Sport og natur på Ibiza

Smuk natur, sportsferier og afslapning i hjemlige omgivelser på gamle landejendomme. Turistfolkene på Ibiza vil have os til at se ferieøen med nye øjne.

Rejseliv imported photo
Langt de fleste turister bliver på stranden og opdager aldrig, hvor smukt der er på Ibiza. Især om foråret og først på sommeren, hvor markerne står i fuld flor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Johansen.

»Ikke så hurtigt! Ikke så hurtigt!« Vores spanske turistguide ligger 30-35 meter bagude og forsøger at råbe os op. Men det er svært at beherske sig, når man har det som en hest, der efter en lang, trist vinter i stalden endelig har fået lov til at komme ud på en frisk forårseng.

Læs også: Luksusliv på Ibiza

Omkring os breder grønne og gule marker sig, kirsebærtræerne i vejkanten blomstrer i sart hvidt, og inde i haverne, som vi cykler forbi, lyser citroner og appelsiner op i klare farver. Solen varmer i nakken og på de bare arme, og den eneste lyd, man hører, er klik-klik-klik’ene fra gearene, når der skiftes klinge ved foden af endnu en bakke. Og, nåja, så pippene nede bagfra.

Det er ikke engang, fordi vi kører råddent. Vi – tre danske og en finsk journalist – faldt hurtigt ind i et helt almindeligt friskt skandinavisk cykeltempo, og så giver vi den selvfølgelig lige en gang gas ned ad bakkerne. Der er jo ingen grund til at lade en god nedkørsel gå til spilde. »Vi må hellere vente på hende,« lyder det fra en kollega.

Jeg kigger bagud. Uh, guiden er nu langt, langt bagefter. Ikke videre høfligt af os. Vi sætter tempoet så meget ned, at det næsten er svært at holde balancen.

»Her på Ibiza
bruger vi mest cyklen..,« pruster guiden, da hun når op på siden af os, »…til at køre ud for at nyde naturen i fred og ro. Det handler ikke om at komme først.«

Et udsagn, der står i skærende kontrast til de stramme cykelbukser, cykeltrøjen med forsyninger i ryg­lommen, de coole sportssolbriller, handskerne og cykelhjelmen, som vores ledsager fra cykeludlejningsfirmaet er iført – han ligner en, der hele sit liv har drømt om at blive professionel cykelrytter. Og vores mountainbikes er ifølge den finske kollega, som skriver for et out door-magasin, af super kvalitet. For slet ikke at tale om ledsagevognen, som tøffer efter os. Den indikerer ikke ligefrem søndagskørsel i Fred & Ro.

»Sport på Ibiza« er da også temaet for denne rejse, men der er ingen grund til at fremture, så vi fortsætter i et mere adstadigt tempo.

Og her er virkelig kønt »ude på landet«, bliver vi hurtige enige om.
Ibiza, der er omtrent halvanden gang større end Bornholm, og den nærliggende lillebitte naboø Formentera er faktisk toppen af en bjergkæde, der gemmer sig under havet her blot 125 km fra den afrikanske nordkyst. Her er ganske frodigt – ikke mindst takket være en række underjordiske kilder, der forsyner øen med vand – med små marker i terrasser op ad bjergene.

Man kan høste appelsiner to gange årligt, mens citrontræerne bærer frugt hele fire gange om året. Her er også de i Middelhavsområdet allestedsnærværende oliventræer, samt blandt andet figen- og avocadotræer.
Den helt store begivenhed for de lokale er, når mandeltræerne blomstrer i februar. Så dækkes øen af de velduftende blomster, og flere steder samles man til forårsfester med grillet kød og den lokale vin.

Denne side af
Ibiza er der ikke mange af de hundredetusinder af turister, der hver sommer gæster den lille ø syd for Mallorca, som stifter bekendtskab med.

Mon ikke langt de fleste af os forbinder navnet Ibiza med natklubber, festende unge, kulørte drinks og brankede turister på strandene – det er vel ikke uden grund, at der findes et hav af CD’er med festmusik med titler som »Ibiza Nights« eller »Ibiza Party«.

Denne form for turisme er stadig det store trækplaster, men forandringens vinde har også ramt Ibiza. Det er efterhånden smådyrt at hold ferie i Spanien, og de unge har det med at søge derhen, for de får mest at drikke for pengene. For tiden især Bulgarien.

Så hvor det tidligere ikke var nogen sag at tjene penge på turisterne her på øen – »Man skulle nærmest bare have et skur på stranden og en spand at blande drinks i,« som vores guide udtrykte det – så skal der i dag tænkes i nye baner. Det er helt andre slags mennesker, der fremover skal lokkes hertil.

