Under isen i franske Tignes le Lac

Selv som erfaren dykker er det udfordrende at presse sig i tørdragt, få helmaske for ansigtet og to par fastsurrede handsker på hænderne – for at kravle ned under isen i en bjergsø i 2.200 meters højde.

Hovedet over isen, resten under. Det er vigtigt ikke at gå i panik, for hullet, man kan søge hen til og komme op i den livgivende luft, er ikke ret stort. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Hauerbach

»Også Madamme?« spørger en tydeligt forbavset overtjener.
Tænk, at midaldrende »Madamme« har bestået mucho-macho testen og dykket under isen i bjergsøen i knapt 2.200 meters højde.

Læs også: Tre generationer på dykkerferie

Det er tydeligvis imponerende. Og resten af dagene i franske Tignes er der fuld respekt fra alle, når jeg træder ind i restauranten – men intet ekstra til min »Monsieur«, som har gjort det samme og samtidig skullet håndtere stort kamera og blitz.

Når man pakker sin kuffert med grej til dykning tænker man normalt i tropiske temperaturer. Men det er minus 17 grader med god vind, da vi står og skutter os på den flade, frosne, Tignes le Lac, og nervøst ser ned i det meterstore hul, som er skåret gennem knap 20 centimeter tyk is.

For ét er forestillingen – hjemme i en varm stue – om, hvor spændende det vil være at dykke under is, noget helt andet, når oplevelsen konkret står for.
Heldigvis starter vi i et lille træskur sammen med Alban og David fra dykkerfirmaet »Evolution 2«. De stuver mig ind deres dyre lunende udstyr: Tørdragt med hætte ud over alle lag tøj, handsker og vandtætte manchetter, der skrues fast til ærmegabet.
Vi vralter sammen ud på søen og bliver færdigpåklædt ved nedgangshullet af David.

Udsigten opad er herlig – til høje skarpe tinder, hvor sneen daler. Bydelene til begge sider i Tignes er dekoreret med nyfalden sne, og på siderne cirkler folk ned ad pister af alle sværhedsgrader.

David skyller slanger og samlinger, der kobles til flasken med luft med dampende varmt vand, så man undgår forfrysninger. Også helmasken med det indbyggede mundstykke får nogle lunende dråber. Derefter spænder David den over ansigtet. Det føles en anelse klaustrofobisk at være spærret inde, men også rart lunt.

Så er det nu: »Husk kun at ånde gennem munden for ikke at dugge masken til; og hvis der stiger for meget vand op indvendigt, må du gå til nærmeste åndehul, så tømmer jeg masken«, lyder sidste råd fra David, før han propper luftmundstykket ind munden på mig.
Lidt nervøst starter jeg med at blæse luft i vesten for at blive i overfladen et øjeblik, mens jeg får sommerfuglene i maven til at lande før skruet ned gennem isen, og kroppen gradvist kan køle ned, mens jeg også checker, om der er spændt nok bly omkring mig til at komme ned i det ferske vand. Det reagerer på en anden måde end saltvand. Faktisk holder det én dårligere oppe end saltvand, alligevel kniber det med at komme ned. Så fra overfladen ankommer lidt mere bly fra David. 

Instruksen lyder på at gå lige under overfladen, hæve venstre arm, og rykke i lufttømningsventilen, så det sidste luft presses ud.
Nu går det fint nedad i det overraskende mørke, men klare vand. Jeg er virkelig på gyngende »grund«. Det er min første gang i tørdragt, som reagerer helt anderledes end en våddragt. Måske også, fordi der stadig sidder et par små luftlommer i dragten. I hvert fald snurrer jeg rundt og synes, at jeg er ved at »kæntre«.

Heldigvis hjælper Alban med at stabilisere mig, inden jeg går i panik og snurrer endnu mere rundt. Så jeg kan begynde at nyde sceneriet og det imponerende i, at det slet ikke er koldt eller skræmmende. Stilheden sænker sig pragtfuldt under isen. Sigtbarheden er omkring ti meter. Nok til, at jeg føler mig rolig og kan lade synet spejde efter de tre alternative og klart synlige åndehuller, som var jeg en anden vagtsom sæl.

