Til fods på bæredygtig safari

I Mlilwane Wildlife Sanctuary kan man drage på bæredygtig safari og komme helt tæt på det afrikanske lands fascinerende dyrerige – på cykel, til hest eller til fods.

Rejseliv imported photo
Foto: Anna Klitgaard

Stien følger vandløbet. Let klukkende overdøver vandet vores fodtrin på den sandede sti. I det høje græs på den anden side af vandløbet græsser impaler og nyaler, og da varmen får luften omkring os til at stå stille, reagerer de ellers sky antiloper ikke på vores tilstedeværelse blot ti meter fra dem.

Læs også: Det våde og tørre Afrika

De sorte og hvide aftegninger på antilopernes kroppe er sammen med  impalernes lange horn, der tegner sig mod den blå himmel, det eneste, som visuelt stikker ud i det solsvedne græs.

Pludselig lufter en brise, og en-to-tre springer, hopper og løber antiloperne graciøst i en snorlige række op ad bakken og væk fra vores lugt. At man kommer så tæt på dyrene, er lige præcis det, der gør Mlilwane Wildlife Sanctuary til noget særligt blandt Afrikas ellers mangfoldige naturreservater. Ofte gør store rovdyr det for farligt at bevæge sig frit rundt, men her i det vestlige Swaziland er de fraværende.

Reservatet blev oprettet af James Weighton Reilly i 1963. Han kom til Mlilwane i 1906, og fik sammen med konen Billie i 1938 sønnen Ted Reilly, den første hvide baby født i Swaziland.

Tanken om at skabe naturreservatet blev født af den ødelæggelse, som Ted Reilly gennem et par årtier havde set hærge området. Fra at have været fyldt med antiloper, elefanter og løver blev savannen pludselig fokus for krybskytter og andre, der ikke havde nogen skrupler ved at tømme Swaziland for dets rige dyreliv. I 1959 så den unge Reilly således det sidste vilde dyr på sletterne rundt om Mlilwane, hvor – kun få årtier tidligere – familien ofte havde siddet på verandaen til deres hus Reilly’s Rock Hilltop Lodge og nydt savannes liv og solnedgangen. I starten af 1960erne omlagde Ted Reilly derfor det veldrevne familiebrug og begyndte pionerarbejdet inden for naturfredning.

Med støtte fra Swazilands stærke konge, Sobhuza II, der i 1968 sørgede for at landet fik selvstændighed fra briterne, gik det hurtigt. Mlilwane er vokset fra 450 hektar i 1960 til 4560 hektar i dag, og dyrelivet er igen rigt og mangfoldigt. Planter og mindre dyrearter er blevet reintroduceret, og det nyder parkens 25.000 årlige gæster godt af. Selv den sjældne fugl, den violettoppet turako, der leverer fjer til de kongelige kostumer, er igen at finde her.

Naturfredningen er ikke blot en fjer i hatten for Reilly-familien, som stadig står bag arbejdet i Mlilwane, men også for den swazilandske befolkning, for sammen med to nyere parker rummer den i dag hovedparten af landets største turistindtægtskilde – savannens vilde dyr. Men mens de to andre parker, Mkhaya og Hlane, er hjem til både elefanter, næsehorn og løver og derfor mere traditionelle reservater, så har Mlilwane bibeholdt sit særpræg – manglen på store dyr og rovdyr.

Fraværet af disse gør det muligt at møde dyrene i øjenhøjde. For selv om man skal være varsom med at overraske en flok græssende gnuer eller en gruppe snøftende vortesvin, så lurer løver i hvert fald ikke bag nærmeste busk og ingen arrige elefanter angriber pludselig.
Netop det gør bæredygtige safarier til fod, hest og cykel muligt, og det udnyttes til fulde her, hvor ture arrangeres ud i naturparkens yderkroge i op til tre dage med overnatninger i telt og med veluddannede guider.

