Tag med på ekspeditions-krydstogt til Galapagos

Der er intet andet sted på kloden som Galapagos-øerne, der ligger isoleret i Stillehavet 1.000 km fra det sydamerikanske fastland.

Naturguiden Juan Carlos Sosa fortæller om lavakaktussen, der er blandt de første planter til at få fodfæste i de golde lavamarker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Johansen

SANTIAGO OG BARTOLOMÉ

Godt, jeg fik købt solcreme i lufthavnen. Selv om det nu er sen eftermiddag, brager solen stadig ned, og jeg kan mærke huden stramme til på mine bare arme.

Vi befinder os på ækvator – ikke som i »tæt på ækvator«, men på selve klodens midterlinje, give or take nogle hundrede meter – så ildkuglen står lavt på den klare, blå himmel over os og er ikke til at spøge med.

Hvis det ikke var, fordi jeg var bange for at miste balancen og skvatte i vandet fra den sorte zodiac-gummibåd, der hopper hen over bølgerne, ville jeg læne mig bagud over den lave ræling, hvor jeg sidder, og dyppe en hånd i vandet.

»Kommer vi til at se pingviner i dag?« spørger min sidemand til højre gennem larmen fra den kraftige påhængsmotor.

»Nok ikke i dag. Men helt sikkert i morgen,« svarer vores khakiklædte guide, Dries Degel, der sidder forrest i zodiacen og med håndbevægelser udstikker kursen for bådføreren.

Pingviner?! I tropevarmen?

Galapagos-øerne, der ligger isoleret i Stillehavet cirka 1.000 km vest for Ecuador, er ikke som noget andet på vores planet. Her er dyrearter, fugle og planter, der ikke findes andre steder. Her er havplante-ædende øgler, kæmpeskildpadder og ti meter høje solsikketræer, så hvorfor ikke også pingviner?

Der er stadig et stykke vej ud til den bølgeombruste høje klippe, der er vores mål, så der er tid til et forklarende flashback en halv dag – og millioner af år – tilbage i tiden ...

Tidligt i morges sad jeg også på rælingen af en zodiac , der netop var afsejlet fra det lille ekspeditions-krydstogtsskib Silver Galapagos, jeg er på tur med. Her var målet den blot 1,2 km2 store ø Bartolomé lige ud for den nordøstlige kyst af den væsentligt større ø Santiago. Lille Bartolomé var interessant, fordi vi her med egne øjne kunne få et blik ind i en historie om naturens største og stærkeste kræfter. Og få løftet sløret for, hvad det er, der gør Galapagos-øerne så enestående.

Efter at været gået i land ad en lille stentrappe, der gik direkte ned i bølgerne, begav vi os med en naturguide op ad et stejlt trætrappesystem mod øens top 155 m oppe.

Indimellem stoppede guiden, når der dukkede noget interessant op, som vi andre ikke lige fik øje på i det golde landskab, hvor der kun hist og her stak et par stride, brune græslignende planter op mellem gråsorte sten: en lillebitte kaktus, et rødhovedet firben eller et gråligt græshoppelignende insekt.

Oppe fra Bartolomés top åbenbarede større naturfænomener sig: Cirkelformede vulkankrater-aftegninger både i landskabet og ude i vandet, sorte lavaklippekegler, stivnede stenstrømme. Tydelige tegn fra fødslen af en ø.

Galapagos-øerne ligger på et af jordklodens geologiske hotspots. Et sted, hvor magmastrømme fra planetens indre søger op mod jordkappen og forårsager voldsomme vulkanudbrud, når magmaen i gigantiske eksplosioner fraspalter den gas, den har i sig, og derved ændres til lava, der strømmer ud og – efterhånden som den køles ned og stivner – skaber nyt land. Som Bartolomé, der er en af de yngste af vulkanøerne i Galapagos-øgruppen. Præcis hvor gammel vides ikke. Måske et par millioner. Men ikke så gammel som de af øerne, der er 5-7 millioner år gamle, og som med tiden har ændret udseende, efterhånden som vind, vejr og havet har slidt på dem.

I et geologisk tidsperspektiv er Bartolomé en baby. Og efter et liv så langt, at vi mennesker ikke kan begribe det, skal den atter dø. Galapagos-øerne ligger på brudfladen mellem to af de tektoniske plader, som udgør jordens skorpe. Pladen, som øerne ligger på, bevæger sig cirka 5-10 cm om året mod øst, og presses med tiden ind under den plade, som det sydamerikanske kontinent ligger på, og derfor vil Bartolomé og de øvrige øer om nogle millioner år blive tvunget ned under havets overflade og forsvinde.

»Er vulkanerne stadig aktive?« ville en gæst vide.

»Absolut,« svarede guiden.

