Toscana fra en bakketop

Hvis man drejer uden om Toscanas turistfyldte storbyer, opdager man et landskab med bakker, vinmarker og landsbyer, der stadig står som i renæssancen. Tag med til Val D’orcia og oplev det »rigtige« Toscana.

Landskabet i Val D’orcia området. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marine Gastineau
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I hårnålenesvingene op mod Pienza er lejebilens motor presset til det yderste. Det går op for en, hvorfor man i middelalderen placerede borgen på toppen af bakken. Pienza har været svært indtagelig.

Da bilen når toppen og passerer byens tykke stenmure, forstår man, at Pienzas indbyggere har haft noget vigtigt at beskytte. Ud over den smukke udsigt fra byens mure, der er hævet 500 meter over dalens bakkelandskab, gemmer byen på en særlig kulturarv.

Siden pave Pius 2. i midten af 1400-tallet ombyggede sin fødeby fra en falleret borg til det, der blev kendt som renæssancens ideelle bykonstruktion, har Pienza været et yndet rejsemål. Pavepaladset, domkirken og haveanlæggene står stadig som i renæssancen.

Den velbevarede by blev i 1996 optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv, og otte år senere blev hele området Val D’orcia også tildelt æren.

Man skal ikke tage hertil for at opleve storbyferie med menneskehorder og masser af caféer og butikker. Det, der er her, er bløde bjerge, olivenlunde og vinmarker – og landsbyer, der fra hver sin bakketop binder landskabet sammen.

Motiverne af kornmarker i tågede horisonter og middelalderlige stenbyer blandt cyprestræer på bakketoppene er gengivet på tusindvis af postkort og renæssancemalerier. Området har endda lagt landskab til store film som Gladiator, Den engelske patient og En skærsommernats drøm.

De charmerende landsbyer

Val D’orcia strækker sig omkring 80 km fra Siena i nord til den store vulkan Amiata i syd. Et godt udgangspunkt for at opleve Val D’orcia er området omkring de tre bakkebyer Pienza, Montepulciano og Montalcino.

Byerne ligger en kort køretur fra hinanden i det centrale Val D’orcia, og herfra kan man nemt tage en eller flere afstikkere til andre steder i regionen.

Trods de pavelige ambitioner har Pienza aldrig vokset sig større end den hyggelige lille landsby, der i dag omkranser det centrale torvs historiske bygninger. Lokale delikatessebutikker, frokostrestauranter og isboder har indtaget stueetagerne i mange af renæssancebygningerne, og på altanerne ovenfor hænger der vasketøj og står potteplanter.

Udsigten over Val D’orcia fra byens mure er uovertruffen, og bør nydes med en hjemmelavet, økologisk is fra Gelateria Toscana på Piazza Dante Alighieri.

De to øvrige landsbyer, Montepulciano og Montalcino, er ikke blot to charmerede bakkebyer. De er også kraftcentre inden for vindyrkning i Toscana. Montepulcianos Nobile-vin og Montalcinos Brunello-vin kommer af den samme druesort som den populære chianti, der dyrkes nord for Siena, og kan bl.a. smages og købes i mange af de små vin- og delikatesseforretninger i den hyggelige landsby Montalcino.

Vin og middelalderarkitektur

Montepulciano er områdets største by og ikke kun synonym med vin; byen står også som et friluftsmuseum for middelalderarkitektur og historisk charme. Den ligger højt på en bakketop, og de stejle gader fletter sig sammen i flere niveauer.

Der er ikke langt mellem vinbarerne, og på Piazza di San Francesco ligger la Locanda, hvor man kan nyde de bedste af de lokale vine på terrassen med udsigt til byens liv på den ene side og landskabet langt nede til den anden. Har man behov for en uspoleret udsigt, kan man klatre trinene til toppen af rådhustårnet midt i byen.

Val D’orcia er ikke kun landsbyer. En køretur i efterårslandskabet mellem bakkebyerne er en oplevelse i sig selv, og når man triller forbi de store gårde og de gyldentbrune, pløjede marker, skal man gøre sig umage for at holde blikket på vejen i det kuperede terræns mange sving. Af samme årsag er der anlagt adskillige udkigspunkter langs landevejene, hvor man kan holde ind til siden og nyde udsigten.

Vil man have en længere pause fra rattet, kan man passende tage den ved en af de mange restauranter, der ligger ude i landskabet.

For eksempel på den hippe, men afslappede Restaurant Dopolavoro La Foce. Restauranten blev bygget for få år siden i de gamle arbejderbarakker tilhørende den nærliggende herregård La Foce.

På terrassen serveres lokale, toscanske retter i moderne udgaver tilberedt af grøntsager og olivenolie fra herregårdens have. Og selv om mozzarella og tomat måske lyder lidt uoriginalt, kommer den her i en særlig udgave, ligesom den egnstypiske, rustikke pici-pasta er delikat.

Når tiden går i stå

Foto: Iris.

Modsat de velbesøgte storbyer Firenze, Pisa og Siena er bakkebyerne i Val D’orcia ikke mål for masseturisme og har ikke mange hoteller. Spredt ud over landskabet ligger derimod den ene Agriturismo efter den anden, hvor man kan bo på gamle toscanske gårde midt i bakkelandskabet.

I højsæsonen skal man sørge for at bestille i god tid, men om efteråret og vinteren er der få besøgende på disse kanter og dermed mulighed for at checke ind på f.eks. Agriturismo Cacciamici, der ligger på en bakke for enden af en kilometerlang grusvej uden for Pienza.

Agriturismo Cacciamici er en restaureret gård, der er flere hundrede år gammel. Familien bor selv på en gård lige i nærheden, som den lejer af Vatikanstaten, og som efter sigende går tilbage til Pave Pius IIs tid.

Agriturismo Cacciamicis lejligheder er i klassisk toscansk stil med et åbent ildsted, klinker på gulvene og bjælker i loftet.

Det er uhøjtidelig luksus, sådan et sted, hvor man kan lade tiden stå stille i dagevis og bare nyde stilheden og panorama-udsigten til det bakkede landskab.

Tre oplevelser i Val D’orcia

Varme kilder

Val D’orcia har hverken store floder eller kyster, men under jorden løber utallige varme kilder, som man kan bade i. Ved Bagno Vigoni ved S. Quirico d’Orica kan man bade i de livsgivende kilder, som man har gjort det siden romersk tid.

Klosterbesøg

Val D’orcia er fyldt med klostre fra den tidlige middelalder. Besøg f.eks. beniktinerklostret Monte Oliveto Maggiore mellem Pienza og Siena, hvor man om morgen og aftenen kan høre munkene synge deres gregorianske hymner.

Vingårde

I Val D’orcia er der masser af vingårde, hvor man kan smage de lokale vine. Prøv fx Poggio Antico ved Montalcino og Avignonesi ved Montepulciano.