Tag med på 110 km Fjällräven Classic

I den årlige 110 km lange vandretur gennem Laplands storslåede natur handler det ikke om at komme først, men om at gennemføre.

Du behøver hverken være spejder eller outdoor-entusiast for at deltage i Fjällräven Classic, men det hjælper at have en god portion kærlighed til naturen og de åbne vidder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lasse Flies Madsen

En fastfood-restaurant? Nej, hør nu! Vi har vandret seks km, da vi ankommer til »Lap Donalds« – en interimistisk restaurant, hvor grillen udgøres af et par overskårede olietønder og bordet er din egen rygsæk. Her serveres der velduftende rensdyrburgere til de mange vandrere. 

Se også: 5 ekstreme eventyr i Island

Vi sætter os tæt ved floden Vistasjåkka sammen med to hollandske piger og nyder de saftige burgere med den røgede smag – fantastisk. 

Pigerne fortæller, at de har deltaget hvert år, siden det første »the classic« blev afholdt i 2005. Det begyndte som en test af dem selv, og nu er det endt som en venindetur. De har også vandret i Coldorado, USA, og i Alperne, men denne tur er en helt særlig oplevelse – hver gang.

Det er to timer siden, startskuddet lød til 2012-udgaven af Fjällräven Classic, som er verdens eneste »løb« for fjeldvandrere. En vandretur på 110 km gennem Nord-sveriges prægtige natur langs Kungsleden-stien, der blev anlagt i starten af 1900-tallet. Det rå og fantastiske landskab skifter kontant farve og stigningsgrad, og vi passerer  blandt andet Sveriges højeste bjerg, Kebnekaise. 

En anden verden
Fjällräven Classic er en enestående mulighed for at stifte bekendtskab med noget af den mest unikke natur, der findes i Skandinavien. Gigantiske bjergmassiver, brusende floder og fortryllende faunb.

For nogle deltagere er turen først og fremmest en sportslig præstation, hvor tempo og mellemtider er vigtigst, men for langt hovedparten af deltagerne er den en naturoplevelse udover det sædvanlige, som man ønsker at dele med andre. BT Rejsers udsendte hørte til den sidste kategori.  

Mine medvandrere og jeg havde forberedt os de seneste tre måneder op til denne tur gennem blandt andet lange traveture i Rude Skov ved Holte samt indkøb af det sidste grej i diverse sport- og fritidsforretninger. 

Bagagen var blevet vejet, fundet for tung, korrigeret og vejet igen og stadig fundet for tung. Pludselig er få hundrede gram en alvorlig dødvægt, når man husker på, at alt, man vil medbringe på turen gennem det svenske landskab, skal bæres af  én selv. 

Vi landede endelig på en vægt på ca. 15 kg. pr. rygsæk, eksklusiv vandflasker. 

Roskilde Festival? 
- Wow, vi er vist ikke de eneste, som har fået den idé! udbrød min kammerat, mens han havde peget på en mindre gruppe B.S. Chistiansen-typer, som så ud til at være klar til at indtage vildmarken.

Da vi slentrede gennem banegårdhallen i Stockholm, var det tydeligt, at der var noget under opsejling. Man tænkte tilbage til sommerens Roskilde Festival og oplevelsen af Roskilde station – her var man heller ikke i tvivl om, hvem der skulle på festival, og hvem der var på gennemrejse. 

Vi steg på nattoget til Kiruna kl. 22.55 sammen med en masse andre vandrere, og undervejs på turen gik snakken lystigt; der blev fortalt både vandrerhistorier og røverhistorier, mens der blev spillet kort og drukket kaffe.

Næste morgen vågnede  vi tidligt, og efter endnu et par timers kørsel lød det over højtaleren:

- Om to minutter passerer vi polarcirklen, og på højre side kan I se monumentet. 

Vi fik at vide af en pige overfor os i toget, at »monumentet« bare er et skilt, hvorpå der står, at man nu passerer polarcirklen. 

Vi trykkede næserne flade mod det kølige togvindue, mens vi susede forbi et lille skilt med en uforståelig skrift, hvor der måske stod, at der var fare for isbjørne udenfor...

Pigen beroligede os heldigvis med, at der ikke fandtes isbjørne hér. 

- De lever kun på Svalbard, sagde hun.

Frysetørret spaghetti
Ved banegården i Kiruna tog vi en særligt indsat shuttlebus, der kørte os op til check-in-området. 

Her fik vi udleveret det sidste obligatoriske grej, blandt andet kort over ruten og vores hikingpas, der skal stemples undervejs. Vi hentede også vores gasrationer til kogegrejet samt den frysetørrede spaghetti og havregrød til de første par dage. 

Aftenen gik med at fortælle historier, studere kort og planlægge morgendagens strabadser: Hvor langt skal vi gå, hvor hårdt bliver det, hvad med vejret, og kunne vi lige have trimmet rygsækken for  300 g udstyr? 

Spørgsmålene var mange, og det samme var antallet af myg, da vi kravlede i soveposerne.  

Startskuddet 
Dagen var kommet for vores tur. Vi skulle af sted kl. 13.00 og blev kørt fra check-in-området til Nikkaluokta – cirka  en times kørsel fra Kiruna  –hvorfra starten gik.

Før startskuddet til årets tur lød, trådte en kvinde klædt i den traditionelle og meget flotte samiske folkedragt med broderede mønstre og en slags perler, der skinnede i solen, op på et lille podie og sang en samisk folkevise, der efter sigende skulle bringe deltagerne held og lykke på vandreturen. 