»De kan gå i udbrud når som helst. Om tusind år, om ti år, om en time. Det seneste udbrud, vi havde, var på øen Isabela i 2005.«

Nu er vi ved at være henne ved den enlige klippe, og kan tydeligt se flokke af havfugle derhenne.

Og pingvinerne? Jo, eftersom Galapagos-øerne er født af havet og aldrig har været forbundet med fastlandet, burde der ikke kunne være noget liv, for det kan jo ikke opstå af sig selv på en gold lavaø. Alligevel er her masser af dyr og fugle, der klarer at overleve på de ugæstfri øer.

Teorien er, at kraftige storme og de fire havstrømme, der mødes her, har ført planter, fugle og dyr til øerne.

De første pingviner er i sin tid sikkert kommet med den kolde Humbolt-strømmen, der løber fra det sydligste Chile og op langs kontinentets vestkyst, indtil den ved Peru slår et sving ud til Galapagos-øerne, og er så blevet fanget her.

Der er kun få pingviner her ved Bartolomé, men vi får øje på en anden spændende fugl oppe på toppen af klippen: En blåfodet sule.

Det vides ikke, hvorfor sulerne har himmelblå fødder, men man gætter på, at det hænger sammen med den føde, de indtager, ligesom det er tilfældet med flamingoerne og deres lyserøde farve, der skyldes en kost af særlige krebsdyr.

De blåfodede suler har en karakteristisk parringsdans, hvor hannen »danser« ved først at løfte den ene fod i vejret for at fremvise den blå farve for hunnen, derefter den anden fod. Sulerne er dog ikke i dansehumør i dag.

»Se, deroppe!« udbryder Dries, »En galapagos-høg.«

Og ganske rigtigt; bag en klippeknold anes den brune rovfugl, der er i gang med sit bytte. Efter fjerene, der drysser ned fra klippen, at dømme, er høgen i færd med at æde en anden fugl.

ISABELA

I løbet af natten er Silver Galapagos sejlet videre til Punta Vicente Roca på Isabela – øen med vulkanudbruddet for ti år siden.

Forrest i zodiacen er denne gang Juan Carlos Sosa, der som de øvrige fem naturguider på vores krydstogttur brænder for Galapagos-øerne og for at fortælle om den særlige natur her.

Først fører han os langs kysten, hvor bølgerne slår op mod klipperne, så det skummer hvidt omkring de forrevne lavaformationer.

Lige uden for bølgernes rækkevidde slikker gråsorte havleguaner sol på klippesiderne. Havleguanerne, der ligner små drager, findes kun her på øerne, er vegetarer og lever af de planter, der gror på klipperne under vandet. Leguanerne er fremragende svømmere og kan dykke ned til ti meter, men de kan højst opholde sig ti minutter under vandet, inden deres kropstemperatur bliver så lav, at musklerne begynder at stivne, hvorefter de atter må på land og blive varmet op af solen.

Vi sejler ind mod en bugt, hvor voldsomme geologiske kræfter har presset klippelagene så meget sammen, at de har slået en gigantisk fold, så der under de mange gulbrune og grå lag er opstået en grotte.

Her under hvælvingen er der vindstille, og gennem den rolige havoverflade kan vi se stimer af farvestrålende fisk; en søløve på jagt glider hastigt forbi zodiacen, og små fem meter fra os er to havskildpadder ved at parre sig – hannens vægt presser hunnen ned under vandoverfladen. og indimellem stikker hun hovedet op for at få luft.

Som de andre dyr og fugle, vi oplever, er skildpadderne uanfægtet af vores tilstedeværelse. De opfatter ikke mennesker som hverken trusler eller bytte. Det giver en helt unik mulighed for at komme helt tæt på det vilde dyreliv – men vi har fået strenge påbud om, at det er forbudt at røre dyrene eller foretage pludselige bevægelser, der kan stresse dem.

Vi lader de elskende få fred og sejler videre langst kysten, hvor der er en mangfoldighed af leguaner, orangerøde Sally Lightfood-krabber og forskellige fugle. Vi kommer helt tæt på blandt andre blå- og rødfodede suler, terner, fregatfugle, brune pelikaner og den klodset udseende, men adrætte, galapagosskarv, der gennem tiderne har mistet sin evne til at flyve. Denne særlige skarv, der kun lever her på øerne, har godt nok vinger, men de er bittesmå og underudviklede. Til gengæld har den stærke ben og kraftige svømmefødder, som hjælper den til at skyde en imponerende fart gennem vandet, når den jager småfisk og blæksprutter.

Galapagos Pingvin - verdens mindste pingvin. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Johansen.

