Turist på Vestbredden

Snyd ikke dig selv for en eller to dage i det moderne mellemøstlige hotspot, hvis du alligevel er på visit i området.

Foto: Eva Jung
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hummus, kofta, labne, baba ganooj, falafel, fattoush, arak. Man siger om Vestbreddens de facto hovedstad, Ramallah, at der åbner en ny restaurant én gang om ugen.

Læs også: Mangfoldigt madunivers i Israel

Og for den mad-og-drikke-glade turist opleves det moderne mellemøstlige hotspot bedst med netop et menukort foran sig. Det kan være med en kop qahwah arabiya (arabisk kaffe) i selskab med byens ældre herrer iklædt de velkendte palæstinensertørklæder, med en frisklavet falafel i pitabrød i hånden hos en kæk gadehandler eller over et glas Arak med is, den lokale anis-spiritus, på en af byens ultramoderne natklubber. Vestbredden er vegetarens paradis med massevis af anderledes salater, der smager af sol og spændende krydderier. Samtidig byder restauranterne på alverdens grillet kød fra lam, okse og kylling på fade, der deles blandt de store arabiske familier. Kun livremmen sætter grænser.

En oplevelse i sig selv at rejse ind til Vestbredde
Det er ikke kun restauranter, der skyder op konstant. Overalt i Ramallah bliver der boret, hamret og støbt. Luksushoteller, kontorbygninger og officielle politiske kontorer opføres løbende og beviser, at på trods af, at den politiske ledelse af Vestbredden, Det Palæstinensiske Selvstyre, officielt har hovedkvarter i Østjerusalem, så er det her, al politik og økonomi blomstrer. Og på samme måde som Israels middelhavsmetropol Tel Aviv er kommet sig efter bomberne under den Anden Intifida, og danske turister igen kan vælge en direkte flyrute fra København, er også Ramallah kommet på benene efter skudhuller og bombekraterne fra begyndelsen af det nye årtusinde.

Det er en oplevelse i sig selv at rejse ind til Vestbredden. Ramallah ligger kun 15 km nordvest for Jerusalem i fugleflugt, men på grund af israelernes mange militært bevogtede barrierer, de såkaldte checkpoints, kan man ikke blot rejse fra A til B på Vestbredden.
Checkpointet ved Ramallah hedder Qalandia og vil for turister måske minde mest om et udvidet sikkerhedstjek i en lufthavn, mens det for palæstinensere, der dagligt møder begrænsninger af deres fri bevægelighed, er en ganske anden situation. Sightseeingen kan allerede begynde på den palæstinensiske side af den bastante mur ind mod Ramallah. Cementen er overmalet med flotte, farverige tegninger af politiske ledere og slagord, der advokerer for en egen selvstændig stat og løsladelse af politiske fanger.

Fra checkpointet kan man på fem-ti minutter i taxa nå ind til Ramallahs hovedgade, Rukab Street, som er et fint sted at kigge på mennesker og handle lokale specialiteter. Begynd i den gamle bydel i den ende af gaden, der er længst væk fra Al Manara-pladsen.
Selv om alle veje i Ramallah for nylig er blevet udstyret med navne, bliver de ikke benyttet af de lokale. Der er også langt fra hovedreglen, at der er husnumre. I stedet må man klare sig med beskrivelser som »ved siden af isbutikken« eller »bagved kirken.« Men de lokale hjælper gladelig til med at finde vej.

Forretningskvinder i høje hæle og spadseredragter
I den gamle bydel kan man gå omkring og snuse til ukendte krydderier, grøntsager og frugter, spise billige ristede cashew- og macademianødder og overveje at købe en vandpibe eller et klassisk palæstinensertørklæde. Her er også simple kaffebarer og falafelstande, hvis man vil have en enkel og velsmagende frokost.

Går man derefter op ad Rukab Street, møder man stadigt mere vestligt orienterede butikker, og det ses på klientellet, hvor forretningskvinder i høje hæle og spadseredragter blander sig med skoletaskebørn og husmødre. Butikkerne, og dermed priserne, ændrer også karakter, jo tættere man kommer på Al Manara pladsen og støder på Nike-butikker, tøjkæden Zara og den palæstinensiske cafekæde med det morsomme navn »Stars and Bucks«.

Det er også på Rukab Street, man finder en af indre bys mere kendte restauranter, Zuraib. Her dufter af sød æbletobak og svag cigaretrøg – der er ikke rygeforbud nogen steder i Palæstina – og øjnene fanges af tekster overalt i lokalet: for eksempel et stort skilt med ordlyden »Is Ramallah different than New York?«

Rundt om de levende lys spreder små, fine holdere med håndskrevne tekster et blødt, hyggeligt skær. Men ved nærmere eftersyn kan teksterne få det til at løbe koldt ned ad ryggen selv på en varm aften. Bogstaverne fortæller unge menneskers egne erfaringer med ødelagte landsbyer og mistede familiemedlemmer gennem områdets tumultariske historie.

