Til abe-fest i Borneos jungle

Vilde orangutan’er, næse- og svinehaleaber, krokodiller og blodtørstige igler – vi mødte dem alle dybt inde i Borneos jungle.

Foto: Thomas Marent.

»Igle-sokker: Hvis du skal ud at gå i junglen, vil du blive glad for dem, når iglerne sætter angrebet ind,« står der som råd nr. ét på  »Don’t leave home without«-listen i begyndelsen af Lonely Planets guide til Borneo.

Næste: Erigeret 24 timer i døgnet

Gisp! tænker jeg, da jeg læser disse linjer, aftenen før vi skal af sted: Gad vide, om de har sådan nogle i Spejder Sport? – lige meget, for der er alligevel ikke tid til at lægge vejen forbi. Under alle omstændigheder beslutter jeg mig dog for ikke at nævne et ord om igle-sokker for ungerne, som på trods af det brændende ønske om at komme på junglesafari er lidt beklemte ved tanken om at skulle overnatte midt i regnskoven blandt alt krybet.

Mine bange anelser bliver bekræftet senere på turen, da vi møder et svensk par på en internetcafe i  fiskerbyen Semporna, som har været ude at vandre i junglen. De beretter om  store grådige igler, som konstant sætter sig på arme og ben –  men på den anden side er svenskerne begge i strålende humør og ser ikke ud til at have fået varige mén, og de beroliger mig med, at man normalt kan købe iglesokker på selve jungle-lodgen.

Jungle-odyssé
Vores jungle-odyssé starter i Sandakan, i den malaysiske delstat Sabah, hvor vi efter opsamling på hotellet lægger ud med et besøg på Sepilok, som er et rehabiliteringscenter for den truede orangutan. Engang var denne menneskelignende abe, som vi deler hele 96,4% DNA med, udbredt over hele sydøstasien, men i dag findes den kun på Borneo og Sumatra.

Relativt mange søde orangutanunger bliver fanget og holdt som kæledyr, hvilket er ulovligt, og når det bliver opdaget, anbringes de oftest meget forkomne aber på Sepilok-centret. Kuren går i korte træk ud på, at aberne efter en periode med fysisk rehabilitering gradvist bliver optrænet til at klare sig selv i naturen. Under udslusningsperioden, hvor aberne færdes frit i det 43 km2 store naturreservat, kan de komme »hjem« til centret og blive fodret med mælk og bananer to gange om dagen, hvis de har lyst. Og det er der, vi kommer ind billedet: Sammen med omkring 100 andre besøgende overværer vi morgenmaden, som stilles frem på en platform i regnskoven kl. 10.

Guf i farvandet
En lille håndfuld frække, bavianlignende makak-aber, som også har regnet ud, at der er guf i farvandet, varmer scenen op med spilopper, før de store menneskeaber går på: Kl. 9.55 dukker to af velkendte orangerøde aber frem fra vildnisset – mor og søn, kaldet Mimi og Ronnie ifølge vores guide. De spiser bananer, svinger sig lidt rundt i de opsatte tove, og så er de væk igen. Endnu en orangutan ankommer og drikker en ordentlig skudefuld mælk – mens vi står og kamsveder på vores observationsplatform – og det var så det. Ikke nogen uudslettelig oplevelse, men ikke dumt som en forsmag på det, vi har i vente.

Næste: Erigeret 24 timer i døgnet