Tropestrand som taget ud af et postkort

Ferie på den tilbagelænede måde på Tulum-stranden – så længe det varer. Her frygter man ikke så meget den gamle maya-kalenders spådom om jordens mulige undergang, som de nye planer for turismen.

Rejseliv imported photo
Foto: Judith Betak

Den er lige, som man drømmer om.

Se også: Guide: Fem seværdigheder i Tulum

Med lysende turkistgrønt vand, fint hvidt sand, hvor vajende palmer kaster skygger, og med solstole og parasoller af palmeblade placeret hist og her. En tropestrand som taget ud af et postkort.
Og den synes at strække sig uendeligt foran de mange småhoteller på den mere end ti kilometer lange smukke Tulum-strand på Yucatán halvøens østkyst.

Men bag paradis-stemningen holder man vejret i Tulum. Ikke fordi 21. december nærmer sig – den dag, hvor mayaindianernes gamle kalender udløber, hvilket nogle tolker som jordens undergang – men over de planer, som myndighederne har for fremtidens turisme i Tulum.

For tre år siden blev der nemlig lanceret en idé om at bygge en international lufthavn ved Tulum, og hvad det i givet fald kan komme til at betyde for den lille fredelige solferie-destination, kan man bare kikke nordpå for at få svaret på.
Til Cancun, der har lufthavn, rækker af store internationale hoteller og et hektisk turistliv.

Og til Playa del Carmen, der ligger en lille times kørsel syd for Cancun-lufthavnen, og er vokset næsten lige så eksplosivt.
»Men sådan kommer det ikke til at gå her. Lufthavn eller ej, så er der ikke samme plads til udbygning, Vi er omgivet af fredede og beskyttede områder. Det arkæologiske mod nord, og naturparken, der har fået UNESCO-udnævnelse, mod syd. Og på den anden side af kystvejen er mangrover, og de er også fredet,« siger hoteldirektør Jose Antonio Fremont med håb i stemmen.

Regler har det jo med at blive gradbøjet i Mexico. Tulum-ruinen mod nord og formentlig også Sian Ka’an reservatet mod syd skal nok forblive uberørt. Men hvad med mangroverne på den anden side af vejen og hotellerne ned mod stranden?
Der er et par store »Se Vende«  – til salg – skilte sat op?

Jose Antonio Fremont har endnu en forhåbning: Arealerne langs kysten er opdelt i mange små lodder med mange forskellige ejere. Det vil være svært, meget svært, at få erhvervet et areal stort nok til at rumme et megahotel.

I dag er flere af de små hoteller tomme og forfaldne. Det er, fordi grunden har skiftet ejer, og der er opstået uenighed med forpagterne af grunden, som har bygget og driver hotellet, forklarer Jose Antonio Fremont.

Og så er der jo heldigvis også reglerne om, at man ikke må bygge højere end to etager.

Alle hotellerne langs Tulum-stranden, og der er mange, er lave, det største hotel har ikke over 50 værelser. Sådan skal det helst blive ved med at være, for så bevares den afslappede stemning, mener han.

»I hvert fald sker der ikke noget med den lufthavn de første tre-fem, måske flere år,« fastslår hoteldirektøren, som trods alt ser lyst på fremtiden.

Antallet af europæiske turister stiger nemlig, og de kan i modsætning til flertallet af amerikanerne, der foretrækker de store hoteller længere nordpå, lide den enkle, afslappede stil på Tulum-stranden og har ikke noget imod at betale forholdsvis mere for værelserne.

Første parket til Det Caribiske Hav
For enkelt eller ej, så koster det mere at drive hotel her, hvor der hverken ført vand eller elektricitet til området.
Flere hoteller har egen vandboring, men grundvandet så tæt på stranden er salt. Andre får forsyninger med tankvogn fra Tulum by. Og strøm må man selv sørge for med generatorer og solpaneler eller små vindmøller, som stikker hovedet op over palmekronerne. Chic eco – som et af hotellerne reklamerer med.

»Europæerne kan lide stemingen her, og så de kendte. Det er tit, jeg ser en kondiløber komme forbi ude på vejen en tidlig morgen og så tænker: Det ansigt har jeg da set før,« fortæller Jose Antonio Fremont.
Han er direktør på Hip Hotel, hvor jeg bor i det midterste værelse i et af de småhuse, hotellet består af. En palapas, som hytterne med palmebladstag kaldes, og det ligger i første parket til Det Caribiske Hav.

Hotellets navn er egentlig misvisende, for der er ikke spor af det, vi ellers forstår ved hipt, ved det.
Her er hverken designermøbler eller trendy indretning, men en total afslappet post-backpacker-stemning. Hytterne, nogle er i to etager, rummer i alt 34 værelser, og de er enkelt indrettet med det mest nødvendige: varmt vand i hanerne, en god seng og en vifte i loftet. Hvem har brug for aircondition med havbrisen gennem netdørene?