Køkkenet serverer alle de mellemøstlige specialiteter fra grillen og grøntsagshaven, og man kan som en naturlighed bestille Taybeh-øl, som er et udmærket palæstinensisk bryg fra en lille kristen bjerglandsby på Vestbredden. Tre unge mænd spiller smuk og enkel live musik et par gange om ugen.
Kalder én Taybeh-øl på flere, er der rig mulighed for at fortsætte aftenen. Skjult fra udefrakommendes blikke bag et højt træstakit på Al Hajjal Street ligger Beit Anneseh – Aneesehs hus.

Huset er omkranset af en aflukket gårdhave med oliventræer og frodige citrontræer, og fra små runde borde stiger røgringe fra frugttobak op i den lune aftenhimmel. Hundredvis af unge arabere og en lille gruppe udenlandske unge samles her i weekenden, lytter til vestlig og arabisk popmusik og løfter fyldte glas mod hinanden med et WsahaW – skål. Her er ingen tørklæder og lange tunge nederdele, men smukt glinsende, krøllede lokker, lårkorte nederdele og de nyeste tårnhøje hæle, som slægter på dem, man ser på natklubber alle andre steder i verden.
»Unge fra hele Vestbredden kommer her for at udleve deres ekstravagante drømme,« siger en ung kvinde, Jamana Dabis, hvis far er en af ejerne af Beit Aneeseh.

Baren serverer alt fra øl til gin & tonic og den lokale favorit Arak, der med varsomhed nydes rent kun med is.
Også en række andre steder i byen inviterer til fest efter mørkets frembrud, og det er altid værd at tjekke gratismagasinet »This Week in Palestine« for events.

Der er mange muligheder for at overnatte i Ramallah. Natten kan tilbringes på et af de nybyggede, fashionable hoteller, såsom Mövenpick, hvor alle værelser har fladskærme, internet og minibar, og der er præsidentsuiter, swimmingpool og champagnebar. Eller man kan skrive i god tid til kulturinstitutionen Det Danske Hus i Ramallah, der ligger i et smukt gammelt hus på Dar Ibrahim Street med udsigt nordpå over en smuk grøn dal med oliventræer. Huset udlejer enkle værelser og lejligheder med eget køkken til en overkommelig pris.

Yasser Arafats grav
Er man efter en god nats søvn ikke klar til at forlade byen endnu, kan den blandt andet bruges på at se den tidligere palæstinensiske præsident Yasser Arafats grav. Her blev han begravet efter sin død i 2004, og mausoleet er tungt bevogtet døgnet rundt af bevæbnede soldater. Eller man kan gå på besøg i moskeer eller kirker i det kristne kvarter. Langt størstedelen af befolkningen i Ramallah er muslimer, men der er et kristent kvarter, en stærk kristen minoritet og ikke mindst et lovgrundlag, der kræver, at kommunen Ramallah-Al-Bireh ledes af en kristen borgmester.

Herefter er der ingen vej udenom at sætte sig en taxa og køre 20 minutter ud af byen til landsbyen Birzeit.
Udover at huse 9.000 studerende på Birzeit University, er miljøet omkring Hosh al-Elleeya Restaurant værd at besøge. Multikunstneren Mazen Saadeh har ombygget en ortodoks kirke fra 1800-tallet til en restaurant ud over det sædvanlige. Stole og borde har han selv tømret, en stor hjemmesvejset brændeovn holder den overdækkede gård varm, og ikke én tallerken eller skål er ens i farve og form efter sin formning på kunstnerens egen arbejdsbænk.

Hver aften tænder personalet 70 levende lys til minde om ejerens gode ven, den palæstinensiske digter Marmoud Darwish, der i år ville være fyldt netop 70 år. På væggene hænger der billeder af den afdøde kunstner i hans storhedstid, ligesom der i en blanding af humor og håb hænger en plakat med teksten »Fem km til den Internationale Palestinænsiske Lufthavn.«
Menukortet byder på velsmagende, gedigen landkost.

»Det er gammeldags palæstinensisk mad som min bedstemor lavede den,« siger Mazen.
Hver tirsdag bliver der vist film, som er produceret i eller handler om Palæstina. Og om lørdagen er der et lokalt marked, hvorefter man med tasken fuld af olivenolie, krydderier og træfigurer tilfreds kan tage en taxa tilbage mod Qalandia-checkpointet og Jerusalem.

Guide: 5 oplevelser i Jerusalem