Test af flyselskabernes dyre sæder

Billetterne er dyrere, men der er mere plads og finere serveringer. Rejseliv tester business class i fire flyselskaber.

På business class i flyselskabet Emirates. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emirates
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SAS

Det starter allerede i lufthavnen, hvor man kan trække sig tilbage fra menneskemylderet til den svale lounge og nyde et køligt glas hvidvin og lidt snacks, mens man får tjekket de sidste mails, læst dagens aviser og bladret i de internationale magasiner. Alt sammen gratis – det er en del af det at rejse på SAS Business.

Om bord på flyet har man knapt fået sig placeret i de rummelige stole med god benplads, før der står en stewardesse med et glas boblende champagne.

Forskellen på økonomi og business ligger udover den betydeligt større benplads netop i detaljen som for eksempel, at plastic ikke har noget at gøre på denne side af gardinet. Vi får også udleveret rigtigt bestik, hvilket altså bare gør noget for indtagelsen af maden.

Selve maden her på Business er også noget særligt. Efter vi er kommet godt op i højden, slår stewardessen bordene ned, lægger en hvid dug på, og serverer en snack bestående af en parmaskinkeroulade med fransk Boursin-ost og peberfrugt.

Dernæst forretten, som er kyllingespyd med citrongræs, sorte bønner og avocadosalat, og sådan fortsætter niveauet hele menuen igennem med hovedret, hvor man kan vælge mellem fisk, kød og vegetar, ost og dessert. Dertil serveres vine, som er særligt udvalgt til retterne.

Ovenpå denne middag, som rundes af med kaffe og en avec, er det ikke svært at falde i søvn – særligt ikke, når man kan forvandle sit flysæde til seng for natten og får udleveret vattæpper og rigtige puder i stedet for de syntetiske af slagsen.

Så man føler sig ganske anderledes end frisk end efter en natlig økonomiklasse-flyvning, når stewardessen vækker en med en fugtig, citrusduftende vaskeklud, så man lige kan få søvnen ud af øjnene inden morgenmaden. Medmindre man gerne vil sove helt frem til landing og have en »morgenmad-to go« med sig.

Vi fløj: Fra København via Washington til Miami.
Pris:
fra 24.000 kr. retur.
Pris:
på økonomiklasse fra 6.100 kr.

Maden på business class. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emirates.

Turkish Airlines

Som skandinav med hang til hvide vægge, lys og luft føler man sig umiddelbart hjemme. Indretningen er meget lys. Væggene er cremefarvede og stolenes rygpaneler med de store tv-skærme for film on demand og spil ligeså, mens hynderne i sæderne og armlæn er i pudderfarvet og nougat nuancer.

Umiddelbart synes sædet ikke specielt bredt. Målt indvendigt fra side til side er det omkring 47 cm. Der er rigelig plads til min størrelse medium, men jeg tænker på, om en XXL mand vil finde det lige så komfortabelt.

En afskærmning kan trækkes op mellem sædene, så man, især når man skal sove, kan få lidt privatliv. Stolens ryg-sæde kan glide fremad til næsten vandret position, og forvandles til en hvileseng.

Ifølge selskabets egne oplysninger på hjemmesiden er den 188 cm. Så langt er selve det udstrakte sæde ikke, kan jeg måle med min egen højde. Målet må være den samlede længde ind under sædet foran. Men godt ligger man.

Inden vi når så langt, er personalet i gang med diverse serveringer startende med kølig limonade og friskpresset juice, inden vi letter. I midten for enden af kabinen er en bardisk, hvor en steward iført kokkejakke og -hue huserer. Før middagen har han travlt med at mikse drinks, som serveres med små canapéer. Senere ser det ud til, at det er ham, der anretter maden, der har tilsvarende gourmet-præg.

Man kan vælge mellem tre hovedretter, og maden er ypperlig. Men et stort minus er, at den serveres fra rullevognene uden, at der tilbydes vin eller andre drikkevarer samtidig. Først da personalet er helt færdig med at servere mad, køres vognen med drikkevarer frem. Da har de første, der har fået mad, enten spist hovedretten eller den er blevet kedelig kold. Til gengæld er der flere spændende tyrkiske vine på vinkortet.

Vi fløj: Fra København via Istanbul til Bangkok.
Pris:
fra 12.000 kr. retur.
Pris:
på økonomiklasse fra 4.800 kr.

South African Airways

Det er tænkt klassisk i indretningen af den forholdsvis store business class på Airbus 340-600 flyet. Syv rækker og 42 sæder med fire kabineansatte til at tage sig af passagererne, mens der er otte i økonomiafdelingen til resten af de i alt 317 passagerer.

