Stor kunst i Minneapolis

Er du vild med kunst, så er storbyen i staten Minnesota lige et sted for dig. Her hersker et livsbekræftende syn på alle former for kunsterisk udfoldelse.

Det gamle fine Guthrie Theatre er nu indrettet med udsigtsposter og cafeer i spændende rum med lys- og farveeffekter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Helle Schjønning.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den store museumsvæg med massevis af »Bits and Pieces«, papirstykker med hvert sit motiv, er i grunden typisk for Minneapolis: De små billeder er monteret sammen til et kunstværk, der præsenterer os for en spændende helhed, sydende af indbygget liv. På afstand et harmonisk billede. Tæt på en splitter-levende mosaik.

»En fremtoning af et hele,« som museumsguiden dedikeret forklarer mig, her på det flotte avantgarde-museum og kunstcenter Walker Art i Minneapolis. Denne åbne og venlige by, der ligger tæt sammen med sin tvillingeby St. Paul, fremvokset på hver sin side af Mississippi-floden, er nemlig styrtende rig på kultur-godbidder: Kvalitets-teatrene ligger tæt som tyrkiske grønthandlere på Nørrebro. Innovative, klassiske og eksperimenterende mellem hinanden. Dertil kommer billedkunst, film, levende udstillinger, musik – massevis af musik.

Ja, måske kender du allerede en del til byens musikalske nerve, skønt du aldrig har været her: »Purple Rain«-filmen er nemlig optaget på natklubben First Avenue, der har fået legende-status og for altid vil være forbundet med Prince. Filmen er inspireret af hans kunstneriske liv, der stadig er forbundet til byen: Det er de lokales helt store stolthed, at det lille mynde-spinkle komponist- og sang-ikon er opvokset og stadig bor her, hvor han har sat byen på det musikalske verdenskort med sin særegne »Minneapolis Sound«.

Men lige nu står jeg altså her, omgivet af kreativ nutidskunst på Walker Art Center, der som en stor sølvgrå kube med skæve linier i de enorme vinduespartier trækker dagslys ind på de virkelig, ja, anderledes kunstværker. Nogle finder dem latterlige, andre gyselige, og atter andre mener, at både den permanente og de mange skiftende udstillinger er en gave af spændende input til en søgende sjæl.

Det er vel nutidskunstens lod, at meningerne er delte, mener museumsguiden, og museets formål er både at præsentere, inspirere, provokere og underholde: Et ramponeret bilvrag – en Pontiac Grand AM – er spraymalet lysegrå og udstillet på et podie midt i en af de store sale. Et par skolebørn finder det sejt, en moden dame overvejer, om bilen mon står til at redde ved en god mekanikers hjælp, for hun har altid kunnet tænke sig en Pontiac, fortæller hun veninden, mens en lille gruppe japanske turister stirrer hult på opstillingen med deres guidebøger fast knuget i hånden.

Her er både videoinstallationer, skulpturer og computerkunst. Og gammeldags olie- og acrylmaleri og fotostater af store moderne klassikere som Andy Warhol og Yoko Ono. Der er superflot arrangeret, og alene lysindfaldet i de store rum er kunst i sig selv. Og for de, der holder mest af kaffen og museumsbutikken, er der gode sager i shoppen med det sjovt krøllede aluminiumsloft.

Skønt navnene er imposante og arkitekterne dyre, er kunst ikke kun en eliteting i Minneapolis. Der synes et fælles fodslag omkring den holdning, at ny kreativitet kan gro frem overalt, fra små natklubber til gallerier eller skoler, og der er masser af opbakning i lokalsamfundet: Lige over for museumsbygningen ligger The Minneapolis Sculpture Garden, hvor skilte udenfor et kunstdrivhus takker masser af virksomheder, private samt anonyme velgørere, der har doneret penge til nyopførelser, særudstillinger og uddannelse.

Projekter som »Raising Creative Kids« afspejler holdningen: Her tages børnene med på museer, prøver kræfter med skabende kunst og undervises målrettet, men uden regler for rigtigt og forkert, hvad kreativitet angår. For eksempel er der »Hands-on art-making«-kurser, også for gæstebørn i alle aldre, på Walker Art med jævne mellemrum. Der er også børneteatre og væksthuse i byen, men først og fremmest en positiv grundholdning og masser af fokus på kunst i lokalsamfundet.

Det er for øvrigt her i parken, med kik til træer og byens skyline bag søen, at den sjove skulptur med kirsebærret, der balancerer for enden af en ske, har hjemme. Den er et af de kendetegn, jeg så ofte har set på billeder, men har glemt fandtes virkeligheden. Her står den altså, lyslevende, så at sige! Det er den sædvanlige historie om igen, for da den blev afsløret, fandt man den smagløs, og bølgerne gik højt om dens berettigelse. Og i dag er »The spoon bridge and sherry« elsket af sine bysbørn.

