Tysklands hjerte banker igen

Danskerne har genopdaget Harzen med de grønne frodige bjerge, de kønne byer og de mange feriemuligheder lige midt i Tyskland.

Foto: Dybe skove, bjerge og velafmærkede vandrestier inviterer til opdagelser i Harzens grønne natur.

Harzen rimer på historie og fortid. Et navn og et område med en altmodisch stemning. Det rene »der var engang« med folk i korte bukser og vandrestøvler, hvor pensionisterne nu ynder at komme. Ja, sådan har opfattelsen i det mindste været tidligere.
Men i mellemtiden er Harzen blevet dobbelt så stor, da øst-delen kom »hjem« efter genforeningen i 1989, og siden er der renoveret og restaureret.

Næste side: Historie og vandrestier

Turismen er ført up to date og nye tiltag er kommet til – men uden at det har ændret den ærketyske stemning og det historiske sus, der heldigvis stadig er markant i den frodige grønne natur.
Området har frisket sig op, men bevaret sine grundpiller: naturen, vandringerne og de historiske byer. Og det har danskerne fundet ud af. De sværmer på de snoede bjergveje i et antal, der ikke er set længe.
For hver ti biler er der fem tyske, to danske og to hollandske – var resultatet af Rejseliv.dk’s ganske uvidenskabelige undersøgelse i uge 29. Mere målbare tal har man hos FDM travel, hvor Norditalien og Tyskland i dag er de to mest populære rejselande for de danske kør-selv turister, som der også er blevet flere af. Inden sæsonen for alvor begyndte, havde bureauet solgt 15 procent flere af den type rejser i forhold til samme tidspunkt sidste år.
»Det er især de senere års store investeringer på feriestederne, der har hjulpet Harzen og Gardasøen af med det lidt kedelige ry, hvilket danskerne for alvor har fået øjnene op for. Samtidig ligger Harzen ikke mere end en halv dags kørsel fra Danmark,« forklarer indkøbs- og produktchef Jesper Ewald.

Der er da også bare små 400 km fra grænsen eller færgen til hovedstaden i Harzen: Goslar med kejserslottet, torvet og de kønne, gamle huse. Byen på »randen af« Harzen, der er det første, man møder, når man kommer fra nord.
Vi kører nu længere mod syd og drejer først ind i Harzen i områdets sydvestlige »hjørne« – dér, hvor byerne Osterode, Herzberg, Bad Lauterberg og Bad Sachsa sammen med områdets mindre byer har slået sig sammen og markedsfører sig som »Harzer SonnenSeite« i brochurerne.
Vores udgangspunkt for ferien er den beskedne bjergby Wieda, hvor turismen synes at være suset udenom. Men det har bestemt sin charme – vil vi have »turisteri«, er der bare nogle få kilometer at køre.
Wieda ligger i den del af Harzen, som i en årerække var »vest«, men tæt ved den tidligere grænse.
Den, grænsen, har man ikke gjort specielt meget turisme ud af. Der findes skilte rundt omkring – og mindesmærker. For eksempel ved Sorge (ikke at forveksle med Zorge, der er naboby til Wieda), som lå i de østtyske myndigheders »sikkerhedszone«, finder vi »Freilandgrenzmuseum Sorge«. Her er bevaret et vagttårn, stykker af grænsehegn og en tidligere hundegård.
Går man videre ud ad stien i det tidligere grænsebeskyttede område, små to kilometer fra byen, ligger et mindesmærke – Ring der Erinnerung – en stor cirkel bygget op af træstammer og kvas med fire indgang med navnene: fauna, flora, aqua og aero – og så terra – jorden i midten. Enkelt og eftertænksomt.

Så er det lettere at finde minder om en anden del af Tysklands og områdets dunkle fortid. KZ-lejren og tunnelerne, hvor man i krigens sidste del fremstillede V1- og V2-raketter.
Det var sidst i august 1943, at en gruppe fanger fra KZ-lejren Buchenwald blev overført til mineanlægget Kohnstein nær Niedersachswerfen for at udgrave et gigantisk tunnelsystem, der kunne rumme raket-fabrikationsanlægget godt gemt væk for de allieredes bomber.
Ved mineindgangen blev senere etableret en lejr til fangerne, som sammen med yderligere 40 mindre lejre rundt om i den del af Harzen fik status af selvstændig KZ-lejr i oktober 1944 under navnet Mittelbau-Dora.
60.000 fanger nåede at komme igennem lejrene, inden de allierede tropper rykkede ind og befriede området. 20.000  slavede sig ihjel.
Selv vores fredelige Wieda, som ligger 16 km derfra, havde sin lille lejr, ser vi på lejrens museum. Vi finder senere et lille mindesmærke på byens kirkegård.
Man skal have guide med for at komme ned i tunnelerne, hvor et lillebitte område er ryddet, efter at de allierede tropper sprængte det hele sønder og sammen. Men ved at sammenligne den del med en model af det samlede tunnelanlæg, kan man få en idé om, hvor gigantisk det har været, og hvilket slavearbejde, det har været at anlægge.
Der er flere daglige rundvisninger, og både de og adgang til museet er gratis.

Næste side: Historie og vandrestier