Spektakulær gadekunst

Landsbyen Orgosolo ligger i et af Europas mest øde områder, men er stadig en rejse værd. Den stemningsfulde bjergby rummer nemlig gadekunst i verdensklasse, som fortolker Sardiniens barske fortid.

Landsbyen Orgosolo er typisk for det centrale Sardinien. Den er placeret på en bakkekam og har snørklede gader, hvor der lige kan passere to hestevogne. Flere af husene er malet i pastelfarver. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hyrde? Vil du være hyrde?« spørger den store gruppe mænd mig inde på baren.

Selv manden, der skænker pilsner op i glassene for de andre, stopper i sit forehavende. De stirrer alle på mig.

»Tjaaa, altså,« prøver jeg forsigtigt: »Lad os sige, at jeg ville. Hvad skulle der så til?«

De kigger på hinanden. En af dem svarer:

»Så skal du gå op på kommunen og få dig en tilladelse. Al jorden omkring Orgosolo er offentlig. Det har den været fra gammel tid; det sikrer, at der altid er jord til dyrene. Og så skal du se at få dig nogle gode får. For 100 euro får du dig et godt dyr, der kan give masser af mælk.«

Jeg takker for informationen og forsikrer så mændene om, at jeg bare var nysgerrig. På køreturen op til bjergbyen Orgosolo er det nemlig svært ikke at blive fascineret af de kæmpe fåreflokke, der driver hen over bakkerne. Lyden af Orgosolo er den konstante klemten fra tusindvis af klokker, som hænger om halsen på kvæget, og iblandet Orgosolos kontrastfyldte stemning af kreativitet og anarki får det én til at stille mystiske spørgsmål, man ellers aldrig ville have overvejet.

Bliver eller forsvinder de? Orgosolos vægmalerier er mestendels skabt med akvarel. Det er en gammel tradition og gør, at visse kunstværker forsvinder, hvis de ikke længere er relevante. Fold sammen
Læs mere

Mændene ser lettede ud over mit svar. Ikke fordi de ville have set mig som en seriøs konkurrent – dertil har de for megen erfaring og for mange kontakter i det lille landsbysamfund – men fordi det på dagens Sardinien er en hård branche at slå sig på dyrehold. Mælkepriserne er i bund, og for at kunne få bare en nogenlunde profit må man gå sammen i store kooperativer. Næsten enhver sarder, der bor på landet, har dog sine egne dyr til privat brug, for hjemmelavede oste og mørt lammekød er store delikatesser på disse kanter, og selv de mindste biler har et par mælkejunger på bagsædet, så der altid lige kan malkes lidt.

New Yorks streetart får baghjul

På trods af sine rekordstore græsningsarealer er Orgosolo dog verdenskendt for noget andet, nemlig de hundredvis af vægmalerier, de såkaldte ’murales’, som pryder byens mure og vægge – ja, selv stenene i byens bjergrige omgivelser er malet. Man ser dem i vejkanten, når bilen nærmer sig Orgosolo: klipper, hvis menneskelignende konturer er blevet understreget af stærke farver og gesvindte pensler, som har tegnet dem op med ansigter, lange arme og store troldehænder.

Noget af det mest fascinerende ved at besøge en by som Orgosolo er stedets kontrast mellem det ældgamle og det spritnye. Den gamle bykerne består af små huse med hundredvis af år på bagen, men moderniteten bærer mange af dem i form af den helt specielle form for streetart, som malerierne udgør. Mens den vesteuropæiske og amerikanske graffitikultur først rigtig blussede op i 80erne, var Orgosolo dengang allerede med på beatet. Her havde man i årtier udsmykket sin by med kæmpe kunstværker på gadeplan, men ikke blot for det dekoratives skyld: Motiverne havde også en samfundspolitisk vinkel og udtrykte lokalbefolkningens kår på godt og ondt, hvilket gav vægmalerierne, ’i murales’, en vigtig funktion i byens kollektive erindring.

’Menneskerettigheder opnår man ikke ved at bombe’, står der ved siden af vægmaleriet, som forestiller terrorangrebet på Twin Towers. Fold sammen
Læs mere

Grunden hertil skal findes i maleriernes oprindelse. 1960erne var også i Italien omvæltningernes tid, hvor ekstreme politiske grupperinger både til højre og til venstre påvirkede befolkningens hverdag. Det fik ildsjæle som den sardiske kunstner Pinuccio Sciola og skolelæreren Francesco Del Casino til at bemale gaderne i landsbyer som San Sperate og Orgosolo for at give befolkningen en visuel stemme. Lokale kunstnere overtog traditionen, og i dag flammer især Orgosolo jævnligt af nye malerier, der også fungerer som et spejl på store internationale begivenheder. Et eksempel er det store murale af Twin Towers, der kollapsede 11. september 2001 og evnede at sende chokbølger fra New York og helt ind i Sardiniens hjerte.

