Triatlon på tyrkisk

Skift liggestol og drinks ud med saddel og paddel. Så er du klar til en »tyrkisk triatlon« i Patara. Her kan du ride, sejle og svømme dig gennem en eventyrlig dag – og samtidig se landets længste sandstrand.

Ikadernes sang. En duft af timian. Vindens raslen i oliventræernes blade. Hestene bevæger sig sikkert ad den stenede sti, mens solen stiger, og morgenens kølighed afløses af tæt varme.

Næste side: Apollo-templet og mudderbad

Vi rider i tavshed. Forrest Sebahattin på sin mørkebrune hingst. Hans eget endnu mørkere hår hænger som en manke mod hans skuldre, og han sidder afslappet på hesten som en indianer.
Vi nærmer os et sumpet område med høje siv. Ved en lille sø stopper Sebahattin sin hest, og de andre heste, som han har udvalgt til os, følger dens eksempel. Hestene sænker hovederne og drikker. Sebahattin fremtryller et par flasker koldt kildevand fra sin saddeltaske, og vi drikker, mens han tænder en cigaret og med ét mere ligner en cowboy end en indianer.

»Det er det gamle Patara, lykiernes havneby. Det var en stor by. Se bare deres kornkammer,« siger Sebahattin og peger på resterne af en antik bygning. Her opbevarede indbyggerne i fortidens Patara deres forråd af korn, som skulle holde vinteren igennem.
Nu importerer landsbyen sit mel fra den anatolske højslette, og køleskabe og frysere har afløst fortidens opbevaringsrum. Derfor kan vi få koldt kildevand med på rideturen, hentet i Sebahattins grønmalede hus, hvor han bor omgivet af abrikostræer, som hans otte heste kan søge skygge under i dagens varmeste timer.

Morgen og aften bliver de sadlet og må villigt agere transportmiddel for turister som os, der har valgt at tage en feriedag med friluftsliv, ruiner og naturscenerier på programmet.
En familievenlig triatlon venter os: ridning, kanosejlads og svømning – alt sammen i området omkring den lykiske ruinby Patara, der ligger smukt placeret på den tyrkiske middelhavskyst, ikke langt fra charterdestinationer som Kas, Kalkan og Fethiye. De sitrende havnebyer med billige drinks, tætpakkede sandstrande og ditto diskoteker ligger kun omkring en times kørsel væk, men i stemning er der en verden til forskel.

I landsbyen Gelemis tæt på Pataras ruiner bor kun et par hundrede mennesker, og de fleste lever stadig af at dyrke oliven, abrikoser og auberginer i haverne omkring deres huse samt tomater og agurker i drivhusene bag bakkerne et par kilometer derfra.
Andre arbejder, som Sebahattin, i den langsomt voksende turist-industri. De udlejer værelser i deres huse, har åbnet små restauranter eller arrangerer ride- og kanoture. Eller de arbejder i den lille cafe på stranden bag ruinerne. Cafeen er den eneste bygning på den i alt 17 kilometer lange sandstrand, Tyrkiets længste.

Stranden er flere gange havnet i top ti på internationale lister over uspolerede og smukke strande. Den er beskyttet af strenge regler, fordi den er et af ganske få ynglesteder for den truede havskildpaddeart Caretta Caretta. Skildpadderne lægger deres æg i sandet, og når æggene klækkes, skal ungerne finde vej til havet uden at blive ledt på afveje af lys fra hoteller eller musik fra strandbarer og diskoteker. Så fra solnedgang til solopgang er stranden skildpaddernes, og der er adgang forbudt for turister, parasoller og badedyr. 
Men nu er solen for længst stået op, og mens den bevæger sig højere op på himlen, bevæger vi os på hesteryg mod stranden. Forbi ruinerne af det antikke Patara, som for en stor del ligger begravet i fint flyvesand, men langsomt graves frem af tyrkiske og udenlandske arkæologer, der bevæger sig rundt i området med gravkøer, skovle og teskeer som store børn i en gigantisk sandkasse.

»Teater,« siger Sebahattin og peger skråt frem til venstre.
Hans ordforråd på engelsk rækker akkurat til at forklare de mest basale ting om Pataras historie. Men han er tydeligvis bedre tilpas med at kommunikere lavmælt med sine heste, og vi nyder naturens lyde, mens vi i tankerne repeterer nogle af de fakta, vi har læst os til:
Patara var Lykiens vigtiste havne- og handelsby og fungerede som mødested for rådsmøderne i Det Lykiske Forbund. Det var en sammenslutning af byer, der blev dannet af det lykiske folk, som slog sig ned på kysten ca. 1400 f. Kr. I mange århundreder klarede lykierne sig som selvstændigt folk, indtil de ca. 43 f. Kr. blev indlemmet i Romerriget.
På den tid boede der omkring 20.000 mennesker i Patara, og den var en af Anatoliens vigtigste byer. Den fik fornemt besøg af kejsere og senatorer, og en af de største bygningsrester er da også en triumfbue opført i anledning af den romerske kejser Hadrian og hans kone Sabinas besøg i byen.

Få århundreder senere begyndte pirater at hærge kysten, og Patara blev angrebet gentagne gange. I løbet af middelalderen sandede havnen til, og Patara svandt ind til en lille provinsby omgivet af sumpområder fyldt med malariamyg.
Men de sidste årtier er Patara blevet et hit på natur-turister og arkæologers Tyrkiet-kort. Arkæologerne har fjernet tonsvis af sand fra teatrets velbevarede sæderækker, og for nylig har de også gravet et 12 meter højt tårn frem, som angiveligt er et af verdens ældste fyrtårne.
Det ser nu ikke ud til at gøre indtryk på Sebahattins heste, som roligt går videre gennem det tunge sand. På toppen af klitten møder os et overvældende syn: en gylden sandstrand strækker sig kilometervis til begge sider, og bag den glinser Middelhavet.

Næste side: Apollo-templet og mudderbad