Dase med en god bog
Telefon på værelset? Glem det. Minibar, TV eller radio – glem det. Selv min mobil har mistet forbindelsen.
Her er dømt total afslapning, og de fleste terrasser foran værelserne har hængekøjer. Der er en restaurantbygning, og hvis man får abstinenser, gratis wifi i receptionsbygningen med en netforbindelse, der kommer og går. Og så ligger det hele i sanddriverne, som ommøbleres alt efter, hvor vinden blæser fra, med kun tyve meter til vandet.
Ligesom alle de andre hoteller i Tulum.

De første små overnatningssteder blev bygget ved standen for omkring 35 år siden. Det var de canadiske backpackere, der »fandt« paradiset og tilbragte vintermånederne her. Langsomt kom der flere hoteller til i samme type, og det er faktisk først i de senere år, at Tulum-turismen er rykket ud af den stil.
En del af hotellerne er nu indrettet sig med mere luksus på den afslappede måde, forstås. Og de første chice forretninger er også dukket op.

La Troupe indrettet i en container, man går ind for genbrug, sælger tre argentinske designeres tøj, mens sandaler, smykker og hatte er fremstillet af lokale mayaer, eller naboforretningen, Caravane Monteaecristo, der er åbnet i et telt med bl.a. varer i naturbomuld, samt den lille hvide butik med Josa-design. Josa er New-York designer og flyttede for tre år siden til Tulum og sælger nu sine florlette lange strandkjoler i print og den specielle tulum-afslappede stil og med verdens dybeste rygudskæring.

Imponerende Tulum-ruiner
Tulum indbyder først og fremmest til afslapning, dernæst seværdigheder.

Ganske vist er Chichén Itzá den største turistattraktion på Yucatán halvøen. Men her har man næsten lige så imponerende maya-ruiner i cykleafstand.

Trafikken på kystvejen er begrænset, og landsskabet er fladt som hele halvøen, der er hævet havbund og særdeles cykelegnet. Store vejbump holder ydermere bilernes hastighed nede. Der er skyggende palmer og grøn bevoksning på begge sider af vejen, og helt stille. For det er tidlig morgen målt i Tulum-tid, da jeg drager af sted på min lejede cykel.
Der åbnes for adgang til Tulum-ruinerne kl. 8.30, og vær der på det tidspunkt, så du kan se det i fred inden turistbusserne kommer, har jeg fået anbefalet.

Jeg må køre helt op til indgangen på cykel, og der ligger den så, resterne af den gamle havneby.
Tulum betyder mur på maya, og det navn gav arkæologerne bygningerne, der ligger helt ud til havet som et fyrtårn, der kunne lede handelsskibe gennem åbningen i revet, og ind til den bagvedliggende havneby.

Men dengang i 1200, da det hele blev bygget, hed byen Zama, daggry, og den var stadig beboet, da spanierne kom i 1518.
Jeg går alene omkring og passer på ikke at træde på de leguaner, der dovner på stierne i solen. Det er betagende, og historien om Zama eller Tulum fortælles på plancher rundt omkring i området.

Nutidens Tulum
Det modsatte af betagende er nutidens Tulum, der ligger tre en halv kilometer inde i landet.
Der er for nylig anlagt en cykelsti hele vejen, så det er en fornøjelse at køre dertil. Byen ser ud til at være groet op, hvor to veje krydser. Lidt efter tilfældighedens princip. Ucharmerende med grimme bygninger langs den nu fire-sporede Yucatan-nord-syd gennemfartsvej med hverdagsforretninger plus nogle souvenirbutikker, en håndfuld restauranter og et par hoteller.
Men kikker man ned i sidegaderne, kan man også finde den nye spirende turisme her, med pudsige caféer, eco-vegetariske og trendy.
 
Da jeg nu har cyklen for en dag, kører jeg, da jeg er tilbage på Tulum-strandvejen, forbi Hip Hotel og videre mod syd. Her ebber det lidt ud i hotellerne, og efter to-tre kilometer kommer jeg til indgangen til Reserva de la Biosfera Sian Ka’an. Vejen fortsætter gennem hele parken, som har fået UNESCO certifikat, i alt 110 kilometer, fortæller vagten.
Der er dog kun 42 kilometer til en lille fiskerby, men vejen er ikke cykelegnet, mener han, og jeg vender om. Det er også blevet ud på eftermiddagen.

