spearfishet, siden jeg var 18. Hver weekend hele året, og altid her i Porto Moniz. Det er det bedste sted på Madeira, og jeg kender det som min egen baghave,« siger han og peger ud over bølgerne, som bruser hvidt om klipperne.

Under overfladen er vandet klart, og bunden snørkler sig i sjove formationer med kløfter, kæmpestore sten og små huler, hvor fiskene gemmer sig. Alt er blå og gråt eller sort, og de farvestrålende koraller må man kigge langt efter – men nu er det jo heller ikke sightseeing, vi er her for. Vi er her for at fange vores egen aftensmad.

Kloge fisk
»Det er ikke altid nemt, for nogle fisk er ret kloge. Især de store, for de er jo kun blevet så gamle, fordi de har været kvikke nok til ikke at blive skudt, haha. Så det kræver lidt ekstra list,« siger Marco.

Og hvad kan vi så finde derude? Det er for det meste bodião, papegøjefisk og triggerfisk, som her bliver kaldt peixe porco, altså grisefisk, fordi dens kæber lyder, som om den grynter, når man har skudt den. Øf øf.

Igen ligger jeg omgivet af blåt vand på fire-fem meters dybde. Fra overfladen har jeg spottet en anden  papegøjefisk – større end den anden – jeg slår sikringen fra »safe« og ligger nu rolig og vægtløs og venter på det rigtige øjeblik. Fisken er kun et par meter væk. Så vender den siden til, som en skydeskive der tigger om at blive pløkket. SMAK!

Spyddet går gennem kroppen, en sky af fiskeindvolde står ud omkring fisken, som spræller vildt for at komme fri, det lykkes for den, og jeg ser min fangst svømme væk med et stort hvidt hul i maven. Pludselig vrimler vandet med en masse andre småfisk, som guffer løs i den brune sky af snask fra fiskens mave. Hvor brutalt. Hvad har jeg dog gjort, tænker jeg.

Selektiv fangst
Men som Marco siger senere: »Jeg er ikke tynget af skyld. I forhold til almindelig fiskeri, giver spearfishing mig jo muligheden for at vælge mine fisk – så jeg ikke bare tager, hvad der nu lige kommer forbi og bider på. Det er faktisk mere humant, synes jeg. Og hvis man rammer den rigtigt, dør den jo med det samme.«

Selv om man skal måske 15-20 meter ned efter mange af de rigtig store fisk, så er det ikke nødvendigt at være benhård fridykker, forklarer Marco: »Man behøver ikke kunne holde vejret længe. Mange af fiskene er alligevel ikke så dybt nede. Det handler bare om at være hurtig. Og præcis,« siger han.

Og det ses. Mens vi ligger derude i vandet, sker det et par gange, at Marco spotter en fisk fra overfladen, tager to-tre spark med finnerne, skyder og er oppe igen inden for 20-30 sekunder med en flot fisk på måske et kilo. Hmm. Sådan kan det altså også gøres.

Øvre grænse
Nu har han fire fisk i bæltet. Så kan han skyde én mere, da grænsen er fem fisk per mand om dagen, og konsekvenserne for at overtræde reglerne er benhårde. Det mærkede en af Marcos venner, Nico, et par uger inden vi kom.

»Ja, han blev snuppet med ni fisk, altså fire for meget, så myndighederne konfiskerede hans dyre finner, våddragt, maske og snorkel. Og gav ham 500 euro i bøde,« siger Marco og lader den hænge lidt. En dag kører vi lidt længere sydvest på til Archadas de Cruz, hvor man kun kan komme ned til vandet med en lang kabinelift. Bølgerne hamrer ustandseligt ind på strandens store sten, hvor det er temmelig besværligt at komme i vandet uden at blive kastet rundt.

Men besværet betaler sig. På fire meter vand kommer en stime flotte triggerfisk væltende, og snart efter kommer 20-30 flotte gulbrune fisk – hver på måske halvandet til to kg.

Tre-fire meter nede stikker jeg hovedet ned i en sprække i bunden og kigger ind i en lang vandret hule. Det er nærmest pakket med de flotte fiskekroppe, der glimter i det sparsomme lys.

Jeg lister harpunen hen til åbningen. Venter. Pludselig kan jeg holde vejret for evigt. Endelig vender en fisk siden til, svirp, spyddet rammer flot under rygfinnen, jeg haler fangsten til mig og stikker snuden mod overfladen, hvor jeg hurtigt får slået fisken ihjel og givet et stort fedt OK-tegn til Mads: »Yes!!«

Belønningen
Den aften kommer vi storsmilende ind på restauranten ved vandet med fire flotte fisk på et lille kilo hver. De tilbereder to af fiskene til os og får de to andre fisk som betaling.

Vi sidder med udsigt over det natmørke Atlanterhav, som buldrer løs på klipperne, og så kommer tjenerne ind med vores fisk, gyldengrillet med pomfritter til, salat og to kolde Coral-øl.

Vi skåler igen og igen – nærmest mellem hver mundfuld – for hvor lækkert, det er, at spise en fisk, som man selv har kigget i øjnene og prøvet at læse tankerne på. Og omsider fået ram på.