Til toppen af Fuji – den opstående sols rige

Japans højeste punkt, Fujibjerget, er både ikonisk og let at komme til fra Tokyo. En tur til toppen er en unik chance for at se Japan fra en helt anden vinkel og samtidig være en del af noget meget japansk.

1. Fuji in clouds - photo by hoge asdf Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rundt om på det lille, flade stykke lavajord, lige uden for den slidte træhytte, samles vi i vores små grupper. Jakker og tasker spændes og tjekkes en ekstra gang, vi prøver at banke varme ind i kroppen, små-jogger på stedet og strækker for at komme af med noget af stivheden.

Pandelamper tændes, testes, justeres og omdanner de små grupper til flakkende, menneskelige diskokugler. Lyskeglerne farer rundt og vendes så næsten uundgåeligt opad mod det, der venter.

Klokken 01.30 sætter vi langsomt i gang til lyden af ’ganbatte’-råb over og under os – et udtryk, der er lige så uoversætteligt for japanerne, som ’hygge’ er for danskere. ’Kæmp!’, ’Gør dit bedste!’ og ’Held og lykke’ er blot tre mulige fortolkninger. Et udtryks-kinderæg, der føles på sin plads.

Langsomt bevæger vi os ind på den smalle sti, som i zigzag fører videre op ad Fuji-bjerget.

En time senere virker det, som om vi dårligt er kommet videre. Den menneskelige lysslange af pandelamper danser over os og forsvinder i disen.

Stien er omkring en meter bred, og på den står vi i god ro og orden sammen med over 1000 andre mennesker. For første gang rumsterer tvivlen om, hvorvidt vi kan nå vores mål – kraterranden, på vulkanbjerget Fuji, Japans højeste punkt, hvorfra vi skal se solen stå op over den opstående sols rige – i tide.

Godt 16 timer tidligere gjorde vores miniudgave af FN klar til afgang fra en bus uden for Shinjuku Station i Tokyo. Shinjuku er verdens travleste togstation, og hver dag passerer mellem 2,5 mio. og 3,5 mio. mennesker gennem billetlugerne. Til sammenligning ser Danmarks travleste station, Nørreport, lige under 60.000 om dagen.

På bussens 50 sæder sidder repræsentanter for 12 nationer. Et bredt udsnit af de udenlandske turister og i Japan boende ’expats’, der udgør cirka en tredjedel af dem, der tager turen til toppen af Fuji.

Det fremgår ikke af vores billetter, men vi er på vej mod noget meget, meget japansk.

Fujibjerget - en levende organisme

Selv om der ikke er tale om en decideret pilgrimsfærd, så siger et velkendt ordsprog i Japan, at en vis mand bestiger Fuji én gang i sit liv. Samme ordsprog siger også, at kun en tåbe gør det to gange. Bjergets ikoniske, flade, sneklædte tinde har en speciel plads i japansk kultur og kunst. Det troner for eksempel i baggrunden af det vel nok mest berømte japanske kunstværk, Hokusais træsnit ’Kanagawa-oki nami ura’ (’Den store bølge ud for Kanagawa’) fra omkring 1830. I baggrunden af tsunamibølgen, som truer med at sluge fiskebådene, anes Fuji.

Bjerget spiller også en central rolle i mange passager af ’Manyoshu’, Japans tidligste digtantologi fra det 8. århundrede.

Ifølge Japans shinto-religion er bjerget en levende organisme. Det har sin egen sjæl og er hjemsted for en lang række ’kami’ eller ånder – som kan mistænkes for at være noget sadistiske.

Sådan føles det i hvert fald efter de første tre timers gang op ad bjerget fra vores startpunkt i 2.300 meters højde.

