»Sveriges svar på Saint Tropez«

Den lille skånske by Båstad kaldes »Sveriges svar på Saint Tropez«. Læs her om der er noget om snakken.

Foto: Hotel Skansen og Lea Gindin
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Lad roen falde på dig,« siger min far gerne, når jeg forsøger at nå det hele på den halve tid. Han anbefaler mig også at nyde »en forestilling på hjernens eget teater«. Med andre ord: Sidde helt stille, kigge lige ud i luften og lave ... ingenting. Han siger i det hele taget så meget vrøvl, den gamle. Eller gør han? Efter et døgn på Hotel Skansen i skånske Båstad er jeg ikke længere så sikker. Jeg har lært at slappe af.

Skansen emmer af overskud. Og så dufter hotellet af hvide liljer, sæbe og måske en snert af klor. På gangene, som svæver over den stemningsfulde atriumgård, tøffer hvide badekåber rundt med salige blikke. En ældre kvinde har fået sin ungpigekulør tilbage efter en ansigtsbehandling, og hendes mand er sluppet af med myoser hos en trevlig ung massøse. I et såkaldt dobbelt boble-kar går det op for et ægtepar, hvorfor de er sammen. Et kærestepar har ikke glemt det – de slår smut på stranden og tager billeder til øjestenen derhjemme. Med andre ord: Skansens mange skønheds- og velværebehandlinger tiltrækker stort set alle.

Min veninde, Lea Gindin, og jeg er først og fremmest kommet for at samle kræfter og have nogle hyggelige timer sammen væk fra hverdagens trummerum. I morges sprang vi på et Øresundstog fra Københavns hovedbanegård, og godt og vel to timer efter stod vi på Båstads lille station. En taxa bragte os til Skansen, der ligger midt i den lille, berømte badeby – kun et indkast fra vandkanten.
I ugevis har vi talt ned til at kunne stoppe op og slappe af. Nu står vi midt i nydningen. Det er lige til at få præstationsangst af for to journalister, der er vant til at løbe stærkt og følge verdens gang uafladeligt.

På værelse 917 – med havudsigt, champagne på køl og bolchestribede sengetæpper – tager selveste Torben Ulrich imod os. Ganske vist uden det viltre skæg og hår, som senere blev hans kendetegn. »Davis Cup, 1950« står der på det gamle, sort-hvide fotografi, der hænger på væggen. Hver sommer holdes der stadig Swedish Open på det store tennisanlæg lige overfor Skansen, og det bærer hotellets indretning præg af. »Det er Lars Ulrichs far,« fortæller Lea. Det anede jeg ikke og bliver i et kort sekund fristet af at undersøge sagen på nettet. Men nej, jeg er jo netop kommet for at være off, ikke on. Og mon ikke jeg kan leve uden med sikkerhed at vide, om den legendariske tennisspiller er far til trommeslageren fra Metallica eller ej. Jeg tror det. (Det ér han, red.)

Efter en usædvanlig appetitvækkende salatbuffet og en fiskeret springer vi direkte i ... bølgerne! Eller... vi har aftalt ikke at sige det til en sjæl, men journalister må som bekendt ikke lyve, så: Vi springer direkte i dynerne, og sover og sover i to stive timer.
Vi må have trængt til det, og det ville være næsten kriminelt ikke at udnytte den usigeligt bløde seng, siger vi til hinanden. Stemningen på Skansen, ja, al den luksus, lullede os simpelthen i søvn. Ingen af os kan huske, hvornår vi sidst har taget så behagelig og effektiv en »morfar«. Hjemme har vi dårligt tid og ro til at sove om natten. Jeg begynder så småt at forstå, hvad min far mener med at lade roen falde på sig.

Således aldeles udhvilede er det vores tur til at tage badekåbe og badetøfler på og indfinde os i spaafdelingen, hvor vores behandlere venter os. Kent sender mig direkte i himlen – farvel ømme muskelspændinger – med sine stærke hænder. Eneste minus er, at de 25 minutter føles som fem, og at Kent formaster sig til at konversere, så min flirten går fløjten. Inde ved siden af ligger Lea på briksen og får renset, skrubbet og indsmurt sit ansigt.
»Det var en sand velsignelse. Jeg føler mig født på ny,« siger min veninde, da hun en anelse blussende og skinnende dukker op efter sin ansigtsbehandling.
Hendes ansigtshud er blød som en nyfødts fodsål, og hendes behandler talte kun, når Lea spurgte til produkternes fortræffeligheder. Det kunne Konverserende Kent lære noget af – eller så skal jeg måske bare øve mig i at forstå svensk. Også når jeg er alene (og topløs) med en fremmed mand i et meget lille, meget varmt rum med levende lys på bordene og panfløjtetoner i højtalerne.

Pokkers! Under bruseren i spa- og helseafdelingen går det op for os, at vi har slappet for meget af. En, to, tre, er vi tilbage i frottéen, og da vi sætter kurs mod værelset rører vores badetøfler knap gulvet. Vi har tjekket hotellets Restaurant Sand ud, og ikke tale om, at vi vil sidde der med vådt hår og mascara under øjnene. Der må være grænser for den tilbagelænede stil, tænker vi, og finder det fine tøj frem fra weekendtaskerne. Og middagsmenuen? Fortræffelig! Og med den diskrete, opvakte betjening, der kendetegner en god restaurant.

Næste morgen er solen i så højt humør, at vi – efter en herlig omgang morgenmad og dagens (danske) avis – traver en tur langs Kattegat. Hvis du nogensinde har vendt verdenssituationen med en god ven eller veninde under en rask gåtur, ved du, at netop bevægelsen gør en forskel. Det er som om, at tankerne og ordene flyder lettere, når hjernen også skal koncentrere sig om at sætte det ene ben foran det andet. Vi taler om ting, vi ikke har talt om før – og engang imellem vender vi ansigterne mod solen. Den luner lidt mere end hjemme i Danmark, hvis det da ikke bare er noget, vi bilder os ind, fordi vi for en gangs skyld mærker efter? Området omkring Hotel Skansen er skabt til en gåtur – strand, skov, bakker.

Foran en rødmalet gård spejder vi efter Emil, den skarnsunge, men forgæves. Måske snitter han træmænd i sit skur? På hjemvejen slår vi vejen forbi Hotel Skansens helt nye kallbadhus, som er bygget i træ og ligger for enden af en bro, 60 meter ude i vandet. Den lille, moderne badeanstalt ligner den, der lå præcis samme sted for en håndfuld årtier siden. Vi har dog både det kolde gys og den opvarmede, japanske pool på terrasse til gode, da kallbadhuset p.t. mangler den sidste finpudsning. Alle gæster, der har købt en såkaldt spapakke på Skansen, kan frit bruge kallbadhuset, der også rummer en hyggelig lounge med kamin. Nu er der isflager på vandet, men det er ikke svært at forestille sig, hvor skønt her er om sommeren.

Båstad og Skansen danner i de kolde måneder ramme om friske gåture, hygge foran kaminen, fordybelse og velvære til vintertrætte kroppe – fra juni sætter glade sommergæster tempoet op med strandfester, vandaktiviteter og solbadning.
Det kan være hårdt arbejde at slappe af. Men Lea og jeg lærte det på Hotel Skansen. Nu, hvor vi atter sidder med kurs mod dagligdagen i Danmark, sender jeg min far en god tanke. Det har været et dyrebart døgn.