Tasmanien og den tillokkende tilværelse

Efter årevis i skjul er verden atter ved at få øjnene op for Australiens sydligste stat, Tasmanien. Hvor hovedstaden, Hobart, engang tiltrak en strøm af sømænd og straffefanger, valfarter backpackere og turister i dag til byens kulturelle scene og naturskønne omgivelser.

17REJFOTO-150543.jpg
Bestiger man Mount Wellington, er der en smuk udsigt i vente. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anders Buch-Larsen

En spand fiskehoveder flyver gennem luften, og en sort skygge vokser i Hobarts havnebassin. Med et skumsprøjt, som sender mågerne på afstand bryder en velvoksen pelssæl gennem overfladen og hapser godterne i sig.

I fiskeboderne morer tasmanerne sig over turisternes gisp og efterfølgende famlen for at udskifte fish and chips med kameraer og mobiltelefoner. For tasmanerne er det hverdag, når Sebastian, som sælen hedder, dukker op mellem søstjerner og skonnerter.

»En dag snupper han en turist,« lyder det med et blink fra kokken på den flydende fiskebod Flippers.

»Men indtil videre er han god for forretningen.«

Det er ellers ikke mange år siden, at Hobarts indbyggere skulle spejde langt efter besøgende udefra. Godt gemt væk på den anden side af Bass-strædet har Australiens mindste stat længe befundet sig langt fra fastlandets kænguruer og koralrev, både i geografisk forstand og i forhold til turisternes rejseplaner.

Men med to topti-placeringer i rejeguiden Lonely Planets anbefalinger de seneste år er turisterne atter ved at få øjnene op for den perle af naturlig skønhed, gastronomisk rigdom og kulturel vitalitet, som i mange år har ligget gemt mod syd.

Selv om hovedbyen ved ankomsten kan virke som en søvnig flække og stadig bærer prædikatet ’Lazy Hobart’, skal man ikke kradse længe i overfladen, før en energisk strøm af selvtillid åbenbarer sig. Hobart er en by, som er ved at vågne fra mange års dvale.

Populær kunst på Mona

Solen bager på dækket, og vinden blæser op i håret på passagererne. Fra loungen nedenunder høres skålen i vin og champagne fra nogle af de vingårde, som speedbåden sejler forbi på vej op ad Derwent-floden.

Mens skroget i pink camouflageprint skærer gennem det blå vand, troner den femsporede Tasman Bridge mod himlen ovenfor. Siden 1964 har den forbundet Hobarts bydele på tværs af flodbredderne. På nær i 1975, hvor et skib torperede en af bropillerne, som derefter måtte renoveres.

Selv om speedbåden ikke har samme destruktive kurs, er rockstjernefølelsen alligevel komplet. Forude venter kunstmuseet Mona, Museum of Old and New Art, som de lokale tilskriver en del af æren for Hobarts pludselige opsving.

Kunstmuseet Mona er bygget ind i en sandstensklippe. Fold sammen
Læs mere

Med en vision, som af stedets private ejer beskrives som ’et underlødigt Disneyland for voksne’, har Mona siden 2011 givet tilbagelænede Hobart en kant af ’sex, drugs and rock and roll’.

Bygget direkte ind i en sandstensklippe byder museet på en dunkel udstilling af værker fra bl.a. Pablo Picasso og Damien Hirst, og ej at forglemme installationer af mere seksuel eller på anden vis udfordrende karakter.

Over jorden lægger museumsgrunden hele året plads til festivaler, markeder og andre begivenheder, ligesom stedet har sin egen vingård, mikrobryggeri, restauranter og overnatning.

Foruden gæstende kunstnere er samlingen og idéerne ejerens egen. Som en anden Klods-Hans har byens excentriske gambler og multimillionær David Walsh dermed reddet Hobart ind på den kunstneriske verdensscene.

Sol på Salamanca

Hobart er dog fortsat andet end Mona. Opblomstringen finder især sted i de centrale dele af byen, hvis samlede areal slår London på størrelsen, men indbyggermæssigt kun nærmer sig Aarhus.

Kasseapparater klinger, og bagerier og kaffebarer summer atter af liv i den historiske bydel Battery Point. Det samme sker i North Hobarts nysmarte beværtninger og biografer og ved Sandy Bays strande og kasino i syd.