1. Fuji in clouds - photo by hoge asdf Fold sammen
Læs mere

Japans sommertemperaturer og luftfugtighed betyder, at det første stykke foregår i klæbrig sommervarme langs en bred sti, der lige så langsomt begynder at gå over i karakteristiske u-sving. Under os flyder grønne bjergsider ned mod de fem søer, der ligger som små perlespejle langs Fujis nordlige side og glimter i solen. I horisonten bag dem rejser andre bjerge sig. De fleste af dem er halvvejs dækket af skyer. Der er tid til at tage billeder undervejs, og pauserne er en kærkommen lejlighed til at lære de andre bjergbestigere bedre at kende. Et par fra Singapore er på bryllupsrejse, en fyr fra Hongkong er ude at rejse for første gang, og tre teenagere fra Beijing har en forkærlighed for selfies. De har en app på deres telefoner, som yderst præcist viser højde, temperatur, vindhastighed og en hel masse andet, som de er meget optagede af.

Tempoet til toppen styres af vores guide, en nepaleser ved navn Shintsu. Bagtroppen holdes der styr på af vores anden guide, Shiro.

Ellers fortsætter vi turen mod toppen sammen med de bogstaveligt talt tusinder af andre mennesker, der også er på vej mod toppen.

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/new-mexicos-vilde-vesten

Flere måder at bestige Fujibjerget på

Fuji-bjerget kan bestiges i sommermånederne, og i snit bevæger mellem 2.500 og 3.000 mennesker sig mod toppen hver eneste dag i de cirka tre måneder, der er åbent. Det bliver til omkring 200.000 mennesker per sæson.

Nogle vælger som os at tage med på en organiseret tur med guide og overnatning samt to måltider i en bjerghytte, mens andre vælger det såkaldte ’bullet-climbing’, hvor de starter relativt sent på eftermiddagen og klatrer hele vejen op om natten uden at stoppe.

På vej op møder vi en gruppe spejdere, flere familier med deres små børn på ryggen og en gruppe shinto-munke, der vil bede ved templet på toppen. Men mest af alt møder vi japanske pensionister, der, alene eller i små grupper, langsomt traver mod toppen, mens de snakker og ler.

Den japanske folkesjæl kan beskrives som candyfloss viklet rundt om en stål-barre. Der er en vilje i japanerne, som kommer til udtryk i eksempelvis det uoversættelige ’ganbatte’, et udtryk, der også handler om at blive ved, lige meget hvad. Et godt eksempel på det ser vi på bjerget, hvor en familiegruppe i tre generationer arbejder sammen om at fragte en bedstemor i kørestol op trin for trin, plateau efter plateau. Om de er på vej helt til tops er ikke til at vide, men vi møder dem, efter vi har klatret i godt tre timer.

Først på aftenen når vi til vores bjerghytte, hvor vi skal spise aftensmad og sove nogle timer, inden turen går mod toppen.

Der bliver dækket op om et langbord, og der er en traditionel blanding af ris og fisk på menuen.

Efter maden er der god tid til at strække ud og tage billeder, netop som solen langsomt går ned. Ude i horisonten trækker skyerne sig sammen, og som solen forsvinder, begynder det at lyne fra flere af dem. Tordenskyerne kommer nærmere, uden nogensinde at nå os, og vi har en unik chance for at være i øjenhøjde med et tordenvejr, mens lynene farer frem og tilbage mellem skyerne og mod jorden.

Mens lysshowet fortsætter, begynder et væld af stjerner at dukke op på nattehimlen, og gadelysene tænder i byerne for foden af Fuji. Alt i alt er det til tider svært at se, hvor stjernerne stopper, og byerne begynder.

Vi trækker indenfor, og gør klar til overnatningen i barakkøjer, hvor vi ligger skulder ved skulder, fem mand bred i over- og underkøjer. Overnatter er måske så meget sagt. En af køjemakkerne er en venlig, 45-årig egyptisk softwareingeniør, der er bosat i Canada. Vi har set billeder af familien, snakket om Egypten, Canada, hans indtryk af Japan og en hel masse andet i løbet af turen, men det faktum, at han er en umådelig flink mand med stor viden og en glimrende humoristisk sans, overskygges desværre hurtigt af det faktum, at han snorker som et utunet, arytmisk tågehorn.

Ro er der derfor ikke meget af, inden vi igen står på stien mod toppen klokken 01.30 med en forventet solopgang klokken 4.30.

