Surf, sol og historie på Hawaii

Oahu er den tredjestørste af de otte øer, der sammen udgør den amerikanske stat Hawaii, som Elvis fik vor skribent til at drømme om som barn.

Rejseliv imported photo
Foto: Anne Mette Hancock

»Aloha. Do you want a lei, sweetheart?«
En kvinde med langt, flettet hår holder spørgende en smuk blomsterkrans lavet af violette kronblade op foran min datter.

Læs også: Her er Middelhavets Miami

Bag hende bugner en hel bod af kranse i alle regnbuens farver, og fra dem kommer en fantastisk duft af jasmin, orkidé og frangipanis. Stik imod min forventning er alle kransene – eller leis, som de kaldes her – lavet af ægte blomster. De er tunge, kølige og dufter fortryllende.

De minder mig om, hvordan jeg som barn så nogle optagelser fra Elvis Presleys »Aloha from Hawaii«-koncert og drømte, at jeg var en af de mørkhudede skønheder på skærmen med bastskørt om livet og blomsterkrans om halsen. Et barndomsminde, som på mange måder er skyld i, at jeg sammen med min mand og datter nu befinder mig på Oahu.

For da der på ønskeseddelen for et par måneder siden stod »bølgebrus, palmetræer og sol«, var det tanken om The King, tusmørke-luaus på stranden og blomster, der var årsag til, at ferievalget faldt på Hawaii. Og er der noget, øen Oahu har at byde på, er det hvide sandstrande,  fejlfri vejrudsigter og turkisblå bølger. Et perfekt sommer-fix i det, der må betegnes som Danmarks kedeligste tid.

Oahu er med sine cirka fem millioner besøgende om året den mest turistede af de hawaiianske øer, og det er især amerikanere fra fastlandet og japanere, der valfarter hertil. Rejsen for netop dem er overkommelig og svarer til den tur, vi danskere begiver os ud på, når vi boarder charterfly til Gran Canaria eller Alanya.

Det er en relativt kort ekspedition – en sviptur til sol og sommer. Men det er en lidt anden sag for os europæere, når slutdestinationen hedder Honolulu Airport. For der er langt herover. Derfor tilbyder de fleste rejsebureauer også kombinationsrejser, hvor man først tilbringer et par dage eller tre i en interessant storby på ruten, inden man rammer solsengen på stranden på Hawaii. På den måde brækkes jetlaggen op i mindre og mere overskuelige bidder, så tidsforskellen på 11 timer ikke føles så voldsom. Det er i hvert fald idéen.

Vi har haft to overnatninger i San Francisco på vej hertil. Et dejligt, lille lynvisit i en af USA’s hyggeligste og fedeste byer. Men der skal mere til – et mirakel, måske – for at gøre kål på den tidsmæssige kolbøtte af dimensioner, min familie og jeg har slået, da vi ankommer til Hawaii. Især min treårige datter og jeg sover de første par dage væk under en parasol på stranden, mens nætterne bruges til at se »Aristocats« på den medbragte laptop.

Langsomt får vi vendt døgnrytmen, og synet, der venter os rundt omkring på øen, da vi endelig får øjne igen, er spektakulært. Én ting står straks klart: Er man til sejlads, surfing, roning, hiking og bjergbestigning, er Hawaii så afgjort stedet. Kolossale, mosbevoksede vulkanbjerge, skummende blågrønne bølger, der rammer kridhvidt sand, og udsigten over det uendeligt store Stillehav er hele den lange rejse værd.

Selv om Oahu kun er den tredjestørste af de hawaiianske øer, har den det største antal indbyggere. De 900.000 lokale bor primært i området omkring Honolulu og Waikiki Beach, hvor vi er indlogeret. Men mange lever også uden for det glamourøse område, og der er en verden til forskel på sydkysten og resten af øen. Mens man i shoppe-gaden Kalakaua Avenue i Waikiki Beach finder forretninger som Chanel, Dior, Prada, Salvatore Ferragamo og Louis Vuitton, og byens hoteller og skyskrabere er proppede med velhavende amerikanere og japanere, forekommer resten af øen afpillet, rå og fattig.

Kører man en tur langs kystvejen, ser man de mest faldefærdige hytter og huse. Det er svært at begribe, at to så forskellige verdener findes klos op ad hinanden. Til gengæld ligger de ramponerede barakker på Oahus østkyst ofte kun få meter fra vandkanten, hvor havet er så åndeløst smukt, at end ikke udsynet fra penthouse-lejligheden på Waikikis dyreste resort kan måle sig med det. For øens bedste strande, Lanikai Beach, Sandy Beach og Halona Beach Cove, ligger faktisk her – midt i ingenting.

