Udfordrende dykning i verdensklasse

Rejseliv.dk hopper ned i dybet på jagt efter klumpfisk i et område ud for Bali, der er et rent paradis at besøge iført dykkermaske.

Rejseliv imported photo
Den enorme klumpfisk lever normalt på omkring 600 meters dybde, men de kommer tæt på Nusa Lembongans kyster i det sene efterår. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Klokken er syv om morgenen, da vi sejler ud fra Jungutbatu Raya. Tunge, tropiske regndråber hamrer ned over båden og ned i min nylavede kop Nescafé.

Se også: Tropiske dyk døgnet rundt

Trods blæsten bliver havets bølger trykket ned af den silende regn, og støjen af vand, der rammer vand er overvældende.
World Divings indonesiske udriggerbåd med de karakteristiske pontonner stryger over det disede vand mod Toyapakeh. Vi iklæder os dykkerudstyret og gennemgår forholdene på det forestående dyk.

Kun for de rutinerede
Dagen før så de en klumpfisk på dette sted – eller Mola Mola som min storsmilende balinesiske dykkerguide, Wayan, kalder den enorme fisk. Vi ved, det er en sjældenhed på denne tid af året, men jeg krydser fingrene, sætter mig på rælinget, tipper bagover i regnen og bliver opslugt af den dybblå stilhed.

»Dit bedste dyk, dit værste dyk, eller dit sidste dyk.« Dykkerstedet »Blue Corner« ud for Balis østkyst er ikke som alle andre. Allerede på bådturen fra Bali mærker jeg havets enorme kræfter, som har givet dykkerstedet den respektindgydende beskrivelse. Stedet er da heller ikke forbeholdt hvem som helst. Området byder på store oplevelser til både erfarne dykkere og nybegyndere, men Blue Corner er i den svære ende.

World Diving kræver, at du har foretaget mindst 50 dyk, før du kan komme med ud i strædet, hvor naturens kræfter i den grad kan mærkes. De frodige indonesiske vulkanøer, som strækker sig fra Java til Ny Guinea, ligger i en naturlig heksekedel af havstrømme, som presser sig fra Stillehavet gennem øbæltet og ud i det Indiske ocean. Selv på helt vindstille dage kan der opstå pludselige bølger, som uden varsel afløses af  spejlblankt hav og malstrømme.

Enorme klumpfisk!
Oceanstrømmene og enorme havdybder sikrer krystalklart vand og et rigt marineliv, og det er netop det, der gør den ellers uanseelige lille Nusa Lembongan ud for Balis østkyst til noget helt unikt. Kommer du den rigtige dag, er Blue Corner udfordrende dykning i verdensklasse. Er man heldig, kan der være både hammerhajer, delfiner og over 20 klumpfisk.

Især de enorme klumpfisk er en attraktion, da de kun kan spottes gennem dykkermasten få steder i verden. De lever normalt på omkring 600 meters dybde, men de kommer tæt på Nusa Lembongans kyster i det sene efterår. Det er usikkert hvad de laver så tæt på land, men de lokale gætter på, at klumpfiskens parringsritualer foregår på det lave vand i ly af natten.

Jeg dumper ned til til et skrånende rev, der går fra fem til over 25 meter og er rigt på smukke koraller og dyreliv. Vi driver roligt med strømmen sydpå langs koralvæggen. Når strømmen tillader det, søger vi ly bag store sten og går på opdagelse efter farvestrålende nøgensnegle og søheste.

Jeg holder et vågent øje mod det  blå intet på min højre side, men det eneste, der dukker op, er en flok meterlange sølvglinsende fisk, som hurtigt forsvinder igen ved synet af de boblende fremmede. Der er ingen Mola Mola i dag.

50 minutter efter er vi tilbage på båden. Regnen er stilnet af, og formiddagssolen er brudt frem blandt de spredte bygeskyer. Det bliver varmt igen i dag, så tilbage på land er der kun ét at gøre; Spise frokost med udsigt og tilbringe dagens varmeste timer i en hængekøje med en bog.

Rolig atmosfære
Lembongan er den mindste af tre øer, der ligger en times sejlads fra den travle og  turistede sydbalinesiske havneby, Sanur. Dette paradis med bølgende, grønne bjerge er blot otte kvadratkilometer. Ved ankomsten kan man med det samme fornemme øens rolige atmosfære, som mange forgæves har ledt efter i Sydbalis travle turistliv.

Størstedelen af de lokale arbejder stadig i lagunen, hvor tangmarker skaber en grønblå mosaik i det lave, klare vand. De supplerer indkomsten på de besøgende turister, men arbejder hovedsageligt med tangproduktion, som de har gjort det i generationer. På denne lille ø findes et kærkomment pusterum fra den enorme opmærksomhed, man som rejsende ofte tiltrækker sig i Sydøstasien.

Men én ting er fastlandet. Jeg er kommet til Nusa Lembongan for at dykke og dagen efter sejler vi igen ud. Vores lokale guide, Wayan, kender vandene, og ved hvor lumske strømforeholdene kan være. Havet over Blue Corner er spejlblankt, men det er som at se en gryde, der koger. Wayan ryster på hovedet.