Det eneste problematiske er, at der virkelig skal hives efter vejret – hvad enten det skyldes, at lungeautomaten er stillet på »spare« eller at de 2.200 meters højde, som søen ligger i, har en vis indflydelse.

Bobler af luft fra tidligere dykkere er blevet fanget under isen og laver underlige formationer. Stikker man en finger op i dem og punkterer dem, danner de små hvirvlende tornadoer.

Glemt er alle betænkelighederne. Det her er sjovt og meget anderledes. Med roen følger nydelsen: Stilhed, bobler, dunkelt spændende halvmørke, og heldigvis Alban tæt på. For svømmefødderne tager ikke tager fat i vandet, så bevægelserne bliver til udvidet hundesvømning. 

Alban er så totalt på hjemmebane, at der er overskud til sjov. Han svømmer til et åndehul og ligger sig i halvsovende stilling med svømmefødderne oppe i luften. Helt så afslappet er jeg ikke; slet ikke, da vandet nu hurtigt stiger inde i min maske. Et er, at hagen og underansigtet dækkes af vand – det var jeg blevet advaret om – men da det stiger over næsen mod mine kontaktlinser, plasker jeg mod og op i nærmeste åndehul.

Hænderne er ikke til megen nytte iført fastspændte handsker, men heldigvis står David klar til at løsne min maske, så vandet løber ud, og spænde den igen, inden »sutten« igen ploppes ind i munden.
Således gjort kampdygtig igen lader jeg mig fortrøstningsfuldt synke ned igen i dybet.
Nu går det fint, og vi fortsætter udforskningen af bobler, is og det dunkle dyb. Der er ikke så meget at se på ud over isen, men det er nok, for oplevelsen er spektakulær i sig selv.

Efter små tre kvarter under isen er det nu godt nok igen at stikke hovedet op. Igen er det David og et tov, der hjælper til med at trække den noget ubehjælpsomme »sæl« op, henover isen og blive afmontereret.

Skiløb i Tignes
Det alpine skiområde hedder samlet L´espace Killy og består primært af Tignes og Val d’Isere områderne. Der er cirka 300 km skiløb på 158 præparerede pister med en højdeforskel på 1.900 meter.
For langrendsløberne er der både spor i Tignes og i Val d’Isere. Bjergene omkring de to byer er for høje og for udsatte til at byde på langrend på toppene. Det er kun muligt om sommeren på gletsjerne.

Men omkring søen i knap 2.200 meters højde er der trukket løjper, der kan bruges til skøjteteknik og langrend.
Vi sætter ud fra hotellet i centrum, så er der få hundrede meter nedad vejen, før det går fint udover søen.  Der er kun cirka seks kilometer at gøre godt med om vinteren i Tignes. Et par hundrede meter inde på ruten møder vi den første lille bro – endda en hængebro, som det er skægt at kæmpe sig over. Derefter løber vi langs et vandløb med små snehæng ned mod en lavvandet flod. Lidt efter overhaler vi både et par lokale hundeluftere, en familie med en barnevognsslæde, et par løbere uden ski – og andre på langrendsski i hurtig stil.

Vi nyder et fantastisk flot springvand, hvor de spinkle vandstråler og hård frost har skabt flotte formationer af nærmest blå is. Og på søen, der går fra Tignes de Val Claret til Tignes Le Lac, er der ryddet en skøjtebane, hvor et par piger varmer op til ishockey. Skøjtebanen er normalt åben fra kl. 11-12.30 og igen fra kl. 14-20. Man kan leje skøjter, ca. 30 kroner for en time.

Vil man prøve Val d’Iseres langrendsområde, må man en tur med bus. Den kører en gang i timen fra torvet i Tignes Le Lac til centrum i Val D´Isere. Herfra kan man gå til langrendsområdet på 20 minutter eller tage en shuttlebus . Langrendsområdet befinder sig i cirka 2.000 meters højde i dalen nord for spisestedet Le Chatelard – direkte op fra centrum af byen.
Efter en skidag kan man blive varmet op i Tignes badeland »Le Lagon«, som ud over bassin har diverse spa-bade. Badelandet ligger i Tignes Le Lac.

Læs også: Udfordrende dykning i verdensklasse