Spektakulært museum i Nordirland spinder guld på Titanic-myten

Hører du til dem, der kneb en tåre, da Leonardo DiCaprio sank til bunds i filmen om verdens mest berømte skibsforlis? Eller er du bare almindeligt fascineret af jomfrurejsen, der endte som den ultimative tragedie? Så er det spektakulære Titanic-museum i Belfast en rejse værd.

I den nederste etage på Titanic Belfast får man en fin fornemmelse af, hvordan vraget i dag ligger på havets bund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jesper Møller og Tourism Northern Ireland

At myten om Titanic stadig lever, er det spektakulære Titanic-museum i den nordirske by Belfast et af de mest kontante beviser på. På få år er Titanic Belfast, som museet formelt hedder, blevet en turistmagnet for folk fra hele verden, sidste år med hele 850.000 besøgende. Det skadede ikke ligefrem besøgstallet, da museet i 2016 blev kåret til »verdens førende turistattraktion« ved World Travel Awards.

1

Imponerende ser det da også ud. De store, glinsende aluminiumsplader lyser op i formiddagssolen og hæver sig højt mod den halvskyede himmel. Den høje bygning med den grønne glasfacade i midten ser mildest talt usædvanlig ud, men det findes der en god grund til. De skinnende ydervægge er bygget i nøjagtig den samme højde, som det historiske skibs Titanics bov (forende). 27 meter var den, og med tanke på, at skibet var adskillige gange længere end højt, får man en fin fornemmelse af, hvilket monsterskib »Titanic« var, da det stævnede ud fra Southhampton i Storbritannien med kurs mod New York.

Kate Winslet og Leonardo DiCaprio var med til at uddødeliggøre myten om Titanic i filmen fra 1997, der blev en monstersucces. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT.

Det kan anbefales at indlede et besøg på stedet med at betragte bygningen, der i øvrigt er flot oplyst om aftenen.

Titanic Belfast åbnede den 31. marts 2012, hvilket var den nøjagtige 100-årsdag for skibets færdigbygning – samt 103-årsdagen for påbegyndelsen af skibet. »Titanic« blev i sin tid bygget i en dok blot 100 meter fra stedet, hvor museet står i dag.

Multimedia-museum

Inden for i den spektakulære bygning begiver de besøgende sig ud på »The Titanic Experience« – en opdagelsesrejse, der handler om verdenshistoriens formentligt mest berømte skib. Og det er virkelig noget af en experience at besøge multimedia-museet, der er en sand opvisning i moderne virkemidler. Her er film, lydeffekter, interaktive søgemuligheder og meget andet.

Turen tilbage til »Titanic« tager sin begyndelse i Belfast, der på det tidspunkt var en af verdens førende skibsbygningsbyer. Gennem ni gallerier med hvert sit tema oplever de besøgende både bygningen af skibet, søsætningen, forliset og den moderne jagt på skibsvraget på havets bund.

Blandt de utallige virkemidler er et lille minitog, hvor man får en køretur gennem en udgave af skibsværftet. Turen er meget livagtig, og man oplever blandt andet den infernalske larm, som arbejderne blev udsat for. Mange af datidens skibsværftsarbejdere endte da også med at blive døve.

En populær feature består i at søge på skibets passagerer, der står opdelt i navne og nationaliteter. Her kan man se, at adskillige danskere var med på den skæbnesvangre sejlads, og at kun to af dem overlevede.

The Titanic Experience består af ni gallerier, hvor historien om verdens mest berømte skib fortælles ved hjælp af alverdens moderne virkemidler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jesper Møller og Tourism Northern Ireland.

De ni gallerier er fordelt på fire etager, og ganske symbolsk ligger afdelingen om »Titanics« vrag nederst. Vraget blev lokaliseret i 1985, og galleriet indeholder ganske interessante oplysninger om den årelange undervandsjagt på vraget samt billeder af dets nuværende udseende.

Efter endt besøg indendøre kan det anbefales atter at gå lidt på afstand af den store sølvfarvede bygning. For efter at have oplevet »Titanics« korte, men dramatiske historie, skal der ikke megen fantasi til for kigge op på den bovhøje bygning og for sit indre blik se det ikoniske skib ligge klar her til at tage ud på sin jomfrurejse.

Vil man have hele Titanic-oplevelsen med, bør man efterfølgende bevæge sig lidt rundt i området. Gå for eksempel ned til den gigantiske dok, hvor skibet i sin tid blev bygget, eller besøg Titanic Hotel lige overfor.

I denne dok lå »Titanic« på bedding, da skibet i sin tid blev bygget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jesper Møller og Tourism Northern Ireland.

Hotellet åbnede i 2017 i de lokaler, der tidligere husede skibsværftet Harland & Wolffs administrationslokaler. Det var blandt andet her, at »Titanic« blev tegnet. Bygningerne er naturligvis helt nyrenoverede, men alt er holdt i et gennemgående Titanic-tema lige fra værelser over opholdsrum til restauranter.

Titanic er forlængst blevet en turistmæssig og kommerciel guldkalv. Det fremgår tydeligt her på det gamle havneareal omkring museet, hvor et helt kvarter –Titanic Quarter – er ved at tage form. Museet og hotellet er kun begyndelsen, og under de to gamle kæmpekraner, Samson og Goliath, skal der være lejligheder, kontorhuse, uddannelsesinstitutioner og meget andet. Efter sigende er der allerede rift om at sikre sig en plads i kvarteret.

Det siger i sig selv noget om fascinationskraften, at myten om skibet – her 107 år efter Titanics forlis – stadig er en effektiv økonomisk motor for det kvarter, hvor det engang blev bygget. I dag er tragedien forlængst blevet penge værd. Heldigvis er museet, der er opført i det ulykkesvangre navn, opført med både ambition og respekt for den tragiske historie, der til evig tid til klæbe til navnet »Titanic«.