Turen til toppen viser sig heldigvis at være mindre thriller-agtig, end det kunne frygtes. Et tryk på ’fast forward’ og vi går under den røde Toori-port, der agerer indgangen til toppen, med en halv time til solen begynder at stå op. Det første, vi lægger mærke til, er, at selv her på toppen af Fuji findes et par af de dåseautomater, der er at finde alle steder i Japan.

Vi begyndte i 25 graders varme, men her på toppen er der omkring 0 grader, og med ’wind chill’ er vi nok nærmere omkring minus 5 eller minus 10. Sammen med de godt 2.500 mennesker, som denne dag er kravlet op til toppen, venter vi i lettere anspændthed på, hvad solen vil bringe.

Det første hint er en tynd, dybrød streg på tværs af horisonten, der langsomt vokser.

Solopgang set fra Fuji. Foto: Ludovic Lubeigt Fold sammen
Læs mere

Den trækker flere nuancer af orange og senere gul med sig i et tyndt bånd, som afslører små detaljer af det, der ligger under os. Bjerge står som sorte, savtakkede tænder rundt om en dal fuld af grå skyer, der langsomt skifter til hvidere nuancer, som var de ved at gå igennem deres garderobe for at finde dagens perfekte outfit, efterhånden som solens stråler tager til i kraft.

Solen begynder at tage form og kickstarter en bølge af selfies for folk i alle aldre, komplementeret af billeder af solopgangen og landskabet ad libitum.

Læs også: http://www.b.dk/rejseliv/hvaljagt-i-san-francisco

Stof til eftertanke

Selv om den deles med 2.500 andre mennesker, så er der en dyb, zenagtig ro over store dele af oplevelsen. Måske gør det turen ekstra japansk. Det er nærmest umuligt at finde et sted i store dele af dette land, hvor der er mennesketomt. Derfor deles stort set alle oplevelser på en eller anden måde med andre, og hvis du vil finde ro, så må den komme indefra og kunne klare et virvar af menneskemylder.

Japan er som land og folk – på godt og ondt – i langt højere grad defineret af ’vi’ i forhold til det ’jeg’, der dominerer store dele af den vestlige verden. Harmoni, ro og hensyn til sine omgivelser er ikke bare værdsat i Japan – det er en nødvendighed, hvis man lever i et land, der mange steder er defineret af pladsmangel.

Når det er sagt, så er dele af oplevelsen også dybt personlig. En fysisk udfoldelse som at bestige Fuji kan lære dig noget om dig selv – eller minde dig om noget.

Der er noget at tænke meditativt over, inden en meget mere konkret del af det at være menneske tager over. Her er koldt. Rigtig koldt.

Efter en god time til halvanden på toppen bevæger vi os nedad på en anden sti end den, vi kom op ad. Først ned til hytten, hvor vi overnattede til en omgang traditionel japansk morgenmad – misosuppe, ris og fisk med grøntsager.

Derefter fortsætter vi vores fire timer langsomme gang nedad i knirkende, støvet vulkansk grus.

Heldigvis venter der en særlig japansk godbid for enden. Efter at have sundet os ved vores udgangspunkt tager vi en tur til et onsen – et traditionelt japansk bad med varme kilder.

Det traditionelle og det moderne Japan mødes her – med det gamle, sagnomspundne Fuj-bjerg i baggrunden og hurtigtoget Shinkanse, der krydser Japan med op til 320 km/t i forgrunden. Foto: Tansaisuketti Fold sammen
Læs mere

Da vi efter en god time i det varme vand kommer ud, er det til klar sol med en følelse af dyb ro, der kommer, efter vi har præsteret noget fysisk, kombineret med en mere spirituel form for ro.

I baggrunden knejser Fuji, og nye busser kører på vej ud på hver deres personlige og delte oplevelse. Det er næsten nok til at lokke en til at overveje endnu en tur til Japans top. Måske er man en tåbe … eller også har man brug for en delt zen-tur til at få renset ud i sin egen top.