Hvor langt er der fra genialitet til vanvid? Fra opløftende indsigt til afgrundsdyb rædsel? Fra lyset til mørket?

Næste side: 3 oplevelser i Krakow

Det er spørgsmål, som de lærde ved det Jagiellonske Universitet her i Krakow har stillet sig selv og hinanden, siden det blev grundlagt i 1364. Gennem tiden har lærere og studerende – flere gange under gensidige anklager om kætteri – anlagt religiøse, metafysiske og filosofiske syn på deres overvejelser uden at nå et resultat.

I dag ved vi, at der er ét simpelt og håndgribeligt geografisk svar: Der er 67 kilometer ad E40.
Nemlig afstanden mellem selvsamme Jagiellonske Universitet i den gamle polske kongeby, hvor store tænkere som blandt andre Nicolaus Kopernikus gennem århundrederne bragte menneskets erkendelser til nye højder, og så dødslejren Auschwitz-Birkenau, på hvis stenede jorder sydvest for Krakow menneskeheden nåede sit absolutte lavpunkt i nazisternes industrialiserede massemord på flere end en million jøder og andre KZ-fanger i årene 1940-45.

Dystre tanker, javist. Men som jeg sidder her og skutter mig i kulden på en bænk ved grusstien i Planty-parken, der er anlagt, hvor den gamle middelalderbymur i sin tid stod, og som går hele vejen rundt om det centrale Krakow, og ser hyggesnakkende unge piger med en to-go-latte i den ene hånd og kæresten i den anden, ja, så dukker sådanne tanker uværgerligt op: Gik Krakows indbyggere også dengang rundt og var forelskede og lo og levede, mens ulykkelige mænd, kvinder og børn døde uden for byens porte? Undrede de sig aldrig, når skyer af gråhvid aske blæste ind fra krematorieovnenes skorstene og dalede ned over byen som sne?

Jeg tager mig sammen og rejser mig. Det er jo aldeles unfair. Nutidens unge har ikke noget at gøre med dengang. Og Krakow er en både skøn og spændende by, som er oplagt til en storbyferie – det er dét budskab, jeg gerne vil viderebringe. Fokusér. Jeg går tilbage mod vores hyggelige lille hotel, Maltanski, på den anden side af parken for at mødes med mine to rejsefæller. Vi skal ned at se det gamle kongeslot. Selv om Krakow ubetinget må være kønnest om foråret og sommeren, så gør det mig ikke noget, at der er koldt som nu.

Jeg har med årene opbygget en stadig større forkærlighed for byerne i de tidligere østblok-lande, og det er, som om kulden, de nøgne træer og mennesker i vintertøjs-indpakning bare understreger stemningen af gamle dage.

Frem til 1596 var Krakow hovedstaden i Polen, og der har været bygget på Wawel-højen, hvor kongeslottet ligger med udsigt over Vistula-floden, siden ca. år 1000. Det er altså en by med en lang og spændende historie allerede før Anden Verdenskrig og den efterfølgende indlemmelse i den sovjetiske interessesfære, og det afspejler sig i den gamle bydel, der bugner af flotte, gamle bygninger.

Men Krakow er på ingen måde en støvet oplevelse. Byen, der er på størrelse med København, har ikke færre end 180.000 studerende, og det sætter sit præg på både bybilledet og nattelivet. Især de snævre stræder omkring den gamle universitetsbygning er super charmerende med mange små caféer og frokost-spisesteder med studentervenlige priser.

Vi bevæger os op ad den stejle, rampelignende indgang til det smukke slot, der er fra 1400-tallet. Inde på slotsområdet ligger blandt andet Wawel-domkirken, hvor de polske konger ligger begravet. Det er også her, præsident Lech Kaczynski, der i april 2010 blev dræbt i et flystyrt i Rusland på vej til en mindehøjtidighed for de polske officerer, der blev myrdet i Katyn-skoven af russerne under Anden Verdenskrig, er stedt til hvile.

Det er weekend, så her er masser af folk – også nede ved flodbredden, hvor man både kan se børnefamilier med klapvogne, pensionistpar, der trisser af sted med små hunde i snor, og travle joggere med puls-ure og strikhuer. 
Kongeslottet er i dag museum, og guider fører hold efter hold af gæster gennem de mange imponerende sale med malerier og gobeliner, som viser Polens glorværdige historie og ikke mindre glorværdige konger og dronninger.

Mindre end slottet her kunne da heller ikke gøre det, da topnazisten Hans Frank skulle finde sig en passende residens, da han i 1939 blev udnævnt til generalguvernør for det besatte Polen. Herfra orkestrerede han mordene på hundredtusindvis af polakker og tvangsdeportationen til slavearbejde i Tyskland for en million polakker. Det var også Frank, der etablerede de jødiske ghettoer, som blev første stop på vejen til koncentrationslejrene. »Hans Franks sønner Niklas og Norman plejede at spille fodbold mellem bænkene i domkirken,« siger en af guiderne...

»Jeg har kvalme.«
Bag glasruden lå et lille bjerg af børnesko, som den ene af mine rejseledsagere nu stod og så fortabt på. Jeg gik hen til ham og kiggede ind i montren. En slidt rød sandal lyste op mellem de mange små sorte og brune sko. Engang var en lille jødisk pige blevet lykkelig, da hendes far og mor gav hende sandalerne. Måske havde hun danset rundt i dem en sommerdag inden ... inden hun og hendes familie var blevet stuvet sammen i en kreaturvogn og fragtet herud til Auschwitz-Birkenau, hvor både børn og voksne blev gasset og siden brændt i de store krematorieovne.

Den tidligere fange- og koncentrationslejr er nu indrettet til det, der må være verdens mest forstemmende museum/mindesmærke/infocenter, og dagen før var vi taget på en guidet tur rundt i en del af det kæmpestore område, hvor det ene mere uhyrlige sted afløste det andet. Fra cellerne til henrettelsespladser over »lægernes« klinikker til menneskeforsøg og gaskamrene, der var indrettet som baderum for at undgå, at fangerne gik alt for meget i panik. Panik er besværligt og tager tid.

Det mest rystende var imidlertid bjergene af ofrenes sko, kufferter, briller, børster, gryder og toiletgrej. Det skulle alt sammen genbruges et eller andet sted i Det Tredje Rige, og de genstande, man kan se her, er dem, som tyskerne ikke havde nået at sende hjem til fædrelandet, inden de flygtede fra de fremadrykkende russiske tropper i krigens sidste dage.

Når man fysisk kan få kvalme af at se på tingene, skyldes det, at lige hér bliver forbrydelsen konkret. Der er ikke længere tale om enorme tal, som man ikke kan forholde sig til, men vidnesbyrd om rigtige levende mennesker, der blev ofre for en ufattelig ondskab. Den dér barberbørste blev engang brugt af en mand, som barberede sig hver morgen, inden han gik på arbejde. Og den dér fletning med en lille blå sløjfe, der nu ligger i den enorme bunke af sammenfiltret hår, som skulle bruges til madrasfyld og klædestof, sad engang på en lille pige. Måske hende, der dansede i de røde sandaler.

På vejen hjem fra Auschwitz-Birkenau var der helt stille i bilen. Alle sad vi i egne tanker og forsøgte at forstå, hvad vi havde set.
Men det gav ingen mening, som man kunne udtrykke i ord.
Derfor tav vi.

Næste side: Efter rundvisningen og 3 oplevelser i Krakow