Tre naturskønne oplevelser i Oman

Hvad nabolande som Dubai og Abu Dhabi kan bryste sig af i form af skylines, dyre biler og ekstravagante shoppingcentre, har Oman i betagende landskabsscenarier og en gæstfri befolkning formet af århundreders historie som ivrig handelsnation.

Dalen, Wadi Bani Khalid. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Please have one more.«

Den gråskæggede mand rækker ivrigt blikskålen frem, som i løbet af den tid, det tager at tygge en tørret dadel, atter har passeret en runde blandt flokken af ældre herrer i hvide kjortler, der har søgt tilflugt i skyggen på torvet i bjergbyen Nizwa.

Imens min højre hånd nøje udvælger endnu en sød frugt fra skålen, balancerer den venstre med en lille kop af tin skænket til randen med sort kardemommekrydret kaffe.

Omaniernes gæstfrihed er ikke til at tage fejl af. Flere hundrede års fortid som aktiv handels- og søfartsnation med nærkontakt til andre kulturer i Afrika, Europa og Asien har sat sine tydelige spor i de lokales tilgang til besøgende udefra.

De lever af verden udenfor, omend i dag mest som turistdestination. Og turister kommer der flere af, i takt med, at flere søger andre oplevelser end dem, regionens gammelkendte turistlande Dubai og Abu Dhabi kan tilbyde. Med sine ørkenvidder, frodige oaser i de golde bjerge og hvide sandstrande har naturen en særlig tiltrækningskraft på besøgende i Oman.

Her er tre forslag til naturskønne attraktioner – der alle kan nås med afsæt i et ophold i hovedstaden Muscat.

1. En kølig dukkert i bjergene

Jabel Shams ligger omkring 220 km fra Muscat og 80 km fra Nizwa. Kun firhjulstrækkere kan køre i terrænet, og det anbefales at booke en bil med chauffør, der kender terrænet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nina Faurby.

Fødderne tripper let hen over de solvarme klippesten i middagsheden. Ved kanten længere fremme synes klippevæggen at fortsætte lodret ned, i hvert fald så langt det er muligt at skimte igennem det turkise vand, der løber som en bred flod imellem de golde klippevægge.

Her har det flere tusinde år skåret sig ned gennem klipperne oppe fra bjergene og ned i dalen Wadi Bani Khalid, der er den største af sin slags i Oman.

Som en af de få wadier i Oman løber der hele tiden nyt køligt vand igennem dalen, og stedet er derfor et af de mest attraktive udflugtsmål for både lokale og turister på varme dage, som der er mange af på disse kanter.

Forfriskende er det at lade sit korpus synke ned i ferskvandet og blikket vandre fra den ene klippe til den anden udsmykket i mønstre og former, som kun vejr og vind kan kreere igennem tiden.

Hist og her knejser høje palmetræer, der takket være den konstante vandtilførsel er i stand til at trodse det ubarmhjertige bjerglandskab og bidrage til denne frodige oase midt i noget nær ingenting.

Det har flere gange været på tale at privatisere wadien, men indtil videre er den lagt i naturens egne hænder, og der er fri adgang for alle hele døgnet. Lidt kommercielt har der dog sneget sig ind i form af en udendørs café, hvor man kan nyde lidt ris og grillet lammekød med næsen vendt mod vandet.

Blandt de smukkeste wadier i Oman er Wadi Bani Khalid og den nærliggende Wadi Shab. Sidstnævnte er det kun muligt at besøge til fods og kun efter en kort tur med båd.

Herefter venter godt en times smuk vandring langs de høje klippevægge, indtil man når til en række små søer af vand fra bjergene og en stor og næsten eventyrlig grotte, som det kun er muligt at besøge ved at svømme – og ved højvande dykke – igennem en smal sprække i klippevæggen.

Fra et hul i klippen kaster lys sig ind foroven og oplyser denne naturlige indendørs swimmingpool.

