Storby-alternativ til Paris

Lyon har i mange år haft ry som den »hemmelige« storby, der var sig selv nok, men nu bejler byen til turister, som ellers har tabt deres hjerte til Paris.

Lyon har charme, selvtillid og lækker mad. Fold sammen
Læs mere

Efter middagen på Bouchon des Filles foreslår værtinden, at jeg går langs floden tilbage til hotellet for at suge stemningen ind denne min første aften i byen.

Læs også: Franske fristelser

Jeg går ad skæve, brostensbelagte gader ned til vandet. Ved kajen er de første romantiske par allerede i gang med at flette fingre, mens vandet driver dovent forbi. Jeg krydser over på venstre side af floden ad den smalle fodgængerbro i stål, mens byens vartegn, det illuminerede metaltårn og den oplyste hvide kirke med sin kuppel og tårne, står i skarpe silhuetter mod den mørke himmel.

Efter spadsereturen med de høje, smalle byhuse og kastanjetræer som pittoresk kulisse, tager jeg næste bro tilbage på højre side og passerer den ene fortovscafé efter den anden, hvor fransk art de vivre udfoldes maksimalt i den lune efterårsaften. Er det »Midnight in Paris«? Det ligner til forveksling en scene fra Woody Allens film, men er faktisk Lyon.

Hmm. Vil man kunne elske nogen anden fransk by lige så højt, når man én gang for alle har tabt sit hjerte til Paris? Der findes to svar: ja - og Lyon.

Den selvstændige »lillesøster« i sydvest har i mange år, og lidt selvforskyldt, stået i skyggen af den ombejlede hovedstad, men nu rykker byen både kulturelt og økonomisk. For gastronomisk har den for længst slået sit ry fast, og den hviler ikke på laurbærrene. Nye generationer af kokke og fødevareproducenter står parat til at føre den stolte tradition videre.

Alene dét er en rejse værd, men byen har lige så mange facetter som den berømte hovedstad, bare i mindre målestok, så den er en værdig konkurrent til en lang weekend, hvad enten den står på shopping, kultur, gastronomi, afslapning, romantik - eller det hele.

Det kan sagtens nås, for det befriende ved Lyon er, at den med sine 470.000 indbyggere har en overkommelig størrelse som storby. Man kan med lidt god vilje kalde den Frankrigs svar på Aarhus.

Det giver Delphine mig ret i. Hun er lyonnaise, fra byen, men har studeret dansk et år i Aarhus, efter at hun ved et tilfælde valgte vores sprog til på universitetet i Lyon, fordi det var det eneste sted, der var ledige pladser på det skandinaviske fakultet.

Det gør hende til en eftertragtet sjældenhed for mange turister, der har et anstrengt forhold til fransk som fremmedsprog: en dansktalende guide, og så ovenikøbet med en charmerende jysk accent.

Derfor kan hun også se på sin hjemby med perspektiv, men hun foreslår nu, at vi gør det i mere bogstavlig forstand til at begynde med. Vi skal op på Fourvière, højdedraget vest for Saône-floden, der kiler sig ind i byen på venstre side, mens Rhône gør det på den højre, inden de to vande til sidst mødes og bliver til ét. Herved opstår Presqu’île, som byens hjerte på halvøen kaldes i folkemunde.

På kortet er det 1. og 2. arrondissement med det gamle silkevæver-kvarter Croix-Rousse i nord, som nu er bolig for den kreative klasse, og det mere (små)borgerlige Perrache i syd, som flyder over i Confluence-distriktet på spidsen af halvøen. Indtil for nylig et øde industriområde, nu det mest spændende kultur-kvarter in spe. Det vil blive Lyons svar på Londons Docklands og Chelsea i New York.


Lige nu står vi på toppen af Fourvière-højdedraget
med fødderne plantet solidt i Lyons ældste historie, Byen har sit udspring i en romersk koloni, der blev grundlagt i år 43 f.Kr. af Julius Cæsars betroede officer og senere konsul Lucius Munatius Plancus.

Romerne bosatte sig i små enklaver og gennem århundreder byggede de sig langsomt ned ad bakkerne mod Saône-floden i det, der nu kaldes Vieux Lyon, den gamle by. Heroppe er der en fantastisk udsigt, både historisk og geografisk - vi kan endda se Alperne i det fjerne. Det kan minde lidt om Montmartre (men uden turistfælden place du Tertre), og Delphine omtaler da også basilikaen fra 1872 på udsigtspladsen som Lyons svar på Sacre Coeur.