Da vi kommer om bord venter en flaske vand og et sæt høretelefoner på hvert sæde, samt en lille beige toilettaske med »natudstyr« på hylden foran sædet. Og keder man sig inden afgang, kan man hive tv-skærmen med film on demand og spil op fra armlænet. Mens man sipper til det glas champagne eller juice, stewardessen kommer med.

I flyvehøjde er vognen med drinks før middag hurtig rullet frem og menu- og vinkort delt ud. Vinene er alle sydafrikanske. Jeg vælger en hvidvin, Ancient Earth Chardonnay, som er herlig frugtet, fed og hængende på indersiden af glasset som drink, og får den serveret med tre små canapeer.

Menukortet byder på røget and eller suppe som forret. Lam med ris og rodfrugter, stegt kyllingebryst med sennep-kartoffelmos, spinat og peberfrugt eller Saffran Grocchi med spinat og ristet græskar. Tre slags ost. Og en kage med hvid chokolade og ananas eller ostekage med chokolade.

Maden serveres ikke fra rullevogn, men de retter, man har valgt, bæres ind på tallerkenen, og den ønskede vin serveres samtidig. Og stewardesserne er opmærksom og spørger, om man ønsker mere – inden glasset er tomt.

Efter middagen hjælper de meget servicemindede stewardesser med at finde tæpper frem: vattæppe med beige dynebetræk og lille beige rullemadras at ligge på. Sædet kan køres helt ned i vandret position, og der kan trækkes en lille »væg« om mellem sæderne for lidt privatliv. Man ligger godt. Puden er også med bomuldsbetræk og så stor, at den minder om en rigtig hovedpude.

Inden da har stewardessen spurgt, om man vil vækkes til morgenmad. Den serveres en times tid før landing. Frisk frugt, yoghurt og müsli samt juice og valg mellem porcheret æg på ristet muffin – eller kontinental breakfast, som er ost og pålæg.

Vi fløj: Fra København via London til Johannesburg.
Pris:
fra 26.000 kr. retur.
Pris:
på økonomiklasse fra 6.500 kr. retur.

Når man sover på business class, er det i udstrakt position. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emirates.

Emirates

Hvis man flyver på Emirates Business Class, starter rejsen allerede ved ens egen hoveddør. Flyselskabet har et door-to-door koncept, der betyder, at man bliver kørt til og fra alle lufthavne på rejsen. Personligt bliver jeg fragtet af en Mercedes-Benz E-klasse, og det er altså belejligt ikke at skulle af sted til metroen slæbende på al ens bagage.

Om bord på flyet har man valget mellem æble- og appelsinjuice eller et glas champagne, mens de resterende flypassagerer boarder. Efterfølgende bliver man tilbudt mere drikkelse efter eget valg og hertil serveres en tallerken blandede nødder.

Maden er et valg mellem tre forretter, tre hovedretter og tre desserter. Jeg vælger røget and til forret, lammemedaljoner til hovedret og limemousse til dessert. Efterfølgende bliver man budt på god schweizisk chokolade og kaffe eller te.

Der er god plads. Når jeg, med mine 1.74 centimeter, sidder ret op i stolen og strækker benene ud, er jeg stadig 45 centimeter fra at kunne røre stolen foran mig. Sædet kan indstilles til mange forskellige positioner, og det kan næsten køres ned til vandret. Derudover har det en massagefunktion, man kan slå til, hvis man trænger til at få musklerne løsnet op undervejs på flyturen.

Det er muligt at køre en afskærmning op mellem sæderne, så man kan få lidt privatliv. Flyets store TV-skærme er placeret i sædet foran, og høretelefonerne er gode og i stand til at lukke al anden støj ude. Eneste minus er, at TV-billedet ikke er lige så klart, som jeg har oplevet det i andre fly. Man skal med andre ord ikke forvente film i HD-kvalitet, og det er ærgerligt, for det er helt nye biograffilm, selskabet viser.

Flyet er indrettet lyst og lækkert, hvis man ser bort fra TV’ets skærm, der har en lidt smagløs lysebrun farve. Der er sat en vandflaske ved sædet, og der er sovemaske og sokker i lommen på sædet foran. Rejseudstyret består også af et langt fleecetæppe og en halvstor pude med hovedpudebetræk. Derudover tilbyder kabinepersonalet at lægge en madras i stolen for at øge komforten yderligere, men det er ikke nødvendigt, for man sidder rigtig godt.

Vi fløj: Fra København til Dubai.
Pris:
fra 18.000 kr. retur.
Pris:
på økonomiklasse fra 4.800 kr. retur.

NB. Priseksemplerne er med afrejse i uge 37 og retur i uge 38.