Sommerski for de utålmodige

Skientusiaster behøver ikke vente til vinter for at komme ud på pisterne. På den sydlige halvkugle er højsæsonen for skisport netop begyndt.

Foto: Ebbe Fischer

Den gamle stolelift knirker og går i stå igen. Solen prikker i kinderne, og det er frostklart. Vi er tæt ved områdets højeste punkt.

Læs også: Stor guide til sommerski

Toppen er en lang bjergkam, der strækker sig flere kilometer vandret, og på bjergsiden længere nede slanger en lang række pister sig mod satellitbyen Cerro Catedral.
Stoleliften rykker lidt og går i gang igen.

Dér! En kondor svæver majestætisk henover dalen, helt tæt på. Det er verdens største fugl. Stolen glider fremad de sidste meter, og med fast sne under skiene kigger vi igen op mod kæmpefuglen, som lader vinden transportere sig uden det mindste bask med vingerne.

Vi ser opad i stilhed, og vinden river i tøjet. En næsten guddommelig ro hænger over bjergene, da vi spørger den lokale gut ved liften for at sikre os, at det virkelig er fuglenes konge, der hænger deroppe.
»Er det en kondor?«

»Ja! Og der er to til,« siger argentineren og peger ud over dalen.
I samme øjeblik kommer to nye kondorer til syne.
Fantastisk.

På den sydlige halvkugle går sæsonen på skilifterne fra juni til oktober med højsæson i juli og august, og for de snehungrende er der absolut noget at komme efter. Ikke kun i Bariloche - hovedbyen før skisportsstedet Cerro Catedral – men i en lang række skiområder i Andesbjergene; dels på den argentinske, dels på den chilenske side af bjergkæden.
I Argentina får de julelys i øjnene, hvis man nævner Bariloche. Reaktionen er sikker hver gang:
»Bariloche! Es muy liiindo!«

Det er så smukt, siger argentinerne, og de har ret. I
Vi har taget turen fra Buenos Aires i bus; 22 timer i en argentinsk luksusbus, som danske skiturister kun kan drømme om. Sofasæderne er så store, at der kun er plads til tre på tværs i bussen, og vi har masser benplads. Fladskærme hænger desuden i bussen, og betjeningen inkluderer aftensmad, kaffe og cognac.

Vejen til Bariloche går over det enorme flade område, som er et af verdens helt store landbrugsområder, den argentinske pampas. Længere mod syd bliver landskabet gradvist mere kuperet, og efter en lang tur rammer vores bus den første af en række gigantiske bjergsøer.

På den anden side kan vi se Bariloche, som slanger sig hen langs bjergsiden. Længere i det fjerne, højere oppe ad bjerget ad de snoede veje, kan vi skimte Cerro Catedral. Husene ligner små prikker, og man kan skimte pisterne, som snor sig ned mellem træerne.
Det mest fantastiske og usædvanlige er uden tvivl beliggenheden ved bjergsøerne, som giver stedet en helt særlig stemning. Søerne er over 350 meter dybe, og selv om de flittigt benyttes af både og kitesurfere, ligger størstedelen af dem øde hen. For til trods  for den voksende turisme i området ligger Bariloche langt mere isoleret end eksempelvis Alperne.

Da bussen kører ind i Bariloche by, er det dog næsten som at køre igennem en alpeby, selv navnene minder om Europas bjergkæde. Mange europæiske og især tyske indvandrere har præget stedet, derudover er byen plastret til med de fineste chokoladebutikker, siden den fine chokolade er et af Bariloches varemærker.

Et andet varemærke er skisportsstedet Cerro Catedral, og vi kører hurtigt gennem Bariloche og videre op til den lille flække. Træder ud på den friske sne og nyder skumringen.

Dagen efter står vi på toppen af Cerro Catedral i solskin, 2.200 meter over Stillehavet.
Faldhøjden ned til selve satellitbyen Cerro Catedral er på udmærkede 1.200 højdemeter, og bjergsiden stiller et varieret terræn til rådighed med masser af skovskiløb.

Længere nordpå ligger Argentinas andet berømte skiområde, Las Leñas, samt de store chilenske steder Portillo og Valle Nevado. På flere af de destinationer kan man komme højere op i bjergene.

Det er steder, som byder på mere rå og (endnu) mere øde skioplevelser, men typisk også med endnu ældre lifter. Cerro Catedral er for masserne, og minder som nævnt en del om Europa. Der er mange uøvede familier på pisterne, og alle yngre argentinere, der har gået i gymnasiet, har været forbi.

Det er nemlig en argentinsk tradition, at studenter nekommer til byen for at fejre afslutningen på skolen – og ikke mindst for at gå i byen i Bariloches pulserende og hektiske natteliv, der altid rummer en masse rygsækrejsende på gennemrejse.

De fleste turister kommer til Bariloche efter andre aktiviteter end skiløbet, men sneen i Cerro Catedral trækker stadig mere, også internationalt. Snefolket kommer i tusindvis fra hele Sydamerika. En verdensdel, der kun har Chile og Argentina som eksponenter for skisport, da de andre lande ligger for tæt på ækvator til, at terrænet for alvor er velegnet.

Så det er i syd, det sner, og stadig flere europæere og amerikanere har fundet ud af, at man hurtigt kan tjene den dyre flybillet ind via de lave leveomkostninger, når man først er landet i Argentina.
Lifterne er desuden åbne i denne verdensdels sommersæson, der går fra november til april.
Her kan man hive sin mountainbike med op og køre ned ad stierne, eller man kan gå en lang tur mod primitive hytter og restauranter i højderne.

Og holder man meget af tyrolermusik, St. Bernhards hunde og tysk byggestil, kommer man ikke til at lide af hjemve – qva den tyske arv har området en kraftig lighed med skisportsteder i Alperne.  Som dog ophører med udsigten til kondorerne.

Læs også: Turbo-cykling i Patagonien