Suveræn sne og sol i Andorra

Den lille nation i Pyrenæerne mellem Frankrig og Spanien er et verdens mindste lande. Men med 200 km pister har Andorra faktisk et af Europas største skiområder.

Masser af sne og ikke ret mange af dele den med. Velkommen til skiområdet Granvaleria i Andorra. Fold sammen
Læs mere

Jeg kendte ikke udtrykket »whiteout«, før jeg stod på toppen af Cortals og overhørte to englænderes samtale.
Udtrykket behøvede ikke nærmere forklaring. Jeg stak blot hovedet ud af kabine-stationen. Alt stod i ét, og vi kunne intet se. Skuffede vendte vi om og tog den gyngende kabelkabine ned igen.

Læs også: Cool apps til skituren

Dagen efter blev der behov for et nyt udtryk: »blueout«. For det var, hvad resten af ugen bragte.
Knaldblå himmel og dyner af tør sne, der mindede om flormelis, både hvad angik lyd og konsistens. Stolelifte med solbrændte skiløbere med glade smil trukket af sted på kryds og tværs af den blå, blå himmel.

Indrømmet. Alt ser bedre ud i solskin, men her, i Andorra, ligger et skiområde, hvor næsten alle parametre for godt skiløb er opfyldt. Brede boulevardpister, ideelle til store, bløde carving-kurver, ingen is, ingen mennesker, og slet ingen undskyldninger for ikke at finde både det indre og det ydre smil frem.

Det ligger højt, skiområdet Granvaleria. 2.640 meter over havet giver god snesikkerhed. 200 km pister fordelt på 110 pister, med andre ord: rigtigt meget plads til alle. Et varieret område, der giver mulighed for oplevelser på både snowboard og ski. Suveræne børnebakker, en pæn stor fun- og freestylepark. Et liftsystem, der er forholdsvis nyt, uden liftkøer, og med et servicemindet personale. Selv i weekenden, hvor spanierne møder talstærkt op, er der ingen køer af betydning.

Powderhundene har endnu ikke fundet vej hertil; selv flere dage efter snefald er der bunker af let tilgængeligt offpiste at finde, og det er ret sjældent.
Det meste af skiløbet foregår over trægrænsen, og området er derfor vindfølsomt, så husk en varm halsklud, der kan skærme ansigtet, når du sidder i liften. Men samtidig har Andorra en imponerende solskinsstatistik: af 150 skidage skinner solen de 120 af dem.

Af de seks byer, der omkranser Granvalira, har fire af dem ski-in/ski-out mulighed: Soldeu, Pas de la Casa, Grau Roig og El Tarter. De to øvrige byer, Canillo og Encamp, har begge gode forbindelser til skiområdet.

De to førstnævnte, Soldeu og Pas de la Casa, er de bedste bud på afterskiing, omend det næppe bliver heftigt. Til gengæld er Soldeu et fint sted at slå sig ned, hvis man har børnene med. Ligesom byen er den oplagte base, hvis man er til oplevelser, der ikke nødvendigvis involverer ski.

For eksempel en nat som luksus-inuit på igloohotellet, der ligger i 2.300 meters højde, og hvor natten begynder med en vandretur i snesko og ender med et varmt boblebad og udsigt til stjernerne, inden man kryber ned i soveposen i sit eget igloo-værelse. Og med den indbyggede fordel, at man ikke behøver nøjes med at drømme om at være den første på pisten morgenen efter – man er der allerede.

En anden forkælelse væk fra løjperne, man kan give sig selv, er en tur i wellness-paradiset Caldea, der ligger i hovedstaden Andorra la Vella og hæver sig over byen som en katedral af glas. Og som indendøre er et paradis af vand i alle udgaver – fra is, damp og støvregn til strøm, bobler og stråler. Det skal opleves.

I Andorra la Vella behøver man ikke nøjes med at drømme om gourmet-måltider mellem oplevelserne i sneen. Der er, omend ikke mange, så dog en håndfuld gode restauranter.

Sagardi, som er en innovativ tapas-restaurant, er en af dem. Her er ikke noget menukort; det fungerer sådan, at man studerer de tapas, der er »på display«, udvælger dem, man kunne tænke sig at sætte tænderne i, hvorefter man betaler efter antallet af de tandstikker, der har holdt dem sammen. Løbende udskifter tjenerne de forskellige tapas med friske i helt nye variationer direkte fra køkkenet.

Den lille restaurant Cal Johan i en af Encamps snævre brostensbelagte stræder er også et besøg værd. Cal Johan er drevet af et portugisisk par, der serverer små enkle hjemmelavede retter og garnerer måltidet med en snak med gæsterne.

Er man indlogeret i egen ferielejlighed, bør man benytte lejligheden til at gå i de lokale forretninger og købe specialiteter med hjem. Hos slagteren finder man Espetec Dandorra, en tynd lufttørret mild pølse. Chorizo og Chistorra, de lidt søde pølser, kan købes friske og tages med hjem til Danmark til grillen, eller man kan hænge dem til tørre et par dage og derefter bruge dem som pølse til tapas.

Botifarra er en catalansk specialitet, der mest minder om det, vi kender som medisterpølse, i tørret udgave. Og manchego-osten, som man heller ikke må snyde sig selv for, er lavet på mælk fra Manchego-fåret, hvilket kan anes i eftersmagen. Det er en meget mild ost, der fåes i forskellige prisklasser – jo tørrere, desto dyrere.


Tidligere var
en af Andorras største indtægtskilder tobaks-dyrkning. Af samme årsag findes der i dag mange specialforetninger med cigarer i hovedstaden.

Uanset om man er ryger eller ej, eller har intentioner om at investere i cigarer, er det en sjov oplevelse at besøge en af disse forretninger og befinde sig i en voldsom humidor med en luftfugtighed på over 65 pct. – specielt når man kommer direkte fra den tørre bjergluft.

De fleste tobaksforretninger fører et imponerende udvalg af cigarer fra alverdens lande, dog ikke fra Andorra. Til gengæld er priserne lave, og er man interesseret i mere cigar, kan man besøge tobaksmuseet i Andorra la Vella.

I hovedstaden finder man også spiritus-, cigaret- og parfumebutikker i én lang fletning ned ad hovedgaden Avinguda Carlemany. I forhold til Spanien, lige på den anden side af grænseovergangen for enden af gaden, er der penge at spare, men tjek toldreglerne, inden du fylder poserne. Rygtet siger, at de spanske toldere kan være ret skrappe.

Andoranerne har en meget tilbagelænet tilgang til tingene, og som effektiv dansker er det nemt at stresse lidt, når ekspedienten har mere travlt med at tale med sin kollega end med at ekspedere én. Men det har også sine fordele, blandt andet som for englænderen, der ikke havde mindre end en 50-euroseddel, og derfor ikke kunne løse billet til bussen.

Han løb rundt i forskellige butikker for at få vekslet, og da han nåede tilbage til bussen et kvarter senere, holdt den stadig og ventede på ham.

Den var nok ikke gået med linje 9 fra Rådhuspladsen i København.
Så glem din vaneopfattelse af, hvordan et skisportsted skal fungere og smage. Læn dig tilbage, og nyd Andorra som den anderledes, men store, skioplevelse det er.

Læs også: 7 ting, du ikke bør gøre på skiferien