Turist i de franske strømfald

Når du har testet Rivieraen, så prøv det vilde og smukke Ardeche på højsletten i Sydfrankrig.

Gennem millioner af år har strømmende vand skabt det eventyragtige landskab i sandstensklipperne i Ardeche. Her berømte Pont dÀrc. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fougeirol.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der stod vi så og stirrede på tomands-kanoen. Den lå ved bredden af floden Chassezac, der lystigt strømmede forbi os og forsvandt i et strømfald et par hundrede meter længere fremme i et skarpt sving.

Læs også: En uges ferie under vandet

 
Netop her i Ardeche viser det franske landskab sig fra sin absolut smukkeste side. Højsletten skæres igennem af dybe dale og floder, som gennem millioner af år har strømmet her og efterladt lodrette vægge i sandstensklipperne, der tårner sig op i flere hundrede meters højde.

Det er djævelsk smukt og kunne være fint, hvis vi lå på ryggen med udsigt til lidt flûte, paté og kold hvidvin, men det gør vi ikke. Vi skal være aktive og gøre en af de ting, som området her er berømt for: Drøne ned ad floden i en kano, passere strømfald efter strømfald, overleve og først glæde os, når vi vader i land efter otte kilometer og en halv snes strømfald.

Altså står vi tålmodigt og lytter til instruktionen, iført redningsveste og ikke meget andet, for når vi vælter, vil alt gods ryge ud. Når vi vælter, hmmm... »Der er ikke så meget i det,« siger instruktøren. »Hold jer midt i floden og hold nøje øje med det kommende strømfald. Det skal rammes ret præcist der, hvor I kan se, at floden strømmer mest – der er færrest sten, og I bliver ført hurtigt igennem.

Når I så er ude af strømfaldet gælder det om at padle til, for floden drejer ofte lige efter et fald, og hvis I ikke er hurtige, ja, så brager I ind i klipperne og, vupti, er I våde. God tur.«

Jeg skuler til kanoen, floden og overvejer hele set-uppet. Hvad laver jeg egentlig her? Godt at min med-roer er lokal, tænker jeg, hun skal sidde nede bagved og styre, så kan hun bare råbe, når jeg skal gøre noget.

»Jeg har aldrig prøvet det før, bare sig, hvad jeg skal gøre,« griner hun og hopper ned foran. »Jamen hov, det har jeg heller ikke,« forsøger jeg, mens instruktøren peger på mig og bagsædet. Løbet er kørt, dette er den yderste dag, fornemmer jeg, og hopper om bord, mens instruktøren skubber os ud i floden, hvor kanoen hurtigt får fart på.

Lucile vender sig og storsmiler. »Det er skægt, ikke...?« Vi nærmer os alt for hurtigt det første strømfald, mens jeg kvækker mine ynkelige ordrer ud og forsøger at holde os i midten af floden, hvor vi kan se, at vi helst skal ramme.

Så er vi inde i faldet og det er som om en kæmpe hånd med stærke kræfter hiver os med. Øjnene er klistret på retningen, årerne bruges til at korrigere med – og pludselig er vi ude af faldet med kurs mod klipperne til højre.

Vi padler som gale og finder tilbage til midten af floden og farten går lidt af igen. Yes, vi klarede det, hyler jeg og forsøger at overdøve mit bankende hjerte, mens jeg kaster et blik på en begyndende vable i venstre hånd og tjekker musklerne i begge lår.

Vi har ti minutter til at lade kanoen glide med strømmen, lade fingrene køle af i flodens vand og bare korrigere kursen lidt med padlerne. Det er en fantastisk oplevelse at sejle på en flod, der slynger sig gennem landskabet, og hvor sandstensklipperne rejser sig lodret på hver side. Natur af ypperste karat.

Men vi har også andet at tænke på – det næste strømfald. Jeg skal nu straks afsløre, at vi klarede alle strømfald på den videre færd til vores endestation ved en campingplads uden at vælte. Vi blev ganske vist kastet ind i en klippe med bunden af kanoen først et enkelt sted, men slap med skrækken.