Vi runder en klippe, og så ser vi den – vores første pingvin. Den er næppe meget mere end 30 cm lang og ligger og hviler sig på et klippeskær. Vi sejler helt tæt på, så alle kan få et billede i kassen.

Galapagospingvinerne er verdens mindste pingvinart, og det vurderes, at der kun er cirka 1.000 ynglende par tilbage. Tidligere var der op til 15.000 pingviner på Galapagos-øerne, men naturfænomenet El Niño i 1983 ændrede så meget på de næringsrige vandstrømmes løb omkring øerne, at pingvinpopulationen var ved at uddø af sult. På det mest kritiske tidspunkt var der så få som 500 pingviner tilbage. Og bedst som bestanden var ved at komme sig, ramte El Niño igen i 1998 og reducerede den med 60 pct.

FERNANDINA

Efter en frokostpause om bord på Silver Ga-lapagos går turen videre til øen Fernandina.

Her går vi i land et sted, hvor lavaen er strømmet ud i havet og er stivnet i store sorte klumper.

Det er lavvande, så et par havleguaner æder af de blottede havplanter på stenene, og hundredvis af røde og sorte krabber vimser rundt for at finde noget spiseligt.

Ved vandkanten er der lidt sparsom grøn vegetation i form af buske, men ellers er landskabet domineret af sorte lavamarker.

Juan Carlos fortæller, at man skelner mellem to slags lava.

Der er den, hvor lavaen er strømmet ud af vulkanen og som varm kakao har »trukket skind«, da den langsomt kølede af. Det resulterer i reb-lignede formationer, der bølger gennem landskabet.

Den anden er den, hvor lavaen er blevet skudt ud af vulkanen og er faldet ned over et stort område, hvorefter den er stivnet. Det giver ujævne og skarpe klipper og sten, som det er hårdt og smertefuld at gå på – derfor bruger man dens hawaiianske navn »ah-ah-lava«.

Langs kysten ser vi masser af havleguaner, der ligger hulter til bulter i store grupper. Man skal se sig godt for, for leguanerne falder i ét med lavaklipperne, og man risikerer nemt at træde på en, for de flytter sig ikke, selv om man kommer meget tæt på.

Indimellem lyder der et hvæs fra en af dem, men det skyldes ikke nogen form for aggression, men derimod at leguanerne nyser salt ud. Når leguanerne dykker, sluger de en masse saltvand, og for at komme af med saltet igen, udstøder de det gennem næsen.

Efter en vandretur over sprækkefyldte reblava-områder standser vi ved en gruppe falloslignende planter.

Naturguiden Juan Carlos Sosa fortæller om lavakaktussen, der er blandt de første planter til at få fodfæste i de golde lavamarker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Johansen.

Det er lavakaktus, forklarer Juan Carlos. Kaktussen er interessant, fordi den er en af de første planter, der får fodfæste på de ekstremt golde lavamarker. Her falder stort set aldrig regn, og der er ingen vand i undergrunden, så kaktussen må nøjes med den fugtighed, der er i luften. Når først kaktussen er her, er der basis for et dyreliv, der kan leve af den. Insekter, fugle og – efterhånden som plantelivet breder sig med hjælp fra fuglene – de store skildpadder.

Så hvor Bartolomé og Santiago var fase 1 i livs-udviklingen, er Isabela og Fernandina fase 2 med lidt flere planter, lidt flere slags fugle, insekter, leguan-kolonier og, ser vi siden, enkelte pelssæler og søløver.

Vi følger den afmærkede sti, som gæster på øerne skal holde sig inden for, indtil den ender ved et skilt, hvor der står »stop«. Her begynder »ah-ah-lavaen«, og vi må vende om og gå samme vej tilbage til kysten og de ventede zodiacer.

FLOREANA OG SAN CRISTOBAL

I dag er vi på San Cristobal, hvor vi for første gang anløber en by, Puerto Baquerizo Moreno. Her er cirka 7.000 indbyggere – og 400 søløver. Uvist af hvilken grund besluttede en søløvekoloni for nogle år siden at slå sig ned i byen og de to små strande, der ligger på hver sin side af den. Da søløverne er fredet, må byens befolkning leve med, at der er søløver overalt. De ligger på byens bænke og soler sig, kravler i skygge under bilerne, indtager bådene i havnen og spiser deres fiskebytte (og forretter deres nødtørft) på dækket.

Vi er her nu ikke for at se på søløver, men på de store landskildpadder, der er blevet symbolet på Galapagos-øerne, der er det eneste sted i verden, hvor de lever. Vi kører i bus en lille times tid op i øens frodige højland. Heroppe regner der lidt mere, og på grund af adgangen til frisk vand via vandningssystemer er der lidt landbrug; her dyrkes blandt andet bananer og kaffebønner.

