Spøgelser og hekse i Cape Ann

Smukke Cape Ann på den amerikanske nordkyst er et af USA’s mest historiske områder, og det vrimler med farverige fortællinger, ofte med et strejf af uhygge eller mystik.

Rockport har flere strande, Front Beach er den mest populære bystrand, og selv langt ind i oktober kan man få gode badedage. Forvent vandtemperaturer som på en dansk sommerdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Susanne Sayers
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En julimorgen i 1856 samledes mere end 200 kvinder i den lille by Rockport på den amerikanske østkyst.

Læs også: Med luksustog gennem Napa Valley

Fiskerbyens mænd anede, at noget særligt var under optræk, for kvinderne var bevæbnet med håndøkser og styrede målbevidst mod nærmeste hus. Hvad mændene ikke vidste var, at kvinderne gjorde klar til at udføre en mission, som de under ledelse af den formidable Hannah Jumper havde planlagt i ugevis, og som ville påvirke byen i mere end 150 år.

Hannah Jumper var på det tidspunkt mere end 70 år, men stadig en imponerende og statelig skikkelse, som man ikke lige gik i vejen for. Og der var da heller ikke mange, der gik i vejen for Hannah Jumpers hær af vrede kvinder, da de systematisk begyndte at gå til angreb på alt, hvad der var af sprut i Rockport, selv om truslerne og forbandelserne væltede ned over gruppen.
I hemmelighed havde de dagene i forvejen sat kryds på de skabe og gemmer, hvor de vidste, at byens mænd gemte alkohol. Deres tur gennem byen tog nogle timer. Så var samtlige barskabe og tønder smadret, whiskey og hjemmebrænderi flød i pytter og pøle i huse og på gader, og det berettes at nogle mænd græd.

Det gjorde kvinderne ikke. De var tilfredse. I årevis havde alkoholen ødelagt deres liv, fordi deres mænd drak pengene op, så kvinder og børn måtte sulte og finde sig i tæv. Nu var det slut.
Mændene forsøgte at få kvinderne til at skifte mening, men forgæves. Retssager hjalp heller ikke. Rockport var tørlagt. Det er byen den dag i dag. For nogle år siden blev det dog muligt at købe vin og øl til maden på byens restauranter, men en bar leder man forgæves efter, og byens små købmænd har heller ikke spiritus. Hannah Jumper mindes som en hæderskvinde.

Rockport har eksisteret i mere end 300 år og er smuk og farverig med sine gamle træhuse. Hannah Jumpers hus findes endnu, og de ældste huse kan spores helt tilbage til byens begyndelse. Første nybygger var Richard Tarr, der slog sig ned her i 1690 og kaldte området for Sandy Bay.

Oprindeligt var Rockport en fiskerby, og fiskeriet efter især hummer spiller stadig en vigtig rolle. Siden blev brydning og udskibning af granit et hovederhverv, og det gav byen dens nuværende navn. Efterhånden blev kunstnerne trukket hertil af lyset og stemningen, og i dag er Rockport først og fremmest en turistby og et eftertragtet sted at slå sig ned for den priviligerede gruppe, der arbejder højtlønnet i Boston, men kan tillade sig hjemmearbejdsdage.

Halvøen Cape Ann, som Rockport ligger yderst på, befinder sig en times kørsel nord for Boston, og historien er med overalt, hvor man kommer. Ikke sjældent har den et strejf af uhygge, som i den nærliggende by Salem. Engang centrum for grusomme hekseforfølgelser, nu et samlingspunkt for moderne new age-hekse med krystalhealing, spådomskunst og auralæsning som speciale.

De historiske byvandringer lægger dog ikke skjul på, at fortiden var nok så brutal, selv om Salem i dag bruger uhyggen som familievenlig markedsføring, ikke mindst i tiden omkring Halloween.
Sensommer og efterår er i det hele taget det ideelle tidspunkt at tage til Cape Ann. Efteråret bliver ikke smukkere end i New England, hvor særlige »løvfaldstjenester« på internettet kan fortælle, hvor træernes farveskifte lige nu er flottest og anbefale de bedste ruter gennem naturens eget kostumebal.