Det er her, vi kommer ind i billedet. For Ibiza er faktisk en rigtig lille perle, når det handler om mere sportsprægede ferier. Udover at man naturligvis kan dykke i havet omkring øen, så er terrænet med bjerge, bakker og dale fremragende til især cykling. Eftersom øen kun er 41 km lang, er det begrænset, hvor meget landevejsryttere kan få ud af det, men for de mere legesyge på mountainbikes er det et super sted. Her er alle slags ruter, lige fra ture til de absolutte begyndere til halsbrækkende »sorte« ruter til de allersejeste. Således har det spanske landshold i mountainbike flere årlige træningslejre her på øen.

»Til højre her,
og pas nu på,« formaner turistguiden, da vi forlader den asfalterede landevej og drejer ind på en skovsti, hvor gruset knaser under cyklernes kraftige dæk.

Vi blev behørigt udstyret med hjelme, da vi fik udleveret vores mountainbikes, så det bliver nu nok højst til et par hudafskrabninger, hvis det skulle gå galt. Jeg har stor lyst til at rejse mig i pedalerne og bare træde til, men eftersom vi er seks cykler ganske tæt på hinanden på den smalle skovsti, er det nok bedst at tage det lidt roligt.

Og selv om vi er ude på en af de milde ruter, viser det sig da også hurtigt, at der er udfordringer nok.
Uden om hullet dér. Ups – her går det da nedad. Ikke hugge bremserne. Stille, stille rundt i svinget. Arggh. Opad! Hvordan fa’n er det nu, det gearskifte virker?! Pas på den trærod på tværs af stien… HOV – se dig lige for dér foran.

Alle er dybt koncentrerede, men indimellem lyser ansigterne op i store smil. Det er kanon sjovt, det her. Ganske enkelt som at være barn igen – dengang, man brugte de lange sommerferiedage til at cykle rundt på opdagelse og bare tonsede af sted uden at tænke på job eller regninger. Duften af skov. Krop og cykel som ét. Sved på armene. Frihed.

Vi holder pause
ved et lille vandløb, hvor der er en forrygende udsigt ud over terrassemarker og appelsintræslunde. Vi lader drikkedunke være drikkedunke og runder i stedet hænderne og fylder dem med køligt kildevand. Cykelguiden finder små pakker med »power gel« frem fra ryglommen på cykeltrøjen og byder dem rundt: Æble eller Skovens bær?

Vi kigger alle undrende på ham. Den slags højenergi-gel er normalt noget, som rigtige cykelryttere indtager efter et par hundrede kilometers strabadserende etaper i Alperne. Næppe nødvendigt for os, der har kørt halvanden time i et for danskere moderat tempo. Så de fleste afviser pænt. Jeg vil imidlertid gerne være imødekommende overfor den flinke mand, så jeg tager nølende mod en æble-gel. Mens jeg suger den vammelt-og-ikke-spor-æble-smagende gelé ind i munden, ser jeg ud af øjenkrogen, at turistguiden kaster sig over en skovbær-gel.

»Power bar?« spørger cykelguiden nu de andre på holdet og rækker en høj-protein-chokoladebar frem.
Alle ryster opgivende på hovedet. De har stadig en del at lære her.

Jeg renser munden med en slurk kildevand. Og så er det op i sadlerne igen.
Næh, morgenmaden, den var guf. Vi er indkvarteret på agroturisme-stedet Country Hotel Can Planell, som ligger ved byen Sant Miquel på den nordvestlige del af øen.

Can Planell er, i lighed med de flere end 15 andre agroturisme-steder på Ibiza, indrettet i en gammel ejendom, hvorfra der tidligere blev drevet landbrug. I dag er den totalrenoveret, og der er indrettet gæsteværelser i sidebygningerne. Værelserne er uens i størrelse – nogle er ganske små og har nærmest kun lige plads til dobbeltsengen og klædeskabet, andre har plads til en hel familie – men alle har nye, lækre badeværelser, tv, minibar og aircondition.

Det er stadig den samme familie, der ejer stedet, og her til morgen serverede sønnen i huset, Juan, friskpresset appelsinjuice fra frugter plukket ude i haven, ristet bør med tomat og ost, røræg og avocado af egen avl med ansjoser. Hertil naturligvis en kæk espresso. Mutter står for maden, men fatter mest tuller rundt og holder øje med de andre og nikker venligt til gæsterne. Super hyggeligt.

Nu er det slut med at lege. Vi kører atter ud på landevejen, hvor asfalten er så lækkert jævn, at jeg ikke kan lade være med at skifte op i højere gear og så bare træde til. Jeg lægger hurtigt afstand til de andre og nyder farten og landskabet.

Lidt længere fremme skruer jeg atter ned for egoet og venter på de andre.
»Vi skal den vej,« siger guiden og peger på et skilt, der viser mod byen Sant Antonio – et klassisk rejsemål for Ibiza-festaber.

Marker og små landbohuse erstattes snart af beboelseskvarterer med tre-fire etagers hvide huse omgivet af grønne områder. Så cykler vi gennem en rundkørsel og ind på en flot allé med høje træer. Lige ret forude ligger havnepromenaden, hvor natklubber og spisesteder ligger side om side. I marinaen er der masser af aktivitet, selv om vi er udenfor sæsonen. De hvide lystsejlere og de noget større træskibe, der tager turister med på ture rundt til de små, utilgængelige strande på øen, er ved at blive klargjort.

