To sider af samme safari

Berlingske Tidendes Jens Rebensdorff har været på safari for første gang. Læs her hans meget personlige beretninger, om de to vidt forskellige oplevelser, der kom ud af rejsen til Kenya.

Det er umuligt at abstrahere fra informationssamfundets tæppebombning af mig med afrikanske dyr med menneskelige egenskaber og kendte skuespillerstemmer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Myldretid på Kenyas savanne. Vi står som sild i en tønde i minibusser med taget flået af, så alle har første parket.

Læs også: Karen Blixen Camp i Kenya

Der er kø ved dyrene. Vi fotograferer alt, hvad der har pels, fjer, skæl eller horn. Sjakaler, elefanter, giraffer, bøfler, varaner, gribbe, marabustorke, gøglerørne, zebraer.

Lyder som navne på legetøjsdyr. Vi har set dem allesammen før. I zoologiske haver og på tv med sublime dyrefotografers linser oppe i numsen, i reden eller påført som halsbånd. Helt helt tæt på. Vi ved, hvilken farve øjne en hanbavian har, men ikke en ræv.

Vi ser på dyrene og krydser af på den udleverede liste: Plettet hyæne. Tjek. Girafgazelle. Tjek. Nuets kraft degraderet til tipskupon. Og har man krydset The Big Five (bøffel, løve, leopard, elefant, næsehorn) af på listen, runger Afrikas sorte stemme ud over savannen: BINGO!

At være på safari er ligesom at være i New York første gang. Man har været der før, synes man. Men det har man ikke. Scenarierne er fiktive. Mytologiske. På en sær måde en genudsendelse, der aldrig er blevet sendt før. Og hvis skyld er det, at man ikke kan give sig ordentligt hen?

Det er samfundets skyld. Informationssamfundets. Den psykologiske kulturimperialismes skyld. Jeg har fået tyvstjålet mine egne billeder i hovedet. Filmagere. Børnebogsforfattere. Kipling. Formidlingsliderlige mediebiologers skyld. Poul Thomsen. Dr. Lieberkind. Attenborough. Disneys skyld. Det her er »Plet går tur – the African edition«.

Mens jeg ser ud fra minibussens trygge kabine, er jeg på besøg i min egen fantasi. Det er turisterne i de otte andre minibusser, der holder stille for at se en leopard sove på en træstup, også. Om en uge skal det i øvrigt vise sig, at vi aldrig fik rørt eller betrådt savannen. Kun kørt rundt på den.

Det er umuligt at abstrahere fra informationssamfundets tæppebombning af mig med afrikanske dyr med menneskelige egenskaber og kendte skuespillerstemmer. Timon, Dumbo, Simba, Bagheera, Pumba, Baloo, Riki Tiki Tavi. Ove Sprogø. Preben Uglebjerg. Carl Ottosen. Peter Belli. Lone Kellermann.

Alle dyr med civilicerede talenter for at arve troner, blive forelskede, smæde rænker og give kloge råd som vismænd. Ikke noget med at æde sig eget afkom. Skide over det hele. Skambide hunnen. Dræbe for sjov. Det gør løver, når der er bytte nok.

Selv de afrikanske ord har Disney berøvet lyden af originalitet
Vortesvinet under busken er en tegnefilmmaskot, lige meget hvor meget guiden fortæller om svinet som trofæ for jægere på grund af de lange hjørnetænder og som føde for lokalbefolkningen uden for nationalparkerne.

Løverne med deres blodrøde hoveder begravet i bugen på en elefantunge – »babyelefant« siger nogle af de knipsende safari-turister og viser uden at vide det, at de har menneskelig- og bamse-gjort »dræbermaskinen« – løverne er ikke dræbermaskiner.

De er virtuelle drive in-udgaver af symboler med musik af Elton John og deres billede på popcornbeholderen. I linsens zoom er løverne Mufasa og Scar og løvebarnet er Simba, der skal arve tronen en dag.

Gribbene sidder højt i et træ. De venter på nye ådsler i den halvandet år lange tørkeperiode. De har som mange ådselsædere ingen fjer på hovedet, fordi de skal kunne vaske sig nemt efter at have haft bylden inde i tarmene på et ådsel. Men inde i vores billedmættede hoveder er gribbene Junglebogens sjove fætre, der keder sig helt vildt og siger: »Hvad skal vi lave?«.

»Det ved jeg ikke. Hvad synes du?«. De dødsensfarlige flodheste, der snildt kan bide et menneske midt over, hvis man kommer mellem dem og deres vandhul, bryder ud i sang, når vi kører fordi. De priser savannens mangfoldighed og deres tætte venskaber med resten af bushens dyr. Eller er det igen filmstrimlen i mit hovede?

Hyænen, vi i projektørlysets skær ser om aftenen i The Ark Game Lodge i Aberdares National Park, er ikke et rovdyr, hvor hunnen har falske mandlige kønsorganer, og hvor nyfødte tæver i kuldet forsøger at dræbe hinanden for at overtage deres mors plads. Nej, hyænen er en drillepind, der laver ballade.

Hjemme på Samburu Serena Lodge, siger vi »jambo« og »hakuna matata« på swahili. Selv de afrikanske ord har Disney berøvet lyden af originalitet. Det lyder som ord fra et sound track eller en film-trailer. Ikke som swahili for »hello« og »no problem«.

Næste: Leoparder fodres af lokalbefolkningen