Samtidig er efteråret ofte lunt og solrigt. På Cape Ann, som har imponerende strande, kan man godt have badedage og over 25 grader langt ind i oktober. Og så får man altså New Englands trang til venlig uhygge serveret overalt, for Halloween er stort her, og det vrimler med hekse, græskarmænd, fugleskræmsler, gigantiske sorte katte, edderkoppespindindviklede træer og spøgelser foran husene.

Cape Ann har tilmed en ægte spøgelsesby, men den bliver der ikke gjort meget reklame for, sært nok. Det gør den ikke mindre fascinerende, for indbyggernes lidt tøvende holdning til stedet pirrer nysgerrigheden.

Dogtown ligger som et vildt og glemt område mellem Rockport og den større fiskerby Gloucester. I dag er området overgroet af træer og overstrøet med gigantiske klippestykker, som blev efterladt af en bræ efter seneste istid. Det siges at spøge herinde, og enkelte hvisker også om varulve. De fleste afviser begge dele som overtroisk sludder, men mange mener, at der til gengæld er »coywolves« – en blanding af coyoter og ulve – herinde fra tid til anden. Og store potespor er der i hvert fald.
Dogtown, som engang var kendt som The Commons, var et af de steder, nybyggerne fra Europa slog sig ned. Det var langt nok væk fra kysten til at være i sikkerhed for de plyndringer, som hyppigt fandt sted, og samtidig var der udmærket græsning til husdyrene, tømmer nok og vand til at drive en lille savmølle.

Men efterhånden blev plyndringerne færre, og fordelene ved kysten med dens fremragende fiskeri større. Beboerne flyttede ned til vandet, og til sidst var der kun de fattigste tilbage oppe på The Commons – enker, særlinge, gamle og deres hunde. Så forsvandt også enkerne, de sære og de gamle, og hundene regerede, mens husene efterhånden forvitrede og kun efterlod overgroede kælderhuller. Stedet blev kendt som Dogtown – måske på grund af hundene, måske fordi det var gået i hundene – og fik et dystert ry.

Dogtown er i dag lige så øde, som Rockport er travl. Og de lokale gør ikke meget for at få lokket folk derind. Faktisk er de ellers så åbne og imødekommende indbyggere hyppigt ret fåmælte, når talen falder på Dogtown.
»Der er sket mord,« lød en af advarslerne. »Stierne ændrer sig,« fortalte en ældre mand. »Kompasset virker ikke i Dogtown,« sagde en anden.

Det første er rigtigt. Der er begået mord, det seneste i 1984, da en populær og naturelskende skolelærer på vej gennem Dogtown brutalt blev tæsket ihjel af en lokal eneboer.
Det med kompasset kan nu ikke bekræftes, men der er en særlig stemning, når man går ind i Dogtown. Umiddelbart er der ingen forskel på spøgelsesbyen og området udenfor. Grænsen er ikke markeret, træerne er de samme, selv om det hele gradvis bliver vildere og mere ufremkommeligt.

Men falder lyset alligevel ikke lidt anderledes, som om det stammer fra en anden tid? Og selv efter en måneds næsten daglige udforskninger af området blev nogle af stierne ved med at drille, og ruter, der ikke var, hvor kortet sagde, de skulle være, dukkede så op på mystisk vis alligevel. Eller også var det bare fantasien og manglende retningssans, der satte skub i forestillingen.

Trods travlheden på kysten var Dogtown-området øde, og de fleste stier tilgroede. Kun en enkelt gang dukkede et andet par op. De var skuffede. »Det er jo bare en skovtur,« sagde de, og det er sandt. Men er man først blevet bidt af områdets lidt hemmelighedsfulde stemning, bliver Dogtown med dens vildnis og enorme klippestykker og moser og kælderhuller fra de gamle huse og ekkoer fra en svunden tid nemt en besættelse.
Det samme gør Cape Ann.

 Næste side: Oplev Cape Ann