Tapas-festival i Valladolid

"Tapas er Spaniens kulinariske budskab til resten af verden," siger borgmesteren Francisco Javier León fra Valladolid, der hvert år lægger by til en international tapas-festival.

Valladolid er vært for udskillelsesløbet blandt 66 kokke fra hele Spanien om hvem, der er den absolutte tapas-mester. Foto: Steen Dalin Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

San Sebastián i baskerlandet i det nordlige Spanien er det absolutte mekka for tapas - eller pintxos, som de kaldes her.

Læs også: Her er verdens mærkeligste mad

I alle barene, som ligger skulder ved skulder i de smalle gader i den gamle bydel, bugner diskene af de mest vidunderlige småretter, man kan forestille sig.

Det er et rent sansebombardement for øjet og smagsløgene, og der findes i byen adskillige cofradías - broderskaber - som konstant udvikler nye typer pintxos.

I forbindelse med byens årlige filmfestival bliver der også designet nye pintxos med referencer til filmens verden. En klassiker er således en »Gilda«, der består af oliven, syltet grøn peber og ansjoser. Den er opfundet i 1946 som en hyldest til Rita Hayworths titelrolle i filmen »Gilda«.

Da Quentin Tarantino mange år senere deltog i filmfestivalen, fik han også sin egen pintxo, baseret på blæksprutte, og den hed selvfølgelig - »Pulpo-fiction«! 

I det hele taget er San Sebastián et center for spansk gastronomi. Byen er på størrelse med Aarhus, men kan opbyde hele seksten Michelin-stjerner, hvad ingen andre byer i verden kan præstere, og restauranternes kokke behandles som rockstjerner i Spanien.

Det kan derfor undre, at det er Valladolid og ikke San Sebastián, der er vært for udskillelsesløbet blandt 66 kokke fra hele Spanien om hvem, der er den absolutte tapas-mester. 

Men historisk set var Valladolid kongesæde for León og Castillen, indtil Philip II i 1561 flyttede til Madrid, og derfor var det også her, tapas-traditionen opstod - selv om begge områdets to store byer, León og Valladolid, kappes lidt om hvem, der har fødselsretten. 

San Sebastián kan imidlertid slet ikke undgå at sætte sit fingeraftryk på dette arrangement. 

Udover at mange af deltagerne har baskiske navne, er præsidenten for juryen også en »rockstjerne« hentet fra byen ved Biscayabugten.

Pedro Subijana (restaurant Akelarre), der har tre Michelin-stjerner i bagagen, erkender, at denne dyst på syvende år er yderst vigtig for den gastronomiske verden, og at det er nødvendigt med et samarbejde. 

»Men trods alt er det San Sebastián, der er dens vugge,« tilføjer han for egen regning.

 

Pedro Subijana og hans seks mand store jury skal over tre dage smage, lugte og observere sig igennem de mange små kunstværker, der bliver lavet i de ni små køkkener i den futuristiske Millenium Globe, som er Valladolids nye varetegn. 

Når mørket falder på, gløder Globen i alle regnbuens farver ligesom de tapas, der bliver produceret inde i den. Vi taler haute cuisine hér, og hvis nogen skulle få lyst til selv at prøve, må det på det kraftigeste frarådes.

Selv om alle de deltagende tapas kan spises, er det i høj grad ligesåmeget en visuel og æstetisk oplevelse. Alene navngivningen af disse tapas peger mere mod kunstverdenen end tanken om et godt måltid. 

Den tapa, som indhentede førstepræmie-trofæet, var komponeret af tatar med gedeost og sennep, men indrullet i spiseligt papir og trykt som forsiden på en avis fra Valladolid med den ironiske titel: »Buenas noticias de nuestra tierra« (»Gode nyheder fra vores jord«).

Vinderen Daniel Méndez er fra Ávila, men arbejder som chefkok på Madrid-restauranten Loft 39, og præsenterede sin tapas som »en budbringer af gode nyheder i modsætning til den vedholdende bølge af rædselsfulde oplysninger.« 

Andre af de konkurrende tapas havde dobbeltydige titler som: »La madre del cordero« (»Lammets mor«, men kan også betyde, at det er dér, hunden ligger begravet), eller »Cuidado y no te comas el jabón« (»Forsigtig og spis ikke sæben«) om en tapa, der kunne have en vis lighed med et stykke sæbe. 

Vi kommer også lige forbi det seksuelle med navne som »Pintxo orgásmico del mar« (»Orgasmisk tapa fra havet«) eller hvad med »No toques los huevos« (»Rør ikke ved æggene«), hvor »æg« på spansk meget ofte bruges om et par mandlige legemesdele. 

Sammenfaldet med kunstverdenen bliver helt tydelig med »Ensalada vertical« (»Lodret salat«), der er kreeret af kokken på Caixa Forum Madrid, som ikke er en restaurant, men en kunstudstillingsbygning.

Udenfor har franskmanden Patrick Blanc skabt en 24 meter høj, lodret have, der vender ud mod den berømte allé Paseo del Prado, hvor alle Madrids største kunstmuseer ligger på stribe. Hans tapa er altså en spiselig modeludgave af nabohaven. 

 

For at give hele arrangementet et internationalt tilsnit var der på tredje år arrangeret en sideløbende konkurrence for kokkeskoler fra tretten andre lande som Canada, USA, Israel, Mexico, Tyrkiet, Sydkorea og DR Congo

Desværre endnu ingen fra Danmark, men Sverige forsvarede de skandinaviske farver ud i denne iberiske nationalsport. 

Det skabte en del moro, at den unge svenske pige havde brugt nogle bær, der ikke kunne oversættes til spansk. 

Kreativiteten var lige så stor i denne konkurrence, og det var ikke, fordi de spanske arrangører bare havde brug for en dårlig undskyldning for at tiltrække international opmærksomhed, for pengepræmierne var lige så store som hos veteranerne, og oven i købet fik den vindende kokkeelev, Claire Elise Mitchell fra USA, overrakt en specialdesignet jakke fra det italienske modehus Prada. 

 

Under hele arrangementet var der mulighed for, at publikum kunne smage på varerne.

De 66 deltagende kokke var hver især tilknyttet en af de mange restauranter i Valladolid, som så producerede de konkurrerende tapas på stribe. Så på samme måde som unge går på bar crawl, kunne man her gå på tapas crawl og dét til den latterligt lille pris af 1,5 euro pr. stk. inklusive drikkevarer. 

La perla de Castilla ligger lidt fra alfarvej, men dog i nærheden af vores hotel. Der er ikke så store chancer for, at nogle af de krediterede til festivalen når helt herud.Kun ejeren, Manolo Astorga, tager lidt træt imod de forvildede gæster.

Trofæerne på hylden vidner om, at han selv har vundet flere konkurrencer, og inden vi får lov til at få serveret de festivaltapas, han står for, kommer vi ikke uden om at smage hans egen traditionelle kreation, Chicharro, som er en rædselsfuld makrelagtig fisk.

Manolo siger, at han er rigtig glad for festivalen, men at disse designer-tapas aldrig vil komme på det daglige menukort i hans restaurant. 

»Folk kommer her for at få noget at spise,« siger han, »og vi kan jo ikke stå derude i køkkenet og bikse i timevis med petitesser, for at folk skal kunne nippe til kunstværker.« 

Læs også: Tapasskole på Gran Canaria