Da vi vågner torsdag morgen, er der en del skyer på himlen. Et hurtigt kig op mod bjergene afslører, at flere er på vej. Bilen bliver derfor tanket, og dagen afsættes til Pearl Harbor.

Køreturen fra strandpromenaden i Waikiki til mindecenteret for det japanske angreb på øen i 1941 i Honolulu tager kun små 20 minutter. Til gengæld varer det dobbelt så længe, før vi får adgang til stedet, fordi vi naturligvis ikke er de eneste turister, der har fået den idé at kigge forbi. Det hele er meget organiseret med stiplede linjer, der ikke må overtrædes, adgangsarmbånd, der skal bæres, og busser, der køres fra mindeområde A til B hvert 10. minut af chauffører, som med standup-entusiasme fortæller den samme krigsanekdote igen og igen. Mildt sagt anstrengende.

Men hvis man evner at lukke støjen, de andre besøgende, og nutidens kulisser ude, er det en ganske særlig oplevelse at besøge Pearl Harbor, hvor krigsskibet USS Arizona fortsat ligger under vand. Indeni vraget findes endnu ligene af cirka 900 af de amerikanske flådesoldater, der mistede livet under angrebet på flådebasen, og man mærker historiens alvor her.

Vi går om bord på krigsskibet USS Missouri, som ikke var på Hawaii 7. december 1941, da omtrent 350 japanske fly fløj ind over øen og droppede bomber ned over amerikanerne, men som alligevel spillede en særlig rolle for forholdet mellem USA og Japan.

Det var nemlig på dette skibs teaktræsdæk, at de japanske generaler ved en ceremoni 2. september 1945 underskrev overgivelsesdokumenterne til amerikanerne. Det gigantiske krigsskib, som også deltog i Korea-krigen i 1950erne, og som i Golfkrigen 1990-91 sendte et hav af missiler ind over de irakiske styrker i det besatte Kuwait, er lidt uhyggeligt at være på.

En blanding af højdeskræk, krigsangst og modvilje mod at indånde de olierede, harske lugte, der er under dækket, fylder ens krop, men nysgerrigheden over at være på visit på et af historiens mest afgørende krigsskibe trumfer de andre impulser. Det er altså ganske meget specielt at være her.

Besøget afsluttes med en burger og en Cherry Coke, og på busturen tilbage til parkeringspladsen ved centerets indgang, fortæller chaufføren endnu en gang om dengang, Hawaii blev tilbudt pladsen som USA’s 49. stat. Man takkede nej og tørrede titlen af på Alaska i stedet – for Hawaii ville være stat nummer 50. Det blev øerne formelt 21. august 1959.

»Et godt, rundt tal,« siger chaufføren og griner.
Det samme gør de fleste af bussens passagerer, hvis hårfarve matcher de cumulusskyer, der hele formiddagen har hængt over os, og som nu har trukket sig væk og har afsløret en dybblå himmel.

Vi vælger at sætte kurs nordpå – mere specifikt mod Waimea Beach Park, hvor en hel særlig gruppe af især unge fyre huserer. Der er her tale om verdens allerbedste og mest dumdristige surfere, som hver vinter kommer hertil for at ride på de op til 12 meter høje bølger, der rammer stranden i Waimea. Stedet har i mange år været kendt som verdens bedste legeplads for bølgeryttere, og især i perioden oktober til april tårner vandet sig op ud for Oahus nordkyst.

Selv om bølgerne breaker langt ude på vandet, er de stadig voldsomme, når de når stranden, og for dem, der ikke har surfing i blodet, men som alligevel vil have et adrenalinkick, er det muligt at snuppe et hovedspring fra den otte meter høje klippe kaldet The Rock, som ligger i vandkanten. Tricket er at springe i det sekund, bølgerne ruller ind, og at ramme vandet, inden de trækker sig tilbage igen. En lidt halsbrækkende manøvre, som alligevel tiltrækker mange uøvede turister på stranden.

Solen går ned bag den store klippe, mens vi ser de sidste vovehalse kaste sig ned i det efterhånden mørke skumvand. Endnu en dag er ovre på Oahu, Hawaii. I morgen lover vejrudsigten sol, sol og atter sol.

Læs også: Guide til storbyer med strand