Vi zigzagger ind mellem hundeluftere, børn med årets første isvafler og travle arbejdsmænd frem til følgebilen, der er kørt i forvejen. Her afleverer vi cyklerne og tager afsked med cykelguiden. Vi er alle enige om, at det kunne være rigtig fedt at bruge en uges tid på mountainbike hernede. Turen i dag smagte i hvert fald af mere.

Vi spadserer videre ud af havnepromenaden. Der er lige et sted, som guiden gerne vil vise os, inden vi skal spise frokost.

De første rigtige turister på Ibiza var hippier, der i begyndelsen af 1970erne strømmede til øen for at leve det frie kærlighedsliv i maleriske omgivelser. De mest hardcore tog til Nepal og Goa i Indien, mens de mere luksus-betonede hippier slog sig ned her på øen og levede af de penge, som deres overklassefamilier i især England og Frankrig sendte til dem. Dagene gik med at dase, ryge pot og nøgenbade, mens aftenerne gik med at dase, ryge pot, nøgenbade og feste.

De frisindede udlændinge vakte naturligvis opsigt på den katolske ø, men gæstfriheden var stor, så de unge blev accepteret. Og en skilling til lokalsamfundet røg der jo også af en gang imellem.

Da pengestrømmen fra familierne derhjemme tørrede ud, tog mange atter hjem, men en del bor stadig på øen, hvor de blandt andet lever af at sælge forskellige ting på et særligt hipppiemarked. Og selv om de forlængst har nået pensionist-alderen, så går de stadigt rundt i farverige gevanter, har hennafarvet hår og indiske smykker på. På en gang oplivende og lidt trist.

»Så er vi her. Om sommeren tager vi herud og ser på solnedgangen og drikker drinks,« fortæller guiden.
Hun peger på den berømte Café del Mar, som folk fra hele verden kommer for at opleve. Lige nu er den ved at blive sat i stand, så vi må nøjes med at kigge ind gennem vinduerne til den flotte, flower-power-inspirerede indretning i caféen, som åbnede helt tilbage i 1978, og hvor ambience-musikken (også kaldet easy listening-musik) blev skabt.

Og med placeringen lige ud til stranden må det da også være det helt rigtige sted at sidde en sommeraften med en drink i hånden og nyde det orangerøde farvespil over bølgerne. Så kan man sidde dér og fordøje indtrykkene fra en aktiv dag inde på øen og blive lullet stille i søvn af de afslappende toner og folks hyggesnak. »Og nu skal vi ud og klatre på klipper,« river guiden mig tilbage til virkeligheden.

Vandreture

Vil du hellere nyde Ibizas smukke natur i et noget roligere tempo, er der masser af vandremuligheder. Der er vandreruter af forskellige sværhedsgrad over hele øen, og ved at henvende dig på turistkontoret kan du få kort med afmærkede ruter. Vi var ude at vandre langs sydkysten, men det er lidt mere oplagt at vandre i bjergene, synes jeg. Vores vært på agroturisme-hotellet, Juan, tog os således med på en skøn vandretur i området den første dag. Der flere selskaber, som arrangerer vandreture med guide, og det vil vi nok anbefale. De kender de bedste steder og kan vælge en sværhedsgrad og rutelængde, der passer netop til dig. Gå ind på www.ibiza.travel, vælg »What to do«, vælg herefter »sport« og klik så på »trecking« – herefter får du en række links til tur-arrangører. Husk godt fodtøj og masser af solcreme.

Klatring
Som trofaste læsere af »På farten«-klummen her i Rejseliv.dk vil huske, så mødte jeg mit Waterloo på en klippevæg på Ibiza. Jeg klarede ikke engang at klatre helt op, inden jeg måtte opgive. Til gengæld var de skrammer, jeg fik på vejen ned af den perfekte størrelse: Små nok til ikke for alvor at gøre ondt, men store nok til at jeg fik masser af sympati. Min uheldige oplevelse skal dog på ingen måde afskrække dig fra at prøve at klatre, hvis du synes, at det kunne være en sjov udfordring. Jeg kunne se på mine mere succesfulde medrejsende, at de havde stor, stor glæde af oplevelsen. Dels var selve klatreturen sjov, dels var det en personlig sejr for dem at nå toppen af klippen. Der er masser af gode klatresteder på Ibiza, og der er da også masser af klatre-entusiater, som besøger øen. Du må dog ALDRIG tage ud og klatre på egen hånd. Det er potentielt livsfarligt. Køb en tur hos et af de professionelle klatre-firmaer, som både sørger for undervisning og det fornødne udstyr. Sikkerheden er helt i top, og det var alene min egen selvovervurdering og manglende smidighed, der gjorde, at jeg kom galt af sted. Turistkontoret kan hjælpe til dig at finde et godt og seriøst selskab.