I morgen er atter en dag. Jeg kan tage på udflugt til fiskerbyen. Jeg kan også tage en yoga-lektion. Der er flere steder, der reklamerer med det. Eller jeg kan besøge en cenote. Dem er der  flere af langs kystvejen.
Hele Yucatan-halvøen er kalksten, med et lille muldlag ovenpå. Der er ingen søer på halvøen, og alle floder er underjordiske og danner småsøer i deres forløb. Når overfladen bryder sammen over disse, har man en såkaldt cenote med det klareste rene ferskvand.

Det koster 30 pesos at få adgang til en svømmetur i Cenotes Tercer Cielo, har jeg undersøgt.
Jeg kan også forkæle mig selv med en behandling i Om Spa i nabohotellet, som har samme ejer som Hip Hotel. Eller prøve en ler behandling i Mayan Clay på den anden side af vejen. Leret skulle rense og gøre underværker for både hud, rynker og sjæl. Måske skulle jeg tage en krukke med hjem. 250 pesos – omkring 110 kr.
Eller jeg kan gå en tur og kikke på de nye forretninger.

Jeg kan også lade være og bare trisse fra min terrasse ned over det hvide sand og dovne med en god bog i en af de bedagede solstole under en palmeparasol.
Eller bare kikke ud over bølgerne, følge de frygtløse kite-surfere og se, hvordan vandets farve skifter mellem lysende blåt, strålende turkis og jadegrøn alt efter solen og skyernes skiften på himlen over Det Caribiske Hav.

Mayaerne og skæbnedagen
21. december slutter den gamle maya-kalender. Men går jorden så under, eller betyder det bare et vendepunkt og begyndelsen på en ny tidsalder?

»Nej, jorden går ikke under.«
Shamanen smiler mildt og måske lidt overbærende til mig. Han har tydeligvis fået spørgsmålet før, for 21. december 2012 er en skæbnedag. Den sidste dag i den gamle cirkelrunde mayakalender.
De mexicanske turistmyndigheder har grebet profetien og opfordrer: Kom og opleve maya-kulturen inden det er for sent!
Og nogle gamle mayaer er da også lidt skeptiske og hælder til, at det nok er slut den dag.
Men ikke shaman Freddy Rey. Han tror fast på, at datoen markerer ændringen til en ny – og bedre – tid. Og ændringen er allerede i gang.

»Se bare hvordan verdens økonomier vakler, og hvordan klimaet ændrer sig. Verden må væk fra overforbrug. Vi må stræbe efter andre værdier end de økonomiske,« siger han og mener, at vi vil bevæge os ind i en mere spirituel og åndelig periode, og at ændringen først og fremmets vil komme, når det enkelte menneske selv ændrer opfattelse af livets værdier.
Måske har han ret. Hvem ved.

Men sikkert er det, at mayaerne og deres kultur er kommet i fokus med 21. december 2012. Måske en tiltrængt opmærksomhed, for fortiden maya-kultur er her og der og alle vegne i form af storslåede ruiner på Yucatán-halvøen, mens nutidens maya-kultur er svær at få øje på ud over lidt håndværk i souvenir-butikkerne, som for eksempel broderier fra kvindernes traditionelle hvide kjoler.

Men når man i flere århundreder er blevet behandlet som andenrangs mennesker på grund af kultur og sprog, er det forståeligt, at man tager spansk/vestlig livsstil og sprog til sig. Måske vil opmærksomheden omkring 21. december skabe øget interesse fra turisterne for at opleve maya-hverdagslivet og -traditionerne og dermed skabe mere respekt om det.

For turister, men stemningsfuldt
Shaman Freddy, og især hans søn Gabriel, har slået sig på Maya-turisme. Familiens hjem i junglen lidt nordvest for Tulum by, er indrettet med traditionel svedehytte og ceremoniplads, og turisterne inviteres til en maya-renselses ceremoni i Dos Palmas  med efterfølgende afkølende dyp i familiens cenote samt spisning, hvor menuen er lavet over åben ild.

Det er for turister, ja. Men det er nu stemningsfuldt, da vi under fuldmånen står omkring indgangscirklen og blæser i hver vores konkylie mod hver verdenshjørne, og derefter går videre til det rygende alter for i den krasse urteduftende røg at få første rensning, inden vi kan kravle ind i den store runde svedehytte.

Vi får et lille stykke af et aloe-vera-palmeblad i hånden, og gnider saften fra dets vandede indre ud på huden. 100 pct. ren økologisk aloe vera. Brændende varme sten hales ind i og placeres i centrum. Døren lukkes, og i mørket sidder vi stille, mens shamanen med jævne mellemrum kaster vand tilsat urter på stenene og med messende stemme gennemfører de fire ritualer – og sveden hagler af os.
Det er sært og mærkeligt, men den lette hovedpine, jeg har haft hele dagen, er væk, da jeg efter 20 minutter kravler ud af hytten.
Info: dospalmas.info

Læs også: Afslappet øliv på mexicansk