At opleve »The Big Three« på én dag kræver dels, at man er rigtig rutineret på ski, at vejret er klart så man kan se noget som helst, samt at det ikke blæser så meget, at nogen af lifterne derop må lukke. Den midterste tinde, Palinkopf, er skiguiden Michael Zangerls favorit: »Bjergsiden ned derfra har smukke pister, som du kan kombinere på mange måder. Og er du tidligt herovre, er der rigelig plads til at lege, og sneen ligger frisk præpareret og venter,« fortæller han. Det er godt med krævende, sort skiløb, bl.a. Ischgls stejleste pist: Den hælder 70 grader, og det er så stejlt, at almindelige pistemaskiner ikke kan klamre sig fast.

De har specielt udstyr til at præparere den. Så er man ligesom advaret.Den yderste stjernetinde, Piz Val Gronda, ligger helt ude for enden af terrænet. Derfra ser man over på bjergformationen Gamspleis, som de indfødte kalder »Paraid Naira«. Det betyder Sortbjerget på egnens oldgamle sprog, retroromanisch. Måske fordi det er så stejlt, at sneen har svært ved at hænge fast.Herfra er der – hvis man er ifølge med en lokalkendt guide – himmelsk off piste-løb ned i Fimbadalen, eller Val Fenga, som den hedder på retroromanisch. Det er den dal, som de gamle indbyggere vandrede igennem for hundreder af år siden, når de skulle begrave deres døde i Engadin-området, hvor de stammede fra. Det var ikke til debat, for der var ingen kirke og indviet jord i Ischgl. Kirken fik de siden bygget. Man kan se den fra hovedgaden Dorfstrasse med sit smukke spir – og fra den dag slap man for de slæbsomme ligtog.