BANG! Så var vi i gang.. . 

Fjällräven Classic er en sportsbegivenhed for alle typer, størrelser og temperamenter. Du behøver hverken være spejder eller outdoor-entusiast for at deltage, men det hjælper at have en god portion kærlighed til naturen og de åbne vidder. 

Du bestemmer selv, hvor langt, hvor hårdt og hvor tungt du vil have det. Deltagerne skal bare trave fra A til B med deres grej og gode humør i det tempo, der passer bedst til vedkommende. 

Det ses også tydeligt på de mennesker, som deltager. Her er alt fra nygifte par på bryllupsrejse, solovandrere og gamle venner til erfarne fjeldvandrere og militærfolk, som gør det for at prøve sig selv af. 

Sansebombardement
Rensdyrsburgeren er spist, og vi er tilbage på vandreruten.

Wow... det uendelige landskab er fantastisk smukt, og vi bliver konstant bombarderet med sanseindtryk – lige fra duften af løvet på stien til lyden af vandets rislen i elven – mens vi vandrer igennem den flotte natur. Vi oplever mange forskellige landskaber, lige fra mosgrønne græspuder til uendelige stenørkener.

Vi er heldige med vejret. Sidste års Fjällräven Classic havde været ét stort regnskyl, men det er høj sol de fleste af de fire dage, vi er undervejs, og her er en fornuftig temperatur på omkring 17-18 grader. Hvis ikke det var for de mange myg, indbød turen til shorts og T-shirt. 

Ud over det flotte solskin har vi dage med både dis og tåge, og en enkelt gang når vi højder omkring 1.150 meter, hvor vi kan kaste med snebolde efter hinanden. 

Vi havde hørt så meget om midnatssol og polarnætter hjemmefra, men det er alligevel en kæmpe oplevelse at være her – midt i det hele.

Hen over sommeren og i begyndelsen af efteråret bliver det stort set ikke mørkt om natten, og det er en særlig fornemmelse at sidde ved bålet efter dagens lange vandretur og vente på tusmørke, som bare aldrig helt kommer. 

Foranderligt landskab
De første mange kilometer gik vi i skovområder med både nåletræer og løvtræer, men landskabet i Lapland forandrer sig hele tiden. 

Vi kom gennem tæt birkeskov og gennem store åbne strækninger, som minder om et månelandskab. Fossende elve snor sig gennem det endeløse landskab, og vi fylder vores vanddunke og nyder det friske, kolde vand. 

Men med vand kommer også myg – i massevis. Luften er nogle gange næsten helt sort af de små bæster. Vi har forsynet os rigeligt med både »Djungel olja«og myggenet, men lige lidt hjælper det. Der er konstant tusindvis af myg lige om hovedet på én, uanset at vi basker med armene som nogle gale. 

Selvom elvene er isende kold, kan vi ikke lade være med at stikke tæerne i, når vi holder en velfortjent pause. På trods af, at vi er både varme og svedige, fryser vi nærmest til is, når fusserne rører vandoverfladen, og det prikker i hele foden og op i benet. 

Det rindende vand kommer direkte fra gletcherne, og er det reneste, man kan forestille sig, beriget med sunde og nærende mineraler.

Der er noget zen-agtigt i at lægge sig i græsset midt på Kungsleden og kigge op i den krystalklare polarhimmel, mens elevens vand pludrer og bobler lige ved siden af, og myggene synger, inden de går til bords.

Efterhånden som vi fylder kilometer i benene, bliver vores oplevelse af Fjällräven Classic mere og mere, at turen faktisk er meget meditativ og betagende, fremfor krævende og fyldt med pine og store vabler, som vi havde forventet, at turen ville være.

Klappet i mål 
Da der er omkring en km til målstregen, kan vi høre klapsavler og tilråb i det fjerne. Lyden kommer tættere og tættere på, for hvert skridt vi nærmere os Abisko.

Rutens sidste del snor sig ned under en jernbane og slutter symbolsk med at gå op ad bakke – bare lige for at trække pinen mest muligt.

De sidste 20 m bliver vi mødt af klapsalver, glade ansigter og opmuntrende tilråb. Alle klapper af deltagerne, der krydser målstregen. Vi smiler selv bredt, klapper hinanden på skuldrene og råber forpustet :

- Vi gjorde det sgu!

Ved målstregen afleverer vi vores hiking pas til Fjällrävens officials og laver Ussain Bolts karakteristiske salut, hvor vi skyder en usynlig pil af sted mod himlen på målstregen, mens der tages billeder. 

Vi er helt høje på den lovlige måde og er jublende glade.Vi er i mål, 110 km efter at vi forlod Nikkalouta med en samisk folkevise i ørerne. 

Trods ømme fødder, skuldre og knæ er vi nået frem til vores destination. 

Men trætheden mærkes slet ikke – vi føler, at vi flyver. Selvom Fjällräven Classic ikke er nogen søndagstur, og noget man lige gør, så virker det ikke så vigtigt, når først man står i Abisko og har gennemført.      

Med en medalje i hånden, glade trætte smil og en øl i sigte giver vi håndslag på, at vi tager af sted igen næste år.

Foran venter en hyggelig aften med nye venner og gamle røverhistorier fra ruten, inden der bliver spillet op til dans, og vi fester til den lyse morgen. 

Så var det alligevel lidt som at tage på festival.

Se også: Cykeltur med usynlig makker