Tid til at glemme tiden

Vejlefjord er et af den slags steder, man ikke rigtigt tror på findes. Et sted, hvor man kan møde op stresset, rastløs og hverdagstræt og tage derfra afslappet og med energi og overskud.

I Vitalbaren i de Termiske Bade kan man nyde en sund og lækker smoothie, mens man har fuld udsigt til den smukke gamle bygning, som rummer hoteldelen af Vejlefjord. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hemmeligheden bag stedet er smuk natur, god mad og en kur- og spaafdeling i verdensklasse.

»Naturen her er smilende og af enestående skønhed«.

Se også: Læsøs hvide guld

Sagde læge Christian Saugmann i 1895 og anlagde med de store ord Vejlefjord. Som et sted, hvor man skulle få det godt, med en enestående placering i skoven ned til Vejle Fjord og med frisk luft og hvile og motion som de vigtigste ingredienser.

»Man« var dengang for over 100 år siden tuberkulosepatienter, i dag er »man« også helt almindelige mennesker, der gerne vil parkere hverdagsstress og rutiner oppe for enden af de snørklede vej ned til Vejlefjord og for en dag eller en weekend være i en verden, der kun handler om velvære.

Det lyder besnærende, især når man som jeg er kommet lidt for sent af sted og halvstresset ræser fra København for at være her til aftalt tid, mens jeg tager mentale noter til mig selv om regninger, jeg skal huske at betale, og mennesker, jeg skal ringe til, og mails, jeg skal svare på.

Fremme ved Vejlefjord kaster jeg kufferten ind på værelset og skynder mig ned i Kur- og Spa-afdelingen, hvor jeg med vanlig fokus på spildtid kyler støvler, vinterjakke og vanter ind i mit tildelte garderobeskab, og pakker mig ind i den vamsede morgenkåbe og de bløde tøfler. Et blik på klokken, jo, jeg er klar til første behandling kl. 16.00, og et sidste tjek på mobilen, samtidig med, at jeg tørrer mit våde hår efter badet, og så skridter jeg ud i sanseloungen.

Her bliver jeg bremset. I min effektivitet. Ikke korporligt. Ej heller verbalt. Men af den påvirkning, som de bløde kurvestole, de blafrende stearinlys, og den blide duft af lavendel i næseborene og afdæmpet strengemusik fra højtalerne i øregangene har på mine sanser.

Fra at have været i højeste beredskab, fremad, videre, kom nu, gearer min krop ned i en sådan fart, at det næsten er lidt uhyggeligt. Influeret af i virkeligheden forholdsvis få, men effektive midler, smider den sine rastløse ryk i ben og arme og vil lige pludselig bare gerne sidde i en kurvestol og være uvirksom.

Sanseterapeuterne, der lidt senere kommer ind, forstærker effekten. Ingen af dem kigger på klokken eller virker, som om de overhovedet er bekendt med begrebet tid. De er mere optagede af, om jeg sidder godt, vil have et tæppe, noget at drikke, de smiler, er venlige, får mig til at føle, at det eneste, der er vigtigt, er hvordan jeg har det.

Blidt og uhyre kyndigt forkæler de min vinterdvaske krop, masserer den med olie og salt, løsner den op med et aromabad, sætter gang i alle de inaktive celler og blodcirkulationen med en hel speciel kropsmassage – Pantai Luar – hvor opvarmede urtebolde bliver strøget hen over min hud.

Jeg falder hen og har lyst til at blive liggende, da massøren fjerner det opvarmede håndklæde, hun har lagt over mit bryst, som tegn på, at vi er færdige. Jeg føler mig slap og tung og ør i hovedet på en rar måde, og den hyldeblomstsorbet, jeg får serveret, mens jeg sidder i kurvestolen i loungen, er lige da det bedste, jeg nogensinde har smagt.

Vejlefjords kur til at få det godt indeholder også god mad og god søvn, og det får jeg, sover som en baby i de bløde dundyner, og spiser af laksen og fiskerouladen og oksemørbraden, der er så mør, at kniven er overflødig, til jeg er ved at revne og er nødt til at springe desserten over.

Og så er der det med frisk luft. Vejlefjord har det, der må give enhver ejendomsmægler hede drømme. Udsigten ned over parken til fjorden fra værelserne er uovertruffen. Skoven omgiver græsplænen foran bygningerne på smukkeste vis, og vil man ikke bare se, men også opleve, er der 20 kilometer stier, anlagt som kurveje af forskellig sværhedsgrad, i området.

Da jeg vågner næste morgen, kan man dog ikke se dem. Faktisk kan man ikke se noget som helst, alt, hvad der mere end to meter foran en er nærmest i bogstaveligste forstand begravet i en solid dyne af tyk tåge. Så jeg udsætter ingrediens frisk luft i mit få-det-godt projekt og udforsker i stedet de termiske bade.

Badene er den våde del af Vejlefjords behandlingsprogram. På 1.000 kvadratmeter er der panoramabad, ildbad, isbad, lydbad, lysbad og dampbade og sansebade. Der er saunaer, der er en pejs til de kolde dage, der er magelige stole, der er en vitalbar med lækre smoothies og gratis frugt.

Og så er der et skovbad, et opvarmet udendørs bassin, som jeg forelsker mig i. For godt nok er det beroligende at flyde i lydbadet og lytte til musikken og vidunderligt at blive gennemvarmet i aromasaunaen og livsaligt at mærke, at musklerne lever under mammutstrålerne, men Saugmann havde en pointe, da han i sin tid fremhævede naturen, der smiler, som den vigtigste grund til at komme på Vejlefjord.

For ingenting er ligeså meget velvære og ro og fordybelse som den rene, klare luft. Og kombineret med 32 grader varmt vand omkring kroppen og en sol, der har vundet kampen mod tågen og nu skinner på træerne og fjorden og terrassen, hvor havemøblerne er sat ud til påsken, er det nærmest lykke. Jeg tænker ikke længere på ting, jeg skal, og opkald, der venter, min krop er for længst gået i zen-tilstand, nu gør mit sind det også.

Og da jeg triller væk fra Vejlefjord ad de snørklede veje, føler jeg mig mere afslappet, end jeg har gjort i rigtig rigtig lang tid. Det holder helt sikkert ikke evigt ude i verden med dens krav og kanter, men lige nu tænker jeg modsat normalt kun på lige nu. Og lige nu har jeg det, som mangen en tuberkulosepatient formentligt også har haft det efter et ophold her ved fjorden. Lige nu har jeg det virkelig godt.