Læs også: 24 timer i den smukke norske by Bergen

I Sullivan’s Cove afgår bådene til Mona dagligt fra moderniserede pakhuse med caféer og restauranter, og herfra kan man let nå rundt til andre af byens mange museer. Blandt andet en replika af polarforskeren Douglas Mawsons ekspeditionshytte. Originalen må man til Antarktis for at besøge, og Hobart er da også afgangshavn for flere forskningsprojekter til det kolde kontinent.

På den anden side af Sullivan’s Cove ligger en række okkergule sandstensbygninger fra 1830. Tilsammen udgør de området Salamanca, og det er i høj grad her, man finder Hobarts byliv og kulturelle puls.

På Salamanca kan man gå på opdagelse i små gyder og på pladser, som huser alt fra skjulte boghandler til atelierer, gallerier og tiki- og cocktailbarer, diskoteker og livemusik under åben himmel.

Derudover byder både Salamanca Square og striben mod havnen på et rigt restaurantliv. Prøv for eksempel lidt friskfanget laksetapas på Smolt, kaffegnubbede oksesteaks på Rockwall eller syndigt eventyrlige konditorkreationer på Honey Badger Dessert Café.

Eller nyd blot en kop kaffe eller en af de mange lokalt fremstillede øl, vin eller cidere, mens solen går ned over vandet.

Gastronomi og genfærd

Toner fra hornmusik, guitarspil og sækkepiber blander sig med den vedvarende summen af snak, grin og slagtilbud. Dufte af friskbagte tærter med kammusling, pizza over bål og wraps med sydende wallaby-kød når næseborene, mens øjnene lader sig forføre af de mange markedsboder, som hver lørdag siden 1972 har været fast inventar på Salamanca.

Med over 300 stande er Salamanca Market i dag en af Hobarts største attraktioner. Her finder man, foruden eksotiske og lokale retter, alt, hvad hjertet kan begære af håndværk, klæder og godter. Ikke mindst et solidt udsnit af det skatkammer af mad- og drikkevarer, som det tasmanske opland byder på – og hvis overflødighedshorn af lækkerier lokker gastronomer til fra hele verden.

Smagsprøver på whisky, gin, cider, øl og vin venter i de mange boder. Det samme gør østers, skaldyr, fisk, bær og de friske æbler, som har givet staten sit tilnavn ’The Apple Isle’. Og misser man maden på Salamanca Market, får man igen chancen på fredagens Twilight Market, søndagens Farm Gate Market, den årlige festival Taste of Tasmania eller ved blot selv at tage ud til de mange gårde i oplandet.

Hobart bugner af markeder. Her det mest kendte på Salamanca. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anders Buch-Larsen.

Også oste, chokolader, fudge, karamel og tasmansk leatherwood- og manuka-honning står klart på markedspladsen. De dufter sødt om kap med udstillinger af håndskårne træprodukter i lokale sorter som King Billy og Huon Pine, der er kendt for deres velduftende olier og ekstreme hårdførhed.

Efter en lang historie med aggressiv tømmerindustri håndteres det sjældne tasmanske træ i dag på bæredygtig vis gennem genbrug og udnyttelse af allerede nedfaldne træer. Og Tasmanien er i dag en på mange måder enormt miljøbevidst stat.

Fredet vildnis med lurvet fortid

Ud af øens totale område, som er omtrent på størrelse med Irland, er over 40 pct. dækket af UNESCO-fredet vildnis. Dermed er Tasmanien et af de steder i verden med allermest nationalpark per indbygger.

Ud over tømmerindustrien har øens skønhed da også haft sine skampletter at slås med. Som den første store koloni efter Sydney blev Hobart anlagt af britiske straffefanger i 1803 og året efter flyttet til sin nuværende placering.

Med den smukke, men barske natur som baggrund var byen og den nærliggende fængselsbosættelse Port Arthur i mange år et frygtet sted fyldt med forfærdelse, udåd og forbrydelser. Nogle af disse kan genoplives på de mange spøgelsesture i området, som siges at være et af verdens mest hjemsøgte steder.

Med tiden udviklede hovedstaden i det hedengangne Van Diemen’s Land sig til et lurvet knudepunkt for søfarere og skøger. Og moral og etik blev heller ikke just styrket af den intensive jagt på de lokale aboriginerstammer, som i dag ikke længere er repræsenteret på Tasmanien.

Det samme skete med thylacinen, der også er kendt som den tasmanske tiger. Mens mange tasmanere håber, at pungulven stadig gemmer sig et sted i det tætte vildnis, står en udstoppet udgave på Tasmanian Museum and Art Gallery som en mølædt skamstøtte på øens dystre fortid.