»Borgerne lovede hinanden, at hvis prøjserne kunne holdes fra byportene, ville de i taknemmelighed skillinge sammen til en kirke, hvor de for altid kunne takke Jomfru Maria,« fortæller Delphine. Frankrig tabte den krig til Tyskland (den fransk-preussiske krig 1870-1871, red.), men tropperne nåede aldrig i Lyon, og indbyggerne holdt deres løfte.

Vi kom herop med la ficelle, den ene af de to svævebaner, som forbinder højdedraget med floden, men tager de mange hundrede trappetrin ned. Og på den måde også gennem næsten 2.000 års historie gennem middelalderen og renæssancen, som afspejles i husene, der for de flestes vedkommende er holdt i varme italienske farver.

Men det er ikke en arv fra gamle dage. Faktisk var husene kalket hvide eller lysegule indtil for 30-40 år siden og i stort forfald. Mange var på nippet til at skulle rives ned, men kulturminister André Malraux fik dem fredet i 1962, og to år efter blev de af Unesco udnævnt til verdensarv. Det var første gang, at en hel bydel blev fredet i Frankrig.

Da arkitekten, som stod for restaureringen af husene, skulle udstikke retningslinjer for bydelens »nye« look, troede han, at husene var falmede, og bestemte, at de skulle males op i røde, pink og gule italienske farver. Ikke i overensstemmelse med fakta, men flot ser det ud, især når solen gløder ind på facaderne.

Hvis de gamle huse var blevet revet ned, var en del af Lyons store turisattraktion også røget. Vi ser folk med bykort i hånden fare ind og ud af gamle døre og porte. Det samme gør Delphine og jeg, mens hun forklarer:

»For at undgå, at kvarteret skulle ende som Marais i Paris, hvor det er blevet så dyrt at bo efter en lignende renovering, har kommunen gjort det muligt for almindelige mennesker at leje de eftertragtede boliger i de gamle byhuse, som tidligere husede århundreders silkehandlere. De sørger for vedligeholdelse og rengøring af trapper, gange og gårde, mod at beboerne finder sig i, at turister i dagtimerne kommer og går for at beundre den gamle arkitektur.«

Det hedderat traboulere - at passere gennem de lange gange og korridorer, traboules, som forbinder de smalle gader. Vi stopper indimellem og vender blikket opad til nogle svimlende flotte stentrapper, som altså har holdt i hundredvis af år.

Ude på gaden igen vrimler det med mennesker, og de tre sammenhængende kvarterer St. Paul, St. Jean og St. Georges er da også som en livlig dag i hovedstadens latinerkvarter med små butikker og masser af barer og restauranter, der, modsat det meste af det øvrige Lyon, også er åbent om søndagen.

Man kunne også tro, at man var i Paris, så snart man kommer over på den anden side af Saône. Folkelivet langs begge floder ligner det ved Seinen med bogkasser og amatørmalere, og Lyon kan ovenikøbet bryste sig af at have en permanent udendørs swimmingpool på Rhône-siden ved quai Claude Bernard, som indbyggerne nyder i de varme sommermåneder, mens pariserne må nøjes med en bunke sand ved Seinen for at få lidt stemning af by-strand.

Siden Lyons bystyre for nogle år siden sløjfede nogle meget skæmmende p-pladser på en fem kilometer lang strækning mellem broerne Pont Pasteur i syd og Pont Winston Churchill i nord, er området blevet omdannet til rekreativt område, hvor indbyggerne cykler, skater, jogger og promenerer. Men mest af alt nyder de bare udelivet ved de mange små caféer og restauranter, enten på land eller i de mange pramme og husbåde, som også hører til bybilledet her i det sydvestlige Frankrig og på den måde giver lidt Middelhavs-stemning.

Hvad pariserne ikke har, er Confluence. På sydspidsen af halvøen i midten er det tidligere havne- og industrikvarter ved at blive transformeret til et moderne kulturcenter. Jeg tager først metroen til Perrache og derefter sporvognen til Montrochet. Omkring dette sidste stop med den offentlige trafik ligger en blanding af futuristiske, halvfærdige byggerier og gamle betonbygninger med gabende huller af den begyndende nedrivning.

Det er meningen, at det hele skal stå færdigt i 2014, og efter prospekterne i informationsbygningen ved stoppestedet at dømme, bliver det de vildeste fremtidsbygninger, som ikke lader nogen sciennce fiction-film noget efter. Wow!

Mange private er også begyndt at flytte deres forretninger herned. Udover øjeblikkets kunst-biennale på La Sucrière, den gamle sukkerfabrik fra 1930, som nu er udstillingssted, er Nicolas le Bec grunden til, at indbyggerne også finder vej hertil efter almindelig lukketid. Den 39-årige kok kom til byen i 2002 efter at have lært under mestre som Vigard, Pourcel og Passard rundt om i Frankrig.