Kraftig strøm og forrevne fingre
Blue Corner er for farligt at dykke på i dag, så vi sætter kursen mod Cerinang Bay, hvor vandet er mere roligt. Og ganske rigtigt. Da vi først er i vandet, er den ellers konstante strøm næsten væk. Vi svømmer langs det skrånende rev og den fraværende strøm kommer langsomt tilbage, så vi igen kan glide vægtløst over de mangefarvede fisk.

Wayan har fortalt os om havstrømmen. Ved at betragte fiskene kan man læse, hvor strømmene bevæger sig, og hvor hurtigt, og mens vi glider med stadig større fart over korallerne, begynder fiskene at trykke sig ned for at finde ly for strømmen. Wayan vinker os hen mod sig. Vi driver afsted på 18 meters dybde og fiskene, som ind til videre har vendt sig langs revet, vender nu snuden op ad det skrånende rev.

Strømmen er skiftet igen. Nu kommer den oppefra og presser os ned ad skråningen. Wayan vinker igen, og vi griber fat i de mest solide koraller, forsøger at bevare roen, og begynder at kravle mod strømmen op til otte meters dybde. Mine forrevne fingre svier, og jeg kiler mig ned bag en enorm kampesten.

Efter ti minutter lægger strømmen sig, og vi går op til overfladen. Også her er der fart på. Det føles som at drive i en enorm, hurtigtstrømmende flod. Vi bliver blæst ind under en pontonbro og ud på den anden side i en pokkers fart, inden World Divings kaptajn får manøvreret båden hen og samlet os op. Jeg priser mig lykkelig for Wayans erfaring, men er samtidig frustreret over endnu et lovende dyk uden Mola Mola.

Der er dog heldigvis meget andet end klumpfisk at se nær Lembongan. På sydsiden af øen ligger Manta Point, hvor man året rundt kan se de majestætiske djævlerokker komme ind på lavt vand for at blive renset af revets mindre fisk. Ofte ligger de og cirkler i overfladen, og det er ikke ualmindeligt at se flere af disse kæmper, som kan vokse til et vingefang på op til 7 meter. Manta Point er ikke et krævende dyk og på stille dage, kan snorklere og badegæster også følge de fantastiske rokker fra overfladen.

Vragdyk

Balis mest populære dykkersted er også inden for rækkevidde. Der er lidt langt fra Lembongan, men Crystal Divers i Sanur tager dagligt til vraget af den 120 meter lange USS Liberty. Det amerikanske fragtskib blev ramt af en japansk torpedo i 1942, hvorefter det blev lagt på kysten ud for Tulamben, men et vulkanudbrud fra den enorme vulkan Gunung Agung, skubbede i 1963 USS Liberty ud, hvor det ligger i dag.

Da det er Balis mest populære dykkersted, kan man med fordel selv rejse til Tulamben, hvor der er overnatningsmuligheder hos det lokale dykkercenter. Her kan man tage ud tidligt om morgenen og have det hele for sig selv, inden de store dykkerbåde fylder vraget med turister.

Hvis man har brug for pause fra dykningen, er der rig mulighed for at surfe på revet ud for Jungutbatu, og vil man helt væk fra vandsporten, ligger det idylliske Dream Beach på Lembongans sydspids. Her kan man leje primitive isolerede bungalows og nyde stilheden og de lokales smilende gæstfrihed.

På en god gåtur langs Lembongans kyst mod mangroven og den børnevenlige strand i nord, bliver man budt velkommen med smil af de mange familier, som i sivhytter sidder og binder tang sammen, eller tører dagens høst fra lagunen i den bagende sol.

Et sidste forsøg
...
Min sidste mulighed for at møde en Mola Mola i denne omgang er på et dyk i Crystal Bay. Stedet er berømt for selv samme fisk, som opholder sig på dybt vand i en kanal ved kanten af koralrevet. Wayan fører igen an, og vi dykker direkte ned på fem meters dybde, hvor revet starter.

Ved bunden af revet er en hvid sandbund, hvor små, blyantstynde ål stikker deres hoveder op og svejer i strømmen som græsstrå på en mark. En skipladde passerer, og skæver dovent til os fremmede, inden den svømmer videre ud i det blå. Da vi nærmer os kanten til kanalen på godt 30 meters dybde, svømmer Wayan pludselig i en anden retning. Han må have set noget. Jeg spejder ud i det blå, men kan ikke få øje noget.

Da vi nogle minutter senere mødes ved overfladen, forklarer Wayan, at han så en Mola Mola derude – bare et glimt. Jeg så intet, men er alligevel henrykt over fem dage med fantastiske undervandsoplevelser på Lembongan. Fra august til november er Mola Mola ikke ualmindelig på Lembongan, men her i januar måned er mange af de store fisk draget ud på åbent hav. Der er kun én løsning. Jeg må tilbage i efteråret.

Læs også: Paradisisk dykkerø