Spanien, Andorra og Frankrig på en weekend

Morgencroissanter i Andorra, baguette i Pyrenæerne og spansk tapas til aften. Det KAN lade sig gøre på en dag at være i alle tre lande, men vi satte en weekend af til det – og det er nok rarere.

Med kurs mod sneklædte bjerge Fold sammen
Læs mere

Jeg havde aldrig været i Andorra. Men jeg har altid haft et ønske om at komme dertil, selv om der ikke findes nogle absolutte must-sees i den lille ært af et land klemt inde mellem Spanien og Frankrig. Om ikke andet så bare for at give mig en barnlig tilfredshed ved at kunne krydse endnu et land af på listen.

Andorra la Vella. Fold sammen
Læs mere

Så en mandag formiddag efter en forlænget weekend i Barcelona stod vi på et lille mørkt Sixt-kontor i en parkeringskælder i udkanten af byen. Planen var ret løs. Æde nogle kilometer ad E9 og høre nogle gode medbragte cd’er. Op til Andorra, køre mod øst gennem den sydligste del af Frankrig og derefter stikke ned til Spanien igen og fange Salvador Dali-museet i Figueres. Faktisk kan man nå turen fra tidlig morgen til sen aften og dermed være i tre lande på en dag – hvilket også kunne give mig en vis barnlig tilfredshed – men vi havde tre dage og en fuld tank til rådighed, så der var ingen grund til at halse gennem ruten.

Turen fra Barcelona til Andorra kan gøres på under tre timer, men vi havde ikke travlt. Vi havde boet hos en tidligere arkitekt, der nu drev hotel i en af Barcelonas gamle fornemme ejendomme i Eixample-kvarteret, og da alt på hendes hotel udstrålede god smag, var det oplagt at få hende til at skrible et par gode tips ned til vores tur.

Første stop var derfor frokost på Restaurant Flor de Boix, der ligger ud til landevejen i den lille catalanske landsby Martinet. Et af de steder, som man især uden for sæsonen ville suse forbi, fordi det absolut ikke ser ud af noget. Og vi var selvfølgelig de eneste gæster. Men arkitekten havde ret. Her vidste de, hvad der var godt. Jeg gætter på, at Boix er et mand-og-kone-drevet sted. Så hos konen bestilte vi en frisk grøn salat med gedeost, rosiner og en god balsamicodressing til forret, som vi spiste udenfor, mens manden tændte op i den udendørs grill. Der var køligt, for vi var uden for sæsonen og samtidig begyndt at bevæge os op i højden, men alligevel varmede solens stråler.

Vi sludrede lidt med manden om Cataloniens ønske om selvstændighed, og inden længe var brændestykkerne tilpas glødende til at give en god stegeskorpe og vidunderlig smag til vores lammekoteletter og halve kanin – begge dyr fra lokalområdet.

Tilbage i den varme bil fortsatte vi turen mod Andorra. Og pludselig var vi der, og det var som at dumpe ned i en tidslomme, nærmere betegnet 1980ernes grænsehandel ved den dansk-tyske grænse.

Store tilbudsskilte i skrigende farver foran gigantiske supermarkeder i hovedstaden Andorra la Vella. Vi gik ind i et af dem – mest fordi de så så vanvittige ud, at man lige var nødt til at kigge – men var hurtigt tilbage i bilen. Ingen af os havde videre lyst til at slæbe en billig støvsuger med hjem i flyet, og parfumen, som skulle være et af Andorras store aktiver, hoppede vi heller ikke på. Har EU og varernes fri bevægelighed egentlig ikke lukket luften ud af den type handel? Anyway, vi kørte væk fra Andorra la Vella, men knipsede dog lige et tusmørkebillede af byen på afstand, for den ligger faktisk utroligt smukt i en dal for foden af omkransende bjerge.

Nu var planen at krydse grænsen til Frankrig, men dels var vi trætte og havde ikke lyst til at køre i mørke, dels havde vi ikke travlt, så hvorfor ikke fortsætte næste dag, så vi kunne nyde turen i bjergene, der sikkert var smuk?

Vi stoppede derfor i Canillo, blandt andet fordi vi ikke kunne stå for facaden på Hotel Ski Plaza. Udefra en nærmest Edward Hoppersk skønhed og indenfor eksotisk som et diskotheque fra 1980erne – der er noget dragende ved et skisportssted uden for sæsonen, lidt som en mennesketom forlystelsespark i november. Det store scoop var dog, at man som gæst på hotellet fik adgang til det overfor liggende ispalads, hvor der udover skøjtebane var alverdens forlystelser, man kunne bruge gratis.

Så står man en mandag aften i Andorra og spiller squash med efterfølgende svømmetur.

Næste morgen købte vi en stak perfekte smørbagte croissanter til en euro stykket – måske det er Andorras virkelige attraktion – og kørte mod den franske grænse.

Ved det sneklædte pas lå endnu en lille handelsby proppet med parfumerier, spiritusforhandlere og almindelige supermarkeder. Denne gang passerede vi dog bare og kørte ad små snoede bjergveje parallelt med den fransk-spanske grænse. Solen bragede ned, og der var godt med vind. Og så var der pivhamrende koldt, eftersom vi befandt os i det sydlige Frankrig mellem en og halvanden kilometer over havets overflade – også kaldet Pyrenæerne.

En spontan afstikker førte os op til den lille magiske middelalderby Evol med den smukke kirke og en kirkegård med en ganske særlig stemning af forladthed. Og i en lidt større, men også næsten tom landsby fandt vi den obligatoriske baguette og café creme og fik således også vinget det punkt på dagsordenen af. Vi kunne nu forlade Frankrig.

Figueres ankom vi til sidst på eftermiddagen, og efter lidt tid på TripAdvisor fandt vi et stille og roligt mellemklasse hotel tæt ved Salvador Dali-museet. Hotel Duran hed det, og der er hverken noget særlig godt eller slemt at sige om stedet – det er en 500-700 kroners seng i en by, hvor ni ud af ti kommer for at opleve det fantastiske museum, som bysbarnet Salvador Dali selv medvirkede til at skabe i byens gamle teater, mens han levede.

Hvis man som undertegnede havde placeret Salvador Dalis smeltede ure i en 1980er-kasse sammen med Skagensmalerne, så kan det stærkt anbefales at se museet i Figueres, der på kort tid minder en om, at han var en af de allerstørste.

Vanvittig og vanvittig genial.

Sæt gerne en halv dag af til et besøg her.

Den sidste vej tilbage til Barcelona kunne man have foretaget på mindre end en time via motorvejen. Men vi tog strandvejen. Gjorde holdt ved den legendariske tapasbar Espinaler cirka 20 kilometer fra Barcelona, hvor man siden 1896 har serveret vermut og tapas i form af små konservesdelikatesser. Og gik en tur på stranden. Og så trillede vi det sidste stykke tilbage mod Barcelona.