Fra banditby til kulturel magnet

I dag er Orgosolos murales så berømte, at man i højsæsonen render ind i store turistbusser, som kører nysgerrige kulturinteresserede op til den lille bjergby. Men besøger man byen enten i foråret eller i efteråret, er man ret sikker på at få gaderne for sig selv sammen med de lokale, der drikker kølige øl og spiser is på strøget. De fleste vægmalerier udfolder sig på de største gader som strøget Corso Repubblica, men også inde i de mindre gyder kan man blive overrasket af motiver af kvinder med krukker på hovederne, fartbøller på Vespaer og hyrder med geværer i favnen.

Netop volden har været et ledemotiv i Orgosolos fortid. Barbagia-regionen, som Orgosolo ligger midt i, er så uigennemtrængelig og barsk, at selv romerne måtte opgive at indtage området. De døbte denne østlige del af Sardinien La Barbagia – ’barbarernes land’ – på grund af de lokales anarkistiske fighterånd, og man havde skam også noget at kæmpe for. Efter Italiens samling og de efterfølgende økonomiske kriser i den sidste halvdel af 1800-tallet blev hyrdernes levevilkår presset så meget, at nogle greb til lovløshed, og mange af dem søgte tilflugt i Orgosolo, som ligger særligt isoleret på et højdedrag mellem Oliena og Mamoiada.

Dette ry har den hyggelige landsby for længst vist sig for god til, og i dag er det som sagt turisme og ostefremstilling, der er Orgosolos kerne. Men så meget desto mere giver det grund til at forarbejde den hårde fortid i gadebilledet, hvor den sardiske streetart udfolder sig i et utal af genrer: Her er både kubistiske værker, stærk realisme og mere romantiske skildringer af livet i den lille landsby. Og de lokale er yderst tæt forbundet til kunsten, som næsten udelukkende bliver udført i akvarel. Det giver gadekunsten en særlig umiddelbar atmosfære, for det hele bliver efterhånden vasket af murene med regnen, hvis farverne ikke opfriskes. Det gør også, at nogle af kunstværkerne på naturlig vis går til grunde, hvis de ikke længere appellerer til byens virkelighed.

Mange gader på Sardinien har navne efter historiske helte. Her stilles der spørgsmålstegn ved general Cadornas egne bataljer i Første Verdenskrig med et langt regnskab over alle de faldne. Fold sammen
Læs mere

Det sardiske baglands sejhed

Går man ned ad Corso Repubblica, er det derfor også en opdagelsesrejse ind i historiske begivenheder, der ligger fjernt for de fleste danskere, og hvis dramatik står i skarp kontrast til landsbylivets adstadighed: »Kvinder, foren jer!« lyder parolen ved siden af et murale fra 1978, der forestiller en kvinde i et flammehav. Motivet forklares med pertentlig graffiti, som fortæller, at denne murale blev udført for at mindes de 129 kvinder, som i 1908 brændte ihjel på en fabrik i New York.

Længere fremme når man til en lille åbning på strøget, hvor lokale drikker forfriskninger og hygger sig under en mur bemalet med gamle biografplakater fra den italienske films storhedstid i 60erne. Men blot et stenkast derfra har man opgjort Italiens tab under Første Verdenskrig på en husmur i gyden Via Cadorna, ledsaget af en lidende kvindeskikkelse med et spædbarn i armene. Samme general Cadorna beskyldes i værket for at have en million af krigens skæbner på samvittigheden og skammes ud i en taleboble, der udgår fra kvindens forvredne mund.

I bunden af corsoen på Piazza Caduti in Guerra møder man et af byens mest berømte malerier. Det er ganske klejnt og ledsages ikke af nogen tekst. Men den lille pige, som bryder frem fra den gulmalede mur med bare fødder og blot et sjal over sin tynde krop, er om noget blevet symbolet på det sardiske baglands sejhed. Ved siden af hende titter to andre kvinder frem, og de har nok at kigge på: Husmuren, som de bebor, lægger nemlig lokale til en travl, lille beværtning, der serverer sandwich og god kaffe på piazzaen. Her er det oplagt at tage en pause – gerne med en is i hånden, som kan nydes fra en af bænkene, der giver et fejende panorama ud over de omkringliggende dale.

På Piazza Caduti in Guerra kan man stifte bekendtskab med kunsten i form af en lille barfodet pige, som i højsæsonen opsluges af den nærliggende cafés klientel. Fold sammen
Læs mere

Vil man have et minde med sig fra Orgosolo, er der også god mulighed for det. Flere steder i centrum sælger små lokale mejerier ost fremstillet på både gede-, fåre- og komælk fra Orgosolos mange hyrder. Smagen varierer fra det milde og sødmefulde til det pikante. Andre delikatesser er søde likører lavet på bær fra bjergene, som skænkes på Orgosolos barer. Krydret med gadernes streetart efterlader Orgosolo et særligt aftryk i den rejsende.

Der er langt herfra til det Sardinien, som mange mest forbinder med hvide sandstrande og rigmandsparadiset Costa Smeralda, men vil man tæt på øens oprindelige hyrdekultur og kreative hjerte, er Orgosolo uomgængelig.