De dyrker også kaffe på Calapaguero Cerro Colorado, men først og fremmest er det et sted, hvor der er et storstilet program for at genoprette bestanden af kæmpeskildpadder. Engang var der omkring 250.000 skildpadder på øerne, fordelt på 15 arter, men menneskets rovdrift på de store dyr har bragt antallet ned på bekymrende lave 15.000, og fire af arterne er uddøde. Ironisk nok var det skildpaddernes evne til at klare sig under meget barske forhold, der blev katastrofal for dem,

Skildpadder kan leve op til et år uden vand og føde, og derfor brugte søfolk dem gennem århundreder som friske kødforsyninger. Man tog simpelthen bare skildpadderne, der ikke kunne forsvare sig, med om bord og slagtede dem, efterhånden som man fik behov for frisk kød.

Men også indførslen af husdyr som geder og kvæg på øerne ramte skildpadderne hårdt, for de nye dyr åd den føde, som skildpadderne skulle have. Nu gør man et stort arbejde for at sikre skildpadderne store leveområder, hvor de kan fouragere i fred, og på de fleste af øerne har man udryddet bestandene af indførte dyr.

Her på stedet foregår avlsarbejdet ved, at man indsamler de æg, som hunnerne lægger i sandet ved kysterne, og anbringer dem i rugemaskiner. Ved at regulere temperaturen i maskinerne kan man afgøre, om der skal komme en han elle hun ud af ægget. 28 grader giver en han, 29 grader en hun. Ved at fremavle flere hunner end hanner, håber man, at skildpaddebestanden vil vokse sig stor med tiden.

Udfordringen er, at skildpadder er 25 år om at blive kønsmodne, så det vil tage cirka 250 år, før man er oppe på den oprindelige bestand. Desuden er der besværet med at få skildpadderne fordelt på øerne. Det foregår med helikopter og er meget bekosteligt.

De mindste skildpadder bliver holdt i store bure, hvor de er i sikkerhed og konstant overvåges, mens de store frit bevæger sig rundt i området, hvor man kan gå rundt og se dem via et vidtforgrenet sti-system. Her kan man se dem forsigtig nippe af de grønne planter eller tage mudderbad for at slippe af med generende parasitter. Vi ser også to hanner, der »kæmper« om en huns gunst. Det foregår ved, at de to langsomt, langsomt, langsomt nærmer sig hinanden og strækker hals. Den, der kan løfte hovedet højest, og dermed i bogstaveligste forstand kan se ned på den anden, har vundet kampen. That’s it.

På turen rundt på stierne støder vi også på en af de fugle, der fik afgørende indflydelse på Darwins evolutionsteori, som for altid kom til at forandre vores opfattelse af livets opståen (se boksen om Darwin). På en gren over os sidder en spottedrossel. En lille, undseelig fugl med gråbrun fjerdragt. Forskerne tror, at droslerne i tidernes morgen er kommer hertil fra Peru, hvor deres nærmeste slægtninge lever i dag.

Der er fire forskellige slags spottedrosler på Galapagos-øerne, fordelt på fire forskellige øer, og de lever kun her. Jeg går helt tæt hen ind under fuglen for at tage et foto, og den gør ikke den mindste ansats til at flyve bort, men kigger blot nysgerrigt på mig.

SANTA CRUZ

Sidste dag af turen. På det lille fiskemarked i Puerto Ayora oplever man på en hel anden måde, hvordan livet på Galapagos-øerne i højeste grad foregår på dyrenes præmisser. Fiskehandlerne må nemlig finde sig i, at vilde søløver, pelikaner, hejrer – og en enkelt fregatfugl – forsøger at snupper fangsten fra dem. Andre steder i verden ville man jage dyrene bort, men den går ikke her. I stedet forsøger fiskehandlerne at aflede dyrenes opmærksomhed ved at smide fiskeindvoldene hen til dem, når de renser fiskene.

Puerto Ayrora er en hyggelig by med små spisesteder og caféer, farverigt malede hostels og små købmandsbutikker. Men her er også en del udflugtsarrangører og ikke mindst souvenirbutikker med masser af T-shirts og søløve-dukker. Som andre steder i verden presser menneskene sig på, og da de skal leve af noget – og landbrug ikke ligefrem er oplagt på disse øer – ligger turismen lige for.

Sidste år besøgte cirka 500.000 turister øerne, og selv om jeg bestemt under alle mennesker at opleve den helt unikke natur, man møder her, håber jeg, at de ecuadorianske politikere formår at træffe de beslutninger, der skal til, for at øerne kan vedblive med at være det helt enestående sted på vores klode, som det er nu: Dyrenes Galapagos.

På Galapagos-øerne kommer man helt tæt på det vilde dyreliv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Johansen.