Kæmpebregner og djævleskrig

Vandløbene pibler, og høje eukalyptustræer skjuler skyerne over de mange kæmpebregner, som beklæder stierne mod toppen af Mount Wellington. I krattene pusler det bamseagtige pungdyr vombatten eller den kængurulignende wallaby, og et sted i nærheden griner den pjuskede kookaburra-fugl sit maniske grin.

Sceneriet i den tempererede regnskov omkring Hobart ligner noget fra ’Jurassic Park’, og det er ikke til at tro, at bymidten kun er en spadseretur væk. Men i stedet for dinosaurer er det jævnlige skovbrande, eller bushfires, der spændingen. Heldigvis foretages langt de fleste af dem som kontrollerede, afgrænsede afbrændinger, der er nødvendige for livets cyklus i det enestående planteliv.

Læs også: Mødet med stolte og varme naturfolk

Den tætte forbindelse til naturen gennemsyrer selvforståelsen i Hobart, og uanset hvor i byen man befinder sig, skal man ikke løfte blikket langt for at få øje på det robuste Mount Wellington. Kunyani, som bjerget hedder på aboriginernes sprog, er kun usynligt, når skyerne fra det altid omskiftelige vejrlig omhyller dets massive klippevæg.

Selv om Charles Darwin ved sit besøg i 1836 i Hobart, som dengang hed Hobart Town, beskrev bjerget som en formation af begrænset skønhed, drog det ham alligevel til at forsøge at bestige det. Panoramaudsigten fra toppen er da også den lange vandretur værd.

Spækhuggere og papegøjer

I dag giver Mount Wellington og sendemasten på dets top mindelser om den symbiose af natur og kultur, som man finder i Hobart.

Her behøver man ikke spille spil på smartphonen for at støde på sære dyr. Om dagen kan man være heldig både at se spækhuggere og dværgpingviner langs byens strande. Ofte flakser papegøjer og både hvide og sorte kakaduer forbi, og langs vandløbene kan man både finde næbdyr og myrepindsvin, hvis man er heldig.

Bevæger man sig ud om natten blot et lille stykke væk fra Hobarts lys, vil man utvivlsomt høre puslen fra pungdyr som possums og pademelons, der er en slags miniaturekænguruer. Er man heldig, hører man måske endda et skrig fra en tasmansk djævel eller ser aurora australis på himlen, den sydlige halvkugles svar på nordlys.

Med naturen nærmest lige i baghaven rummer Hobart masser af muligheder for oplevelser og aktiviteter i det fri. De mange stisystemer i nationalparkerne omkring Mount Wellington resulterer i et væld af vandreruter, eller bushwalks, som det hedder lokalt.

På bjergvæggen finder man af og til frygtløse klatrere, mens lige så modige mountainbikere fræser ned ad sporene på bjergets tætbevoksede skråninger. Efter store regnskyl buldrer floderne og bringer både river raftere og krystalklart kildevand mod bunden.

Vandet benyttes blandt andet i produktionen på Australiens ældst fungerende bryggeri, Cascade, som ligger ved foden af bjerget. Langs Derwent-floden og den omkringliggende østkyst kan man både dykke og surfe, ligesom man også kan sejle i kajak. Og hvert år er havnen i Hobart mål for en verdensberømt kapsejlads, hvor starten går fra Sydney – storbyen, hvor en tasmansk kvinde under OL i 2000 som bekendt mødte en dansk kronprins.

Prinsen fra Danmark

I en mindre by som Hobart, hvor myldretiden varer et kvarter, og indbyggerne stadig hilser på gaden, varer det ikke længe, før man som dansk turist bliver spurgt, hvordan det går med ’handsome Frederik’.

Men den slags fortrolighed virker helt almindelig på en ø, hvor flere, efter egne udsagn i hvert fald, synes at være venner af familien Donaldson, har været skolekammerat med Mary eller har serveret hindbærtærte for kronprinseparret, mens forholdet endnu var hemmeligt.

Ligesom den danske kronprins opdagede, at Tasmanien til tider har andre og indimellem mere interessante ting at tilbyde end fastlandet, gør stadigt flere turister samme erfaring.

Hvor Hobart engang måtte lægge ryg til grove jokes om tasmanske outsidere og straffefanger, klinger Tasmanien og det kølige klima i dag langt mere længselsfuldt blandt svedende australiere og eventyrlystne rejsende. Hobarts storhedstid er ikke længere fortid.