Byens bedste teater, der for nylig er renoveret, er en totaloplevelse. For skønt facaden ser en smule IKEA-agtigt ud ved første blik, åbenbarer der sig en flot arkitektur og spændende stemning. Højdepunktet, hvis man ikke døjer seriøst med højdeskræk, er den sære bro-konstruktion »The endless bridge«, der stikker aldeles realitetsfornægtende langt ud fra teateret og rakt ud i luften henover byen i fjerde sals højde, vil jeg tippe. Inde fra huset ser det næsten ud, som om den ikke slutter, men fortsætter ud i intetheden – men tager man sig sammen og tripper derud, åbenbares en skøn udsigt. Heroppefra kan man tydeligt se, hvor grønt det hele er: Der er cykelstier langs Mississippi, og der er lys og luft og masser af træer og parker. Teateret rummer adskillige sale og den mest eksperimenterende scene, kaldet Dowling Studio, har blåtonede ruder fra lobbyen til backstage-området, så man kan smugkikke på grej og skuespillere og travle scenefolk, før stykket begynder og i pausen. 

Huset er spændende med sin åbne og lidt lufthavnsagtige arkitektur i mange niveauer, hvor man er velkommen fra 8 morgen til midnat: Cafeerne er åbne, og de sære »ghost-images«, der som transparente billeder sejler hen over vægge og lofter, trækker snor til huset mangeårige historier som mere traditionelt teater.

Efter teatertid er det ikke tosset at begive sig til området ved Minneapolis 10th. street og Nicollet Mall, også kaldet »restaurantstriben«. Her er der glød i natten hele sommeren med gadecafeer, parasoller, storskærme og massevis af mennesker på gaden. Og når man kun én natklub i Minneapolis, skal det ubetinget være »Dakota«, der ligger lige i krydset. Især hvis hus-duoen Debby Duncan og George Faber står på den lille scene foran bordene, hvor man spiser middag eller får fadøl, mens navnet »Dakota« skinner i blå neon på den rustikke murstensvæg bag dem.

George ligner ganske vist en revisor, men har den skønneste blues-nerve i stemmen, når han tager fat. Og Debby er sådan en stor, sort og skøn jazz-mamma, der kan få varmen til at sitre helt ud i fingerspidserne på en lørdag aften. Det svinger helt vildt – og man kan trisse rundt i klubben og studere de mange signerede fotos af andre stjerner, der har sunget her. Menuen står på en sort tavle sammen med datoer og navne på kommende sangere og bands: Soul, jazz, blues. Old School gospel. En elektrisk trompettrio. Unge talenter, prøvede navne mellem hinanden. Booker T & the MG´s kommer også, står der. Du godeste, findes de endnu? De gamle gutter er åbenbart stadig i sving med den musik, der får billeder fra sommerdiskoteket i Skagen til at poppe op af min allerpureste ungdomserindringer ... Det kunne være sjovt at høre dem live.

Det kunne i det hele taget være sjovt at høre en hel masse af musikken på denne restaurant og klub, hvor stemningen er så varm og positiv. Og maden er storratet, så man kan roligt gøre en aften ud af det ...

Nu er det jo ikke rigtig storbyferie uden en smule shopping. Bare enkelt butik eller to. Og som en sjov modvægt til både hede natklubber og cool teatre står St. Pauls hyggelige udendørs »Farmers Market« i på-vej-frem bydelen Lowertown, hvor du også finder mere bohemeagtig kunst og gallerier.

Mens Minneapolis styrer med endnu en af byens mange rekorder ved at have proppet flere forretninger ind på fire by-blokke end nogen anden amerikansk midtby kan præstere. De kan altså lide at handle igennem, og hvad det storartede Macy’s angår, kan man jo altid bilde sig selv ind, at det er hurtigere at stikke tværs igennem end at gå udenom ... Dont miss it. Der er nemlig ingen moms på hverken tøj eller sko i hele staten Minnesota. Hvis du går lidt frisk til den, er det lige før, at dén besparelse betaler din flybillet.

Og midt igennem det hele flyder Mississippi. Old Man River, der startede det hele, for det var takket være floden og vandfaldene, at man kunne grundlægge de møller og den melproduktion, der skabte byen. Besøg Mill City Museum om melets historie – det er storartet, og gårdhaven i midten mellem de gamle ruiner er super til kaffe. Og tag elevatoren op til udsigtsbalkonen og sig farvel til Mississippi, før du tager hjem. Man hører dem næsten for sig, sangene fra Porgy & Bess, mens man står der og kikker. Det er længe siden ... Men der er stadig musik til, her i byen.