Han havde kun været her to måneder, så fik hans første restaurant i 2. arr. en Michelinstjerne, fem år efter fik den to, og nu har han travlt med at udvide imperiet under konceptet Rue Le Bec med en deli, bager, vinbar, bistro, ja, og en cigarbar. Han har også åbnet restaurant i lufthavnen, så Lyon forventer sig meget af den unge entreprenør, som en værdig arvtager efter Paul Bocuse.

For man kan ikke tale om Lyon uden at sige Bocuse. Den legendariske mesterkok, nu 85 år, satte byen på det gastronomiske verdenskort i 1960erne med nouvelle cuisine.

Vil man opleve hans tre-stjernede mad, må man en tur på landet til l’Auberge i Collonges, egnen han kommer fra - og i øvrigt bestille bord flere måneder i forvejen - men kan mindre gøre det, har han siden 1994 drevet fire »demokratiske« brasserier inde i byen, opkaldt efter de fire verdenshjørner, hvor princippet om gode råvarer håndhæves, men maden er forenklet.

Jeg besøger l’Est, der er indrettet i den smukke, nedlagte Brotteaux-banegård i 3.arr., komplet med veterantog kørende under loftet. Stemningen er som i en afgangshal, og maden kommer flyvende i højt tempo, så der er hurtig udskiftning af gæsterne.

Næste morgen besøger jeg de gamle markedshaller i Part-Dieu-bydelen. De er opkaldt efter Bocuse, og her hakker slagteren tatar med to knive, Bresse-kyllinger ligger nyslagtede med hoved og halsfjer, egns-oste ligger på rad og række, og boderne bugner med lokale grøntsager.

Det er lige tidligt nok at gå i østers-baren eller spise makroner med champignon og foie gras-smag hos konditor Seve, så jeg nøjes med at blive mæt med øjnene.

Det er ikke helt nok, når det kommer til rigtig shopping. Kortet skal luftes. Lyon har en lang historie med silkevævning og -handel, det var byens levebrød i hundredvis af år, og det parisiske modehus Hermès får stadig fremstillet deres verdensberømte tørklæder her, ligesom byens væverier leverer til både haute couture-mode og finere møbelhandlere samt til den lokale André Claude Canova på quai Saint Vincent, som selv designer sine klassisk-inspirerede mønstre.

Hermès har naturligvis også en butik i byen, der sammen med både luksusbutikker og kædeforretninger gør Lyon til en attraktiv shopping-destination i »den gyldne triangel« mellem Bellecour-pladsen og rådhuset.

Vil man have noget knap så mainstream og mere lokalt, er det værd at besøge Croix-Rousse-kvarteret, hvor mange unge designere laver unika ting i små værksteder og butikker, blandt andre Sophie Guyot i rue Saint-Polycarpe, som selv farver, trykker og maler de smukkeste silketørklæder.

Hun fik støtte i sin karriere af det kommunale projekt Village des Createurs, hvor man opmuntrer lokale designere til at blive i byen og udvikle sig ved at give dem en butik i passage Thiaffait i 23 måneder og al den praktiske opbakning, som kreative talenter tit har brug for.

Det er her, man kan være heldig at finde tøj og objekter fra fremtidens stjerner. Det ser rigtig godt ud hos Morgan Kirch, 25 år, uddannet sidste år på Esmod i Lyon og allerede tildelt den første talentpris her i 2011. De nationale modemagasiner har fået øje på ham, så spørgsmålet er, om Lyon kan holde på ham eller han skal til Paris? Hold i hvert fald øje med hans navn.

»Fordelen ved at blive i Lyon er, at man er mere synlig, og det er nemmere at slå igennem, når man er ung. Jeg ville ikke have haft så stor succes, hvis jeg ikke var blevet, og jeg synes, vi skal værne om den faglige stolthed her, hvor vi kommer fra,« siger Sébastian Delabre fra Laspid på place du Griffon, som også er udklækket i mode-landsbyen.

Så er vi tilbage ved byens identitet og perspektiv, som guiden Delphine var inde på i starten.

»Jeg synes, det klæder byens og dens indbyggere, at Lyon er blevet mindre »hemmelig«. Tidligere var det, som om vi var os selv nok. Nu tør vi være stolte af den udvikling, der sker på alle områder, og vi er ikke længere tilbageholdende med at dele den med andre,« siger hun.

Jeg må give hende ret. Lyon er et godt storby-alternativ til Paris

Læs også: Guide: Drop de klassiske storbyer