Nå ja, et enkelt sted traf kaptajnen her så en forkert beslutning om retningen, som medførte, at vi sad uhjælpeligt fast i en mængde sten i den forkerte side af strømmen. Men så blev der også underholdning for de badende unger inde på bredden, der kunne følge os hoppe i floden og skubbe kanoen tilbage til sejlbart vand.

Efter et par timer kunne vi på rystende ben og med værkende arme hoppe ud og drikke en forfriskende øl på campingpladsen. Det var faktisk ret sjovt. Hele turen på denne flod kan gøres på en dag med 30 strømfald som udfordring. Men hvorfor overdrive...

Vi skal også en tur under jorden i Ardeche. Området her rummer nogle af Frankrigs mest berømte huler. Kæmpemæssige underjordiske katadraler, hvor underjordiske floder for millioner af år siden skar sig gennem den bløde sandsten og efterlod sig fuldstændig fantastiske scenarier.

Og hvor regnvandet siden er sivet gennem overfladejorden og har dryppet sig til de særeste former af stalagmitter og stalagtitter. Også gennem millioner af år.
Flere hulesystemer er åbne for besøgende, vi vælger det enorme system, L’Aven D’Orgnac – det ligger tæt på floden, hvor vi sejlede.

Hulerne har altså altid ligget her, og de lokale fra landsbyen Orgnac har altid vidst, at noget gemte sig under jorden, for der findes en naturlig adgang til hulesystemet – et hul i jorden, som falder 50 meter ned. Når man står nede i hulen og kigger op på hullet, er det med ærefrygt og lidt bæven. De lokale turde aldrig undersøge hullet nærmere, men kastede i ny og næ døde husdyr og affald ned. Det vidner bunken med knogler og andet under hullet om. Også dyr som bisoner skvattede herned. Det var først i 1935, at Robert de Joly og hans hold af huleforskere fik lov at starte udforskningen. De afslørede et system af huler, der strakte sig i mere end fire kilometers længde. I dag er hulesystemet inddelt i tre kategorier: 30.000 kvadratmeter, der er åbne for publikum, en afdeling, der kun er for huleforskere – og så en del, der er helt fredet.

Men de 30.000 kvadratmeter er rigeligt for turisten. Med en obligatorisk guide i spidsen starter vi rejsen stejlt ned i jorden. 50 meter nede kan vi nyde den første hule med hullet til det fri og de fantastiske stalagmitter og stalagtitter. Altsammen genialt belyst af projektører.

Vi går dybere ned, for en højdeskrækker er det lidt grænseoverskridende med disse stejle trapper, men skønheden og storheden over dette sejrer, og nu står vi 70 meter nede – i en kæmpe hule skåret ud af en underjordisk flod for seks millioner år siden – og stalagmitterne, der vælder ned fra loftet, har hængt der i 15.000 år.

Trapperne fører videre i dette Jules Verne-landskab og vi passerer de 100 meter. En ny hule med de særeste former for drypsten. Vi går dybere, og nu er vi nede i 120 meters dybde, det dybeste, turister må komme. Hulen her er fuldstændig intakt og står, som den gjorde, da den underjordiske flod tørrede ind.

Herfra skal vi op igen, og hvis man lige tænker på at traske de 120 meter op, så glem det. Her ved den sidste hule er bygget en elevator, der hejser turisterne op til overfladen igen. Der står ikke etager på de røde digital-tal i elevatoren, der står meter. Vi starter altså 120 meter nede og denne udsendte ånder lettet ud, da tallene siger nul meter, dørene går op og vi smutter ud i solskinnet.

Ud til de 1.000 broer i Ardeche, der fortæller om alt det strømmende vand, ud til de stedsegrønne egeskove med klipper i sære formationer, ud til de mange dufte, der strømmer fra krydderurterne på bjergsiderne, ud til middelalderbyerne, der klynger sig til bjergtoppene. Ardeche er ret genialt for den aktive turist, der tager på opdagelse fra de mange femstjernede campingpladser, der ligger langs floderne.

Og hvis man døjer med varmen i de varmeste sommermåneder, så har Ardeche på højsletten en trumf: Vi befinder os 1.000 meter over havet og temperaturen her er 10 grader lavere end ved kysten.