Tre generationer i Thailand

Det er populært som aldrig før at fejre store begivenheder som sølvbryllupper og runde fødselsdage ved at invitere familien ud at rejse.

Elefanten klatrer naturstridigt op ad flodlejets stejle klipper, så den et øjeblik står i en næsten lodret vinkel. På ryggen af den sidder Gustav på otte år og hans højgravide tante på en lille metalbænk og klamrer sig til hinanden for ikke at falde ned. Nogle steder er der over ti meter fra elefantens ryg ned til klippegrunden, og turen føles lidt som at være med i et halsbrækkende cirkusnummer uden at have øvet hjemmefra.

Se også: Undgå konflikter på familieferien

Men elefantguiden slentrer roligt ved siden af og ser ud som om, alt er i den skønneste orden, så vi prøver at glemme højdeskrækken og i stedet fokusere på elefantens gyngende, lyserøde ører og kradse nakkehår, som kilder vores bare tæer. Junglen dufter sødt og genlyder af fuglekald og fremmede lyde. Længere fremme vipper Gustavs mormor og morfar ind og ud af syne på deres egen elefant og bag os et sted sidder resten af storfamilien parvis på elefanter og hviner, som var de i rutschebanen. Vi er tre generationer på elefanttrek; tre generationer på ferie sammen i Thailand.

De sidste års friværdi-rush har startet en ny rejsetrend. Det er populært som aldrig før at fejre store begivenheder som sølvbryllupper og runde fødselsdage ved at invitere familien ud at rejse. En storfamilierejse koster stort set det samme som at holde fest, og i disse travle tider vurderer mange, at man får mere ud af to ugers samvær med de nærmeste end en enkelt aften med hele bekendtskabskredsen.

Tre generationer
Men hvordan rejser man tre generationer sammen, så alle får noget ud af det? I vores tilfælde består storfamilien både af sølvbryllupsparret, som er seniorer men meget friske og aktive, børnefamilien med to voksne og tre børn under tolv, som mest er vant til solferier ved poolen, og så det meget berejste par, der venter deres første barn.

Det er en udfordring at rejse sammen, når man er så forskellig. Men hvis man finder den rigtige destination, er man godt på vej. Vi bestemte os for Khao Lak i Thailand, et rejsemål, der på skønneste vis forenede vores forskellige ønsker til rejsen: Der var varmt, vi kunne bo på et resort med pool til børnene og det var stadig forholdsvis eksotisk med muligheder for masser af spændende udflugter. Oven i købet til en overkommelig pris.

Mødet med Thailand
I det tidlige forår drager vi af sted, spændte og forventningsfulde, både over at skulle opleve Thailand og over at være sammen i fjorten dage på en helt anden måde, end vi er vant til. Det første møde med Thailand lover godt. Phuket lufthavn er varm og solrig og fuld af smilende thai’er, der ryger i skyggen af gummitræer og griner venligt til os. Vores vinterstressede kroppe slapper øjeblikkeligt af.

Halvanden times kørsel nord for Phuket når vi den lille, afslappede ferieby Khao Lak, som ligger klemt inde mellem tæt  jungle til den ene side og havet til den anden. Byen virker som om, den vokser ud af junglen. Ligegyldigt hvor man står i byen, kan man se de regnskovsklædte bakker lige over sig og samtidig høre havet, så selv om Khao Lak er et populært rejsemål, virker byen udpræget eksotisk.

Vi indlogerer os på det uventet luksuriøse Khao Lak Sea View Resort i tre store værelser ved siden af hinanden. Tæt men alligevel med mulighed for trække os tilbage fra storfællesskabet, hvis vi skulle få brug for det. Børnene er ellevilde for at afprøve den enorme pool, der har både udendørs spa, vandrutschebane og en imponerende samling elefantskulpturer som udsmykning. Efter et halvt døgns rejse er de voksne helt med på den plan.

Fortsættes på næste side