Daglange spadsereture er for mange af Mlilwane’s gæster en favoritbeskæftigelse. Med vandrestøvlerne godt surret til fødderne er det muligt at vælge mellem tre og seks timers ture ud i det bakkede landskab. Den korte rute tager besøgende ned langs søer og vandløb, hvor antilopper står på spring, og vortesvin pludseligt og snøftende dukker ud af det høje græs. Deres brune, stride pels gør dem næsten umulige at se, før de er tæt på, men normalt er de fredsommelige og går hellere selv den anden vej end at angribe.

Så let er det dog ikke med krokodillerne, der holder til langs de mange vandveje og søer, der støder op til stierne rundt om i reservatet. I dagens hede ligger de mest og soler sig med åben mund, mens gråspættede fugle holder sig til og venter på lejlighed til at rense deres tænder. Dog kan tandplejen hurtigt afbrydes, hvis et bytte eller nysgerrig turist kommer for tæt på, og derfor er der strenge regler om færden tæt på vandet, som guiderne i parken vil informere om, før første tur ud i terrænet.

Besøgende må dog ikke lade sig skræmme af de få naturlige risici, der er i Mlilwane. Stiernes røde, støvede jord er godt afmærkede med mursten, hvorpå en lille fod er tegnet, og normalt vil zebraer, nyaler og impalerne gøre opmærksom på enhver fare ved at løbe - i god tid. På savannen er de alarmberedskabet, for græsser de fredeligt, er der ingen grund til ikke selv bare at nyde de overraskelser, som stiens snørklede rute bringer.

En af rutens højdepunkter dukker op på den sidste del af turen. Pludselig dykker stien ned i en kløft, hvorover træer danner bro og giver skygge til indbyggerne nedenunder. Fuglekvidder og hundredvis af vingers basken afslører kolonien, men indbyggerne er svære at få øje på. Gemt i huller i kløftens porøse jordvægge lever den hvidpandede biæder, og venter man længe nok på de store sten midt i kløften begynder de første modige at stikke hovederne frem eller komme tilbage med mad i næbbet.

Det er ikke kun i kløften, at tålmodighed er nødvendig. For de bedste oplevelser her som i andre reservater, tager det tid at få dyrene til at falde til ro eller få dem til at komme nærmere, og derfor tager en tre timers tur i Mlilwane også sjældent kun tre timer. For at nyde det, området har at tilbyde til fulde, er det en idé at tanke godt op med mad og vand, for midt på dagen i den tørre, intense hede er der langt mellem skyggerne. Og skulle muligheden opstå eller din gruppe er vild med at vandre, cykle eller ride, så er der altid de længere ture med overnatning i telt, som bringer dig helt ind i Swazilands bjerge, hvor fortidens buskmænd og konger har efterladt sig spor.

Natten i bjergene er så mørk, at Mælkevejen træder helt tydeligt frem, som også lydene fra nattens dyr gennem teltdugen gør det. En sydende rød solnedgang kombineret med bål og dagens motion er dog i de fleste tilfælde nok til at lade lyde være lyde og bare overgive sig til søvnen.

Som solen står op, gør også savannens dyr. Flodhestene søger med deres kalve fra landet ned til vandet, og zebraer, giraffer, gnuer, impaler og nyalaer vågner op. I træernes toppe ryster en violettoppet turako sine royale fjer og gør sig sammen med utallige andre farverige fugle, der bor i området, klar til endnu en dag. Tiden efter syv åbner op for en ny verden, langt mere synlig end nattens, for i de tidlige morgentimer er fuglene mest aktive. Spætter hakker sig vej til morgenmaden i de tykke stammer, og hejrer sluger fisk fra den nærliggende sø. For at få livet på jorden som i træernes toppe med tilbyder Mlilwanes guider ture, som er spændende selv for ikke fugleinteresserede. Efter en vandring på blot få timer, vil din spadseretur gennem Mlilwanes foranderlige landskaber nemlig aldrig mere blive den samme, for pludselig er der så meget at se på, oppe som nede – og det giver god grund til mere udforskning i Swazilands ældste naturreservat som i områderne deromkring.

Læs også: Vild safari på mountainbike