Sørg for at besøge wadierne i hverdagene, da de er populære udflugtsmål for de lokale i weekenderne – særligt de wadier, hvor det er tilladt at bade.

2. Bjergvandring ad beduinruter

Al Hajar-bjergkæden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris.

En frygtløs ged hopper fra det ene plateau af klippesten til det næste – øjensynligt uden at bekymre sig synderligt om kanten, der er faretruende tæt på.

Herfra kan man kigge ned i den gigantiske kløft, der folder sig ud med en dybde på omkring en kilometer. Jabel Shams – på dansk »solens bjerg« – er med sine 3.009 meter Omans højeste og ligger på den vestlige side af Al Hajar-bjergkæden.

Det er dog ikke så meget bjergtoppen, der har gjort bjerget kendt, som dette syn over dalen Wadi Ghul, som i folkemunde også kaldes for Grand Canyon of Arabia. Ligesom sin amerikanske navnesøster er stedet et fascinerende sceneri af dybder, og øjet fanges hele tiden af nye former og farvenuancer på bjergene, der omkranser kløften.

Området omkring Jabel Shams er et attraktivt rejsemål for vandrelystne, der ønsker at opleve landskabet på helt tæt hold. Mange ruter følger gamle stier, som fortidens beduiner fulgte til fods eller på kamelryg i karavaner fra sted til sted. En af de korte og lettest fremkommelige ture er Balcony Walk, en fire timers vandretur langs bjergsiden godt 100 meter nede ad skåningen.

På ruten passerer man blandt andet en forladt landsby og træplantager, der stædigt vokser frem på den stejle skråning.

For de mere eventyrlystne og klatrevante findes andre ruter, for eksempel fra landsbyen Al Hawb til toppen af Jebel Shams. Det tager op til 12 timer at nå toppen, så overnatning i telt på vejen er nødvendig.

Der findes flere udmærkede overnatningssteder på Jabel Shams. Et af dem er Jabel Shams Base Camp, der er det højestplacerede resort beliggende i 1.800 meters højde. Her kan man sove i en bungalow af sten eller i en moderne udgave af et beduintelt (de har alle wc, bad og AC) til udsigten af de omkringliggende bjerge.

3. Skildpaddereservater

Ras al Jinz Scientific & Research Centre, Ras al Hadd, ligger i udkanten af byen Sur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nina Faurby.

Det er tidlig daggry, og i morgenmørket skimtes det tunge fortidsdyr, der slæber sig langsomt henover sandet med kurs tilbage mod havet, hvor det kom fra tidligere på natten.

I ly af mørket har kæmpeskildpadden de sidste mange timer gravet sig et stort hul i sandet, lagt sine æg og nænsomt dækket dem til med sandlag ved hjælp af sine massive bagluffer.

Her skal de ligge i tre-fire måneder, indtil de forvandles til bittesmå skildpaddeunger, der vil myldre frem og forlade deres skjulested på stranden til fordel for det store åbne hav.

Stranden Ras al Jinz er et af de største ynglesteder ved det Indiske Ocean for skildpadder af arten Green Turtles. Hvert år valfarter omkring 30.000 skildpadder hertil for at lægge æg, flest i sommersæsonen fra juni til september.

For at beskytte skildpadderne er området lavet til et naturreservat, og det er kun muligt at besøge skildpadderne på guidede ture. De foregår om aftenen omkring kl. 22 og igen kl. 4 om morgenen. For skildpaddernes bedste er der begrænsede pladser på turene, så husk at booke billet i god tid.

På reservatet kan man for 75 rials (ca. 1.300 danske kroner) få guidede skildpaddeture, overnatning på hotelværelse, adgang til skildpaddemuseet og morgenmad næste dag. Er der ikke plads på reservatet, kan man overnatte på det nærliggende Turtle Beach resort, hvorfra der kører